Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp
Forsiden
      
TRANSPORTMINISTEREN:

- Det skal igen være trygt at færdes i trafikken

Onsdag 19. februar 2020 kl: 11:49
Share  


Af: Redaktionen

Transportministere Benny Engelbrecht (S) har sat fokus på adfærden i trafikken - blandt andet med et udspil, der skal bekæmpe vanvidskørsel og genskabe trygheden på vejene. Onsdag deltager han i en international FN-konference om trafiksikkerhed, som blandt andet har til formål at skabe et forum, hvor lande kan udveksle erfaringer om sikkerhed i trafikken

I den anledning skriver Benny Engelbrecht:


Når jeg bevæger mig rundt i trafikken i vores byer og på landet, så er det mit indtryk, at mine medtrafikanter generelt overholder færdselsreglerne. Biler, cykler, busser, motorcykler, trailere, taxier og løbehjul færdes på hver deres stykke asfalt, side om side, og danner til sammen et meget varieret trafikbillede.
 

Når vi er så mange i trafikken, skal vi også uden tøven følge de love og regler på færdselsområdet, der gør, at vi kan færdes trygt og sikkert på vores veje, fortove, stier og broer. Vi skal tage hensyn til de øvrige trafikanter. Vi skal holde øje med dem, der skifter vejbane, krydser fodgængerfelter eller kører med støtteben på cyklen. Vi skal respektere de hastighedsgrænser, der er gældende i by og på land, og så skal vi først og fremmest selv opføre os ordentligt; om vi så sidder bag rettet i bilen, træder i pedalerne eller kæmper for at holde balancen på det elektriske løbehjul.
 

Det er bare ikke alle, der er lige gode til det.
 

I 2019 mistede 205 mennesker livet i trafikulykker i Danmark. Det er en stigning i forhold til året før, og det bekymrer mig, hvis det er udtryk for, at vi er blevet dårligere til at passe på hinanden i trafikken. Særligt når vi ved, at adfærd generelt er årsagen til mange af dødsulykkerne.
 

Det er nemlig ikke alle, der husker, hvor vigtigt det er at overholde færdselsreglerne. Der er fædre, der kører for stærkt. Der er mødre, der cykler over for rødt. Der er bedsteforældre, der glemmer selen eller cykellygten - og så er der alle dem, der er i en kategori for sig og mener, at vejene er deres, og at de kan gøre med dem, hvad de vil. Det vil og skal vi ikke finde os i.
 

Derfor har regeringen besluttet at sætte en stopper for vanvidskørsel. Vi vil ikke acceptere, at der er bilister her i landet, der kører over 200 kilometer i timen på motorvejene eller langt over hastighedsgrænserne i byerne. Det skaber en ekstrem utryg og usikker trafiksituation, som mange ufrivilligt bliver fanget i - og det kan få fatale konsekvenser.
 

Vi skal have fokus på trafikken, når vi befinder os i den og ikke have vores øjne og ører alle mulige andre steder. For så er det, det kan gå galt. Selv de små ting kan få alvorlig betydning for vores egen og andres sikkerhed i trafikken.
 

Jeg er derfor meget tilfreds med resultaterne af den undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension for nylig har udgivet. Den viser, at næsten syv ud af de 10 bilister, der tidligere brugte håndholdt mobiltelefon, mens de kørte bil, har ændret deres adfærd. Det sker efter, at et enigt Folketing sidste år besluttede, at det nu også koster et klip i kørekortet, hvis man ikke kan lægge mobilen til side, når man kører bil.
 

Det er en udvikling, jeg er meget stolt af, fordi den viser, at viljen til at værne om sig selv og hinanden i trafikken er der - og jeg håber selvfølgelig, at den positive udvikling vil fortsætte. En norsk undersøgelse viser nemlig, at risikoen for at få et klip i kørekortet afskrækker bilister fra at overtræde færdselsloven. Særligt når trafikanter har fået ét eller flere klip, kan man se, at ordningen har en positiv effekt i forhold til at få bilisterne til at overholde reglerne. Jeg håber, det samme vil gøre sig gældende her i landet.


Som transportminister er jeg meget optaget af vores trafiksikkerhed. Det er et emne, der er blevet forsømt. Derfor ser jeg også meget frem til at deltage i en større FN-konference om trafiksikkerhed i Stockholm. Jeg håber at få nogle gode erfaringer med hjem, som vi kan bruge til at styrke indsatsen for en bedre færdselssikkerhed. Det er nemlig til vores fælles bedste, at det igen bliver trygt at færdes i trafikken i Danmark - uanset hvilket transportmiddel vi vælger.
 
 
Med venlig hilsen

Benny Engelbrecht




Klik venligst

© Copyright 2020 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Bybusserne i Sønderborg sætter frekvensen ned
- Lufthavn på Djursland er midlertidig lukket
- Passagertallet faldt med to tredjedele i nordjysk lufthavn
- Kunder kan køre med plustur og flextur efter tilpasning af lokaltogsdriften
- Fristen for virksomheders årsrapporter bliver forlænget
- Fransk tog-koncern skal udstyre svenske regionaltog med ERTMS-styresystemer
- Magasinet Bus 3 - 2020 er udkommet
- EU fraviger krav om brug af slot for at hjælpe flyselskaber
- Forum for kollektiv trafik udskyder sit årsmøde
- Luftforureningen falder mærkbart som følge af corona-restriktioner
- Bybusserne i Vejle kører efter corona-tider
- Odder Kommune begrænser passagertallet på Tunøfærgen

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst

Klik venligst



Klik venligst