Branchen for godstransport til søs har haft besøg af konkurrencemyndighederne
Mandag 24. november 2025 kl: 11:01
Af: RedaktionenKonkurrence- og Forbrugerstyrelsen har været på uanmeldt kontrolbesøg i branchen for godstransport til søs. Besøgene blev gennemført, fordi styrelsen har en formodning om, at der kan være en aktør, som har misbrugt sin dominerende stilling
- Hvis en virksomhed har opnået en dominerende position på et marked, så har den en særlig forpligtelse til ikke at skade den effektive konkurrence. Vi har en formodning om, at der er en dominerende virksomhed, som ikke lever op til reglerne, og at det kan have haft skadelige konsekvenser for kunder og mindre konkurrenter til virksomheden, siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Stefan Kobbernagel.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har indhentet materiale til brug for sagen om mulig overtrædelse af konkurrencereglerne ved uanmeldte kontrolbesøg i branchen for godstransport til søs. Det indhentede materiale vil blive gennemgået med særlig fokus på at finde beviser for, om en dominerende aktør har misbrugt sin position.
Hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen peger man på, at når styrelsen gennemfører et kontrolbesøg hos en eller flere virksomheder, er det ikke nødvendigvis et udtryk for, at der er sket en overtrædelse af konkurrenceloven. Formålet med en kontrolundersøgelse er at indhente beviser med henblik på at få be- eller afkræftet, om der er sket en overtrædelse af konkurrencereglerne.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har 40 arbejdsdage til at gennemgå materialet fra et kontrolbesøg. Hvis det vurderes, at det indsamlede materiale bekræfter, at konkurrenceloven kan være overtrådt, vil styrelsen arbejde videre med sagen med henblik på at forelægge den for Konkurrencerådet.
Hvis sagen fører til, at Konkurrencerådet træffer en afgørelse om overtrædelse af konkurrencereglerne, vil navne på virksomheder og yderligere information om overtrædelsens karakter blive offentliggjort af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bruger den aktuelle anledning til at påpege følgende om konkurrence:
- Gevinsterne ved effektiv konkurrence er betydelige for både samfundet og den enkelte forbruger
- Når virksomheder konkurrerer om at tilbyde de skarpeste priser og højeste kvalitet, så presses de til at være innovative og have en effektiv drift, og det vil være de mest produktive virksomheder, der vinder frem
- Virksomheder, der sætter konkurrencen ud af spil kan forårsage betydelige skade
Konkurrencelovens forbud mod misbrug:
- En virksomhed må gerne have en dominerende stilling på et marked, og den må gerne konkurrere intenst med sine konkurrenter
- En dominerende virksomhed har imidlertid en særlig forpligtelse til ikke at skade den effektive konkurrence
- Et misbrug går typisk ud på, at den dominerende virksomhed søger:
- at skade konkurrenter eller holde dem ude af markedet, for eksempel ved at tilbyde konkurrenternes kunder særligt store rabatter ("ekskluderende" eller "afskærmende misbrug")
- at udnytte, at den ikke er udsat for konkurrence ved for eksempel at tage urimeligt høje priser til skade for forbrugerne ("udnyttende misbrug")
- Konkurrencerådet kan give virksomheder påbud om at ophøre med den ulovlige adfærd
- Virksomheder kan også afgive bindende tilsagn, der kan imødegå de betænkeligheder, som Konkurrencerådet har over for en adfærd, som en dominerende virksomhed har
- Virksomheder og enkeltpersoner kan få en bøde for at overtræde konkurrencelovens forbud mod misbrug af dominerende stilling
Konkurrencemyndighedens kontrolbesøg:
- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan gennemføre kontrolundersøgelser hos virksomheder for at undersøge, om der er sket en overtrædelse af konkurrencereglerne
- Kontrolundersøgelser kræver, at styrelsen forinden har indhentet en retskendelse hertil
- Besøgene sker uanmeldt for at undgå, at mulige beviser bortskaffes
- På kontrolbesøget gennemgår styrelsens medarbejdere for eksempel udvalgte kontorer, computere, telefoner og arkiver. Materiale, som kan have relevans for undersøgelsen, kopieres
- Efter kontrolundersøgelsen er afsluttet, har styrelsen 40 hverdage til at gennemgå de kopierede data
- Hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen finder relevant materiale i forhold til en sag om overtrædelse af konkurrencereglerne, vil det herefter indgå i det videre arbejde med sagen
Mistanke om overtrædelse af konkurrenceloven:
- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er afhængig af informationer udefra for at kunne håndhæve konkurrenceloven
- Har man mistanke om, at en virksomhed har overtrådt konkurrencereglerne, hører Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gerne fra en
- Hvis det er muligt vil styrelsen gerne have detaljerede og konkrete oplysninger om den eventuelle overtrædelse. Ligger man inde med dokumentation, for eksempel e-mails eller andre relevante dokumenter, modtager styrelsen gerne dette materiale
- Man har mulighed for at henvende sig anonymt til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. På kfst.dk/mistanke kan man læse mere om, hvordan man i så fald skal kontakte styrelsen
.jpg)
© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
Print siden - Antallet af færgepassagerer, der sejler elektrisk, vil blive fordoblet de kommende år
- To tredjedele anser teknologi for at være afgørende for vækst
- Havneselskab vinder global bæredygtighedspris for krydstogtterminaler
- Svensk færgerederi ser lysere tider forude
- Lov om krigsforsikring er rettidig omhu
- Ny el-færge får længere ophold på værft i Svendborg
- Rederiorganisation indgår aftale om at styrke det civile forsvar
- Værft på Tasmanien skal bygge en elektriske hurtigfærge mere
- Hirtshals Havn lægger arealer til stor beredskabsøvelse
- Sydvestjysk havn er blevet medlem af nordeuropæiske havneorganisation
- Havneselskab har en længere krydstogtsæson
- Hurtigfærger får støtte fra Staten
Skriv din kommentar:
| Alle felter skal udfyldes! |
||
Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget! |
.gif)




