Klik venligst



Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      
ERHVERVSORGANISATION:

Alle er tabere med ny toldaftale med USA

Tirsdag 29. juli 2025 kl: 12:27
Af: Redaktionen

En ny handelsaftale mellem EU og USA betyder 15 procents told på europæisk vareeksport til USA. Fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv siger administrerende direktør Brian Mikkelsen, at hele verden taber på aftalen

Søndag indgik EU og USA efter længere tids tilløb en ny handelsaftale, der betyder, at europæisk vareeksport til USA bliver pålagt en told på 15 procent. Aftalen er den foreløbige kulmination på et forløb, hvor USA's præsident Donald Trump ad flere omgange har truet med at indføre en forhøjet toldsats på varer til USA.


Med en generel amerikansk importtold på 15 procent, som aftalens centrale omdrejningspunkt, undgår EU de 30 procent, som Trump havde truet med tidligere. Men trods lyspunkter for enkelte sektorer, er der ifølge Dansk Erhverv tale om et tilbageskridt for verdensøkonomien.


Hos Dansk Erhverv begræder man derfor aftalen, der vil gøre det dyrere for såvel europæere som amerikanere.


- Det er lykkedes præsident Trump at ændre hele præmissen for den internationale handel. Han har indført massive toldsatser på import af varer til USA og kæmpe skattestigninger for den almindelige amerikanske forbruger. Det er et kursskifte, der gør os alle sammen fattigere, og som gør det vanskeligere for danske virksomheder at bringe deres løsninger og varer i spil på det amerikanske marked, siger Brian Mikkelsen.


Han peger omvendt på, at aftalen skaber mere forudsigelighed for dansk erhvervsliv, hvilket han fremhæver som noget godt, da de seneste måneder har været kaotiske. 


- Når det er sagt, vil forhøjede toldsatser ramme både virksomheder og forbrugere i såvel EU som USA. Handelsaftalen er også negativ for danske virksomheder og i særdeleshed dem, der handler med USA. Øget told gavner ingen, og alle er tabere, siger han.


USA er verdens største økonomi og et stort eksportmarked for danske virksomheder med en eksport til USA i 2024 på samlet 336 milliarder kroner.


- USA vil også fremover være et særdeles vigtigt marked, og mange danske virksomheder har gjort meget for at være forberedt bedst muligt og etableret produktion i stor stil i USA. Der er samtidig blevet kigget på alternative markeder, andre forsyningskæder og alle tiltag, der kan afbøde de voldsomme økonomiske konsekvenser Men trods den rettidige omhu er der ingen tvivl om, at aftalen vil få konsekvenser også for danske virksomheder, siger Brian Mikkelsen.


Dansk Erhverv's administrerende direktør, der er tidligere konservativ minister, opfordrer både den danske regering og EU til at følge konsekvenserne af aftalen og være parat til at genforhandle den.


- Faktum er, at vi alle - på begge sider af Atlanten - vil stå bedre uden denne aftale. Så der er rum til forbedring, kan man roligt sige, siger han.


Brian Mikkelsen hæfter sig ved, at den nye aftale ifølge EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen giver en ramme for at reducere toldsatserne yderligere og adressere andre handelsbarrierer.


- Vi kan håbe på mere stabilitet med aftalen den kommende tid. Usikkerhed har hersket gennem længere tid, og ville der nu ikke længere stå tvivl om amerikansk handelspolitik, kunne det måske få selv en dårlig aftale til at glide lidt lettere ned. Men hvem ved, hvor lang tid der går, før Trump føler sig kaldet til igen at rasle med sablen. Derfor bør EU beholde støvlerne på. Den danske regering og EU bør være proaktive, forhandlingsvillige og mere end noget andet holde sammen og stå fast i det fælles fodslag, siger Brian Mikkelsen, som sammen med Dansk Erhverv opfordrer Europa til holde sammen.


Hovedpunkter fra den nye handelsaftale mellem EU og USA: 

Toldsatser: 
USA indfører en grundtold på 15 procent på de fleste EU-varer. Den oprindelige trussel om en told på 30 procent er dermed afværget. Tolden gælder blandt andet for biler, halvledere og medicinalvarer

Stål og aluminium: 
USA opretholder tolden på 50 procent på stål og aluminium fra EU, men muligheden for et kvotesystem er stadig i spil

Toldfri områder: 
Der vil fortsat være toldfri handel på udvalgte områder som for eksempel fly og flydele, visse kemikalier, lægemidler, landbrugsprodukter og kritiske råmaterialer

Investeringer og energi:
Som en del af aftalen skal EU købe energi fra USA for 750 milliarder dollar. Desuden har europæiske lande forpligtet sig til at investere 600 milliarder dollar i USA

Usikkerhed: 
Aftalen er en "ramme", og der mangler stadig tekniske forhandlinger og en endelig godkendelse fra EU's medlemslande. Yderligere usikkerhed er knyttet til kommende amerikanske undersøgelser af handel på områder som halvledere og medicinalvarer

(Kilder: Reuters, AFP, BBC, EU-Kommissionen, Financial Times, ritzau)




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Transportvirksomhed i Roskilde har fået opbygget tre nye flere-akslede lastbiler i Sønderjylland
- Alle er tabere med ny toldaftale med USA
- Cyklister er ofte til gene for andre trafikanter
- Svensk lastbilproducent skruer op for produktionen med batterier fra ny leverandør
- Træ-virksomhed på Ærø har fået ny fire-akslet tip-trailer
- Fredag 25. juli 2025 lå brændstofpriserne på følgende niveau
- Nordjysk transportvirksomhed er rykket ind hos konkursramt virksomhed i Kolding
- Containertransportør har skiftet ud på direktørposten
- Uden to grupper medarbejdere skulle alle andre arbejde 5,5 timer mere hver uge
- Traktor-vogntog havde løse baller
- Vognmand i Vendsyssel valgte sættevogn med udtræk
- Emissionsfrie færge har sejlet testsejlads i Marmarahavet før afgang mod Femern Bælt

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst