Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Energiselskab har fået kontrakt på fangst og lagring af 430.000 ton biogen CO2

Tirsdag 23. maj 2023 kl: 13:47
Af: Redaktionen

Ørsted Kalundborg Hub, der er energiselskabet Ørsted's projekt til CO2-fangst og -lagring, er blevet tildelt en 20-årig kontrakt af Energistyrelsen. Kontrakten betyder, at Ørsted vil etablere CO2-fangst på det træflisfyrede Asnæsværket i Kalundborg og på Avedøreværkets halmfyrede kedelanlæg i Storkøbenhavn

- Vi er meget glade for resultatet af udbudsforløbet og ser frem til at etablere anlæg til CO2-fangst på to af vores kraftvarmeværker, der kører på bæredygtig halm og træflis. Ifølge FN’s klimapanel IPCC er fangst og lagring af biogen CO2 et af de værktøjer, vi skal bruge til at bekæmpe klimaforandringerne. Vores projekt til CO2-fangst og -lagring vil bidrage væsentligt til at realisere de politisk vedtagne danske klimamål for 2025 og 2030, siger Ole Thomsen, der er Senior Vice President og chef for Ørsted's kraftværksforretning.


I løbet af 2025 vil Asnæsværket og Avedøreværket begynde at fange og lagre biogen CO2, og fra 2026 vil de to kraftvarmeværker årligt fange og lagre ca. 430.000 ton biogen CO2. Projektet bliver et første skridt på vejen mod at etablere en CO2-infrastruktur i stor skala i Danmark, da Asnæsværket ikke blot vil fungere som knudepunkt for fangst og transport af Ørsted's egen CO2, men potentielt også kan udskibe andre udlederes CO2.


Ørsted A/S har indgået samarbejde med den norske frontløber inden for teknologi til CO2-fangst, Aker Carbon Capture, der har udviklet sin egen gennemprøvede teknologi. Som leverandør af teknologi til CO2-fangst vil Aker Carbon Capture levere fem Just Catch-anlæg til kraftvarmeværkerne. Det standardiserede Just Catch-koncept er et modulært og konfigurerbart produkt, der muliggør effektiv produktion og implementering af anlæg til CO2-fangst.


De 430.000 ton biogen CO2 fra Asnæsværket og Avedøreværket skal transporteres med skib til Northern Lights’ lagringsreservoir i den norske del af Nordsøen. Ørsted har indgået kontrakt med Northern Lights, der udvikler infrastruktur til transport og lagring af CO2. Fase 1 i Northern Lights’ projekt skal stå færdigt i 2024.


Ved at fange CO2 fra biomassefyrede kraftvarmeværker og lagre det i undergrunden er det muligt ikke kun at reducere, men også at fjerne CO2 fra atmosfæren, da CO2 fra bæredygtig biomasse er en del af en naturlig biogen kulstofcyklus. Derved skabes negative udledninger.


It-koncern køber CO2-fjernelse
I marts 2021 underskrev Ørsted, Aker Carbon Capture og Microsoft en aftale om blandt andet at fremskynde processen med at opnå reel drift af et kommercielt og teknisk setup, der kombinerer CO2-fangst og produktion af grøn energi via biomassefyrede kraftvarmeværker.


Som direkte støtte til dette nye projekt har Microsoft indgået en aftale om at købe 2,76 millioner ton varig CO2-fjernelse af høj kvalitet over 11 år fra fangst og lagring af biogen CO2 fra Asnæsværket. Det er en af verdens største aftageraftaler om CO2-fjernelse målt på volumen til dato.


- Vores banebrydende, langsigtede aftale med Ørsted om CO2-fjernelse understøtter Microsofts ambition om at blive CO2-negativ inden 2030, sender et stærkt signal om øget efterspørgsel og dermed behov for skalering af markedet og er samtidig et eksempel på, at der er brug for stærke partnerskaber og teknologisk innovation for at hjælpe verden med omstillingen til grøn energi, siger Melanie Nakagawa, der er Chief Sustainability Officer hos Microsoft.


Hos Ørsted fremhæver man, at aftalen med Microsoft understreger den kommercielle værdi, der er forbundet med CO2-fangst og -fjernelse. Da biogen CO2-fangst og -lagring stadig befinder sig i en startfase, har det danske statslige udbud og Microsofts kontrakt begge været nødvendige for at kunne realisere projektet.


I forbindelse med aftalen fremhæver Ørsted, at partnerskabet viser, hvordan CO2-reducerende løsninger kan modnes og skaleres, når aftagere, operatører, teknologileverandører og politiske beslutningstagere arbejder sammen. Ved at skabe et kommercielt setup for negative udledninger, der giver gennemsigtighed, reducerer omkostningerne og tiden fra idé til lancering af CO2-kompensationsprodukter, kan CO2-fangst og -lagring bevæge sig væk fra at være afhængig af statstilskud og hen til at agere på markedsvilkår. Det svarer til den udvikling, som andre løsninger inden for vedvarende energi, såsom sol og vind, har oplevet.


Overskudsvarme bliver til fjernvarme
CO2-fangsten bliver varmeintegreret på værkerne, hvilket gør det muligt at levere fjernvarme fra processen både i Kalundborg og til Storkøbenhavn.


CO2-fangsten i Avedøreværkets halmfyrede kedelanlæg har potentiale til at regenerere ca. 35 MW overskudsvarme, mens CO2-fangsten på Asnæsværket har potentiale til at regenerere ca. 50 MW overskudsvarme, hvilket svarer til henholdsvis ca. 11.000 og 20.000 husstandes årlige forbrug af fjernvarme.


Udbudsproceduren er afsluttet, når kontrakten er underskrevet af Ørsted og Energistyrelsen. Kontrakten forventes at blive underskrevet kort efter udløbet af den obligatoriske standstill-periode. Ørsted forventer at påbegynde opførelsen af anlæggene til CO2-fangst på Asnæsværket og Avedøreværket i juni 2023.


Fakta om Ørsted Kalundborg Hub:
  • Ørsted A/S vil etablere CO2-fangst på det træflisfyrede Asnæsværket i Kalundborg og på Avedøreværkets halmfyrede kedelanlæg
  • Ørsted vil årligt opsamle 150.000 ton biogen CO2 fra den halmfyrede blok på Avedøreværket. Den opsamlede CO2 bliver i første omgang transporteret med lastbil til Asnæsværket, indtil der er etableret en fælles rørledning på tværs af Sjælland
  • Den halmfyrede blok på Avedøreværket omdanner årligt ca. 145.000 ton lokalt indkøbt halm til el og fjernvarme. Halmen er et restprodukt fra landbruget
  • Ørsted vil årligt opsamle 280.000 ton biogen CO2 fra Asnæsværkets træflisfyrede blok. Asnæsværket kommer også til at fungere som CO2-hub med ansvar for håndtering og transport af biogen CO2 fra både Avedøreværket og Asnæsværket til Northern Lights’ lagringsreservoir i den norske del af Nordsøen
  • Asnæsværkets træflisfyrede blok omdanner ca. 380.000 ton træflis, som primært stammer fra de baltiske lande, til el, fjernvarme og procesdamp til den lokale industri. Træflisen kommer fra bæredygtigt forvaltede produktionsskove og består af overskudstræ fra savværker eller restprodukter fra tynding eller skæve træer
  • Asnæsværkets træflisfyrede blok indgår i et samspil med Asnæsværkets elektriske kedelanlæg og Kalundborg Forsynings varmepumpe. Dermed udnyttes den grønne strøm, når prisen er konkurrencedygtig, mens træflis fra bæredygtigt forvaltede skove sikrer, at Kalundborgs behov for procesdamp til industrien, boligernes behov for fjernvarme og Danmarks behov for strøm bliver dækket uden brug af fossile brændsler




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Erhvervsorganisation efterlyser samlet grøn plan for transport i Danmark
- Havn på Jyllands top er tæt på 70 procents CO2-reduktion
- Havneby i det vestlige Sverige får et elektrisk ladehub
- Virksomheden med flest elektriske betonbiler har hjemsted i Danmark
- Skandinavisk samarbejde om CO2-transport og lagring er faldet på plads
- Fint med nye grønne penge, men nej til mere bureaukrati
- Fornuftig kompensation for belastende dieselafgift
- Ny brintaftale skal bane vejen for et nyt eksporteventyr og lokal vækst
- Udledning af scrubbervand fra skibe bliver forbudt i det danske territorialfarvand
- SVM-Regeringen skruer op for støtten til grøn omstilling af tung vejtransport
- Ny pulje får flere grønne lastbiler på vejene
- Containertransport har fået flere elektriske trækkere

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst