Klik venligst

Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Lokalbanerne har store planer, slidte skinner og ingen penge

Torsdag 25. februar 2021 kl: 10:20
Share  


Af: Niels Bak Henriksen

Lokalbanerne mangler 105 millioner kroner om året, hvis de skal kunne forny sporene, når de er slidt op. Værst ser det ud på Østbanen på Sjælland, hvor der skal findes finansiering inden sommerferien - ellers kan det være slut med tog på banen til næste år

Dilemmaet stod klart ved den høring om lokalbanernes fremtidige drift og vedligehold, som Folketingets Transportudvalg afholdt i går. 
På den ene side var der lutter pæne ord til Lokalbanerne og deres store betydning for mobilitet og udvikling i landets yderområder. På den anden side kan banerne ikke fortsætte driften på sigt, hvis der ikke kommer finansiering til den løbende fornyelse af skinner og sveller. 


- Jeg er ked af at sige det. Hvis vi ikke får nogle penge, så bliver vi nødt til at pille skinnerne op. Det har man undersøgt i Region Sjælland. Og det er en dårlig løsning, sagde venstremanden Carsten Kissmeyer, der er formand for Udvalget for Regional Udvikling i Danske Regioner, i sit indlæg. 


Danske Regioner regnede sig for et par år siden frem til, at regionerne mangler 105,8 millioner kroner årligt frem til 2026 for at få dækket deres investeringsbehov i lokalbanerne. Beløbet er nogenlunde ligeligt fordelt mellem banerne i Region Sjælland, Region Hovedstaden og Region Midtjylland, mens banerne i de to sidste regioner ikke umiddelbart står over for større investeringer. 


Værst ser det ud for Østbanen fra Køge til Rødvig og Faxe, som Carsten Kissmeyer henviste til. Her kører togene allerede med hastighedsnedsættelser, og formanden for Region Sjælland, socialdemokraten Heino Knudsen, kunne fortælle, at det ikke er sikkert, det er muligt at fortsætte togdriften på de slidte spor længere end til efteråret 2022. Derfor skal der findes penge til en fornyelse af sporene inden sommerferien i år. 


- Hvis vi skal låne 510 millioner koster det 23 millioner krone om året i afdrag, som vi skal ud og spare på den øvrige kollektive trafik. Det er altså rigtig mange busser, sagde han. Så de penge kan kun komme fra staten.


Men regionerne har allerede fået pengene, mente transportminister Benny Engelbrecht (S). 


- Der er en diskrepans mellem de statslige midler, der tilføres området, og de midler, der anvendes, sagde han.


På sin side af bordet afviste Carsten Kissmeyer på det bestemteste, at regionerne har brugt pengene på noget andet. 


- Der må jeg bare sige: Det passer ikke, sagde han.


Problemet er ifølge ham, at regionerne stadig betaler af på de lån, de fik lov til at optage til den seneste runde af sporfornyelser i år 2000. Og at tilskuddet til investeringer ikke er blevet reguleret siden, som det ellers blev forudsat i aftalen dengang.


Den præmis købte transportministeren dog ikke umiddelbart.


- De tal, der er indberettet til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen harmonerer ikke med regionernes tal, sagde han. 


Diskussionen landede dog nogenlunde blødt med, at Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen opfordrede til at få lavet en analyse, som skal afklare økonomien, og den ide tilsluttede både Benny Engelbrecht og Carsten Kissmeyer sig. 


Til gengæld tegnede der sig ikke nogen løsning for Østbanens akutte problem - eller for Lemvigbanen, hvor der er tilsvarende behov om få år. 


Problemerne med den manglende finansiering kommer i en situation, hvor lokalbanerne ellers planlægger mere med udvikling end afvikling. Både Østbanen, Nordjyske Jernbaner og Lemvigbanen har de sidste par år overtaget driften af nærliggende statsbanestrækninger med en passagervækst på 25 procent til følge, og Arne Lægaard, der er bestyrelsesformand i Midtjyske Jernbaner, kunne fortælle om Lemvigbanens planer om at gå forrest med indkøb af batteritog og udvikling af godstransporten. 


Heino Knudsen (S), der er formand for Region Sjælland understregede da også, at problemerne ikke skyldes, at regionerne har sparet på vedligeholdet. Men skinnerne har under alle omstændigheder en vis levetid. 


- Hvis man kører en bil til service efter servicebogen, så vil den alligevel være slidt op en dag, sagde han.




Klik venligst

© Copyright 2021 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Nyt signalsystem er udrullet langs sporene mellem Langå, Struer og Holstebro
- Intermodal togoperatør udvider forbindelser til Østeuropa
- Østjysk havn oplevede vækst i 2020
- - Der er for meget asfalt og for lidt grønt
- Infrastruktur-udspil indeholder forslag om dobbeltsporet bane i Sønderjylland
- Dansk rederi-koncern åbner ny forbindelse over Den Engelske Kanal
- Svensk Øresundhavn får ny ugentlige togpendel
- Genbrugsmaterialer til ny godsbaneterminal sparer over to års CO2-forbrug
- Rederi-koncern har åbnet forbindelse over land med skibstransport i begge ender
- Opbakning til reformer holder stadig på sidespor efter jernbanehøring
- Havn i Vendsyssel ledes af konstitueret direktør
- Toget kører fra Italien til Køge

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst

Klik venligst