Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Region siger farvel til biodiesel i busserne og vil fremme bæredygtig mobilitet

Fredag 24. november 2023 kl: 12:25
Af: Redaktionen

Regionsrådet i Region Midtjylland afsætter penge til initiativer rettet mod blandt andet børn og unges transport, samkørsel og samarbejde om bedre muligheder for at cykle. Pengene kommer blandt andet fra et mindre forbrug på grund af et stop for brugen af dyrere HVO-diesel

Hvordan kommer vi frem i fremtiden? Det spørgsmål står højt på dagsordenen i den del af Region Midtjylland, der arbejder med regional udvikling. Høje omkostninger og lave passagertal presser den kollektive transport i hele landet, og i det midtjyske var det sidste år nødvendigt at reducere antallet busafgange. Da transportbehov og -vaner blandt regionens godt 1,3 millioner indbyggere ændrer sig, er der brug for at tænke nyt.


På den baggrund drøftede regionsrådet onsdag en økonomisk oversigt over den kollektive transport og traf en række beslutninger. Blandt andet afsatte politikerne 10 millioner kroner til forskellige initiativer, der kan fremme bæredygtig mobilitet.


- Som region har vi ansvaret for, at der er gode transportmuligheder mellem de større byer - og for at vores unge kan komme til og fra uddannelse. Derfor arbejder vi for at fastholde en god dækning med busser, tog og letbane på hovednettet mellem de største byer, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) og fortsætter:


- Men vi skal også sikre os, at vi har løsninger, der passer til de behov, borgerne har, når de skal hele vejen hjem med den kollektive trafik. Blandt andet skal vi blive bedre til at sikre sammenhæng mellem den eksisterende kollektive trafik og andre løsninger som samkørsel, delebiler, cykler, løbehjul eller helt andre ting.


Konkret skal pengene bruges til initiativer rettet mod børn og unges transport, samkørsel, fremkommelighed, samarbejde i supercykelstisekretariatet, der er et samarbejde mellem regionen og de østjyske kommuner, samt forsøg med nye udbudsformer af den kollektive transport.


Emissionsfri kørsel fra 2027
De 10 millioner kroner stammer fra det mindreforbrug, der forventes på Midttrafiks budget i 2024 og 2025 på grund af omprioritering af penge, der var afsat til grøn omstilling dels regionsrådets beslutning om at stoppe køb af dyrere HVO-biodiesel. Regionsrådet besluttede således også, at brugen af biodiesel ikke genindføres.


HVO-biodiesel er et såkaldt anden-generations biobrændstof produceret af affald fra slagterier, brugt madolie og lignende. Prisen er højere end for diesel og har været stigende, da mængden er begrænset og efterspørgslen stor. Dertil kommer, at de regionale busser fra 2027 - om fire år - ventes at leve op til målsætningen om at være emissionsfri i 2030.


- Det er et eksempel på, hvor kompleks den grønne omstilling er, og hvor hurtigt teknologierne udvikler sig. I forhold til biodiesel, der er en dyr og begrænset ressource, giver det mening, at vi fastholder den sorte diesel i en periode, indtil vi om ganske få år kan køre emissionsfrit. Til gengæld frigør vi så nogle midler til at fremtidssikre en kollektiv trafik, der hænger sammen for borgerne og er både økonomisk og miljømæssigt bæredygtig på langt sigt, siger Anders Kühnau.


Samarbejde om nye løsninger
I det hele taget er den kollektive transport, som den er i dag, under forandring. Der investeres i batteritog og tilhørende ladeinfrastruktur i Vestjylland - et partnerskab med staten, der samlet repræsenterer investeringer for op mod en halv milliard kroner. Der skal findes penge til nye tog og krydsningsspor til Aarhus Letbane, og så skal der i de kommende år laves udbud af CO2-neutral regional bustrafik flere steder i regionen.


Samtidig skal der findes løsninger, som sikrer et højt serviceniveau i den kollektive trafik, der samtidig skal være både økonomisk bæredygtig og klimavenlig samt ikke mindst indeholde tilbud, der modsvarer borgernes behov for mobilitet.


Det kræver inddragelse og samarbejde. Derfor er mobilitet et af de områder, hvor regionsrådet har nedsat et regionalpolitisk forum. Her arbejder virksomheder, trafikselskaber, studerende, forskere, politikere med flere sammen om konkrete anbefalinger, der inddrages i den regionale udviklingsstrategi, der skal sætte retningen for regionsrådets politik i de kommende år.


- Med de seneste års tilpasninger har vi nu et solidt grundlag for den kollektive trafik i regionen. Men vi har også en meget klar bevidsthed om, at der skal ske store ændringer i den måde, vi bevæger os rundt i verden på. Her kender vi ikke alle løsningerne. Derfor er det afgørende, at vi inddrager forskellige perspektiver og samarbejder om det. Jeg glæder mig til at se, hvad der kommer fra det regionalpolitiske forum, siger Anders Kühnau.


Interesserede kan læse mere om det regionalpolitiske forum for mobilitet her:

Interesserede kan læse mere om igangværende projekter i den regionale kollektive trafik her:

Interesserede kan læse mere om regionsrådets drøftelse af økonomien i den kollektive trafik på regionsrådets dagsorden her:






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Bornholms største havn har afsluttet tredie etape af en større udbygning
- International vejtransportorganisation får fire kvinder i den øverste ledelse
- Rederi skifter kød ud med ærter
- Flextrafik presser virksomheder til løndumping
- Konkursniveauet ligger stabilt
- Interessen for at rejse med tog til jul er stor
- Forsøg med gratis lokalbusser kører ud i Holstebro
- Køre- og hviletidskontrollen bliver udvidet og forbedret fra 1. januar
- Busterminal i København er klar til test af informationssystem
- Den elektriske busandel kører mod 50 procent i Aarhus
- Den kollektive trafik er blevet billigere i drift
- Dansk rederikoncern har sagt farvel til en historisk rute

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst