Tre transportministre besøgte Femern Bælt-tunnelens byggepladser
Onsdag 24. juni 2026 kl: 13:51
Af: Redaktionen
Ministrene modtog en lille model af et tunnelelement. (Foto: Sund & Bælt)
Den danske transportminister Signe Munk (SF) og den tyske transportminister Patrick Schnieder (CDU) besøgte sammen med Schleswig-Holsteins transportminister Claus Ruhe Madsen (ikke medlem af et parti) først på ugen byggepladserne ved Femern Bælt-tunnelen
Besøget, der var det første personlige møde mellem de tre transportministre og deres første fælles besøg ved Femern Bælt-projektet, besøget begyndte ved tunnelportalen på den tyske side ved Puttgarden, hvor ministrene blev orienteret om status på byggeriet i Tyskland. Omkring 90 procent af den kommende 600 meter lange tunnelindkørsel på den tyske ø Fehmarn er gjort færdig.
Herefter gik turen til tunnelfabrikken i Rødbyhavn, hvor ministrene fik indblik i produktionen af de 217 meter lange tunnelelementer og transporten fra fabrikken til arbejdshavnen og videre ud i Femern Bælt. I maj blev det første af tunnelens i alt 89 elementer nedsænket. Det næste element forventes at blive nedsænket inden for kort tid.
- Samarbejde på tværs af landegrænser i Europa er vigtigere end nogensinde, og Femern Bælt-forbindelsen er et stærkt eksempel på, hvad vi kan opnå i fællesskab. Forbindelsen vil bringe Danmark og Tyskland endnu tættere sammen og styrke udviklingen i hele regionen ikke mindst på Lolland, hvor både byggeriet og de kommende muligheder for turisme skaber vækst, sagde by-, land- og transportminister Signe Munk.
Den tyske transportminister, Patrick Schnieder, pegede på, at Femern Bælt-tunnelen er et nøgleprojekt for den europæiske infrastruktur.
- Det, der imponerede mig mest i dag, var tunnelelementernes dimensioner og den ingeniørkunst, der gør det muligt at realisere dette komplekse byggeri. Jeg er overbevist om, at projektet vil knytte Tyskland og Danmark endnu tættere sammen - både økonomisk og politisk, sagde han under transportministrenes besøg.
Ifølge Schleswig-Holsteins transportminister, Claus Ruhe Madsen, er Femern Bælt-forbindelsen en central del af den europæiske Scan-Med-korridor, der forbinder Skandinavien med Central- og Sydeuropa. Samtidig vil forbindelsen skabe kortere rejsetid og styrke den regionale sammenhængskraft.
- Det er et projekt med europæisk betydning, men også et projekt med stor regional betydning. For Schleswig-Holstein giver det nye muligheder som del af en stærkere grænseregion, sagde han.
For Mikkel Hemmingsen, administrerende direktør i Sund & Bælt, var besøget et tydeligt udtryk for den store opbakning til projektet.
- Femern Bælt-tunnelen er et fælles dansk-tysk projekt, og vi mærker tydeligt den store interesse, forventninger og støtte til projektet fra hele Europa. Vi arbejder målrettet på at levere på de store forventninger til projektet, sagde Mikkel Hemmingsen.
Om Femern Bælt-tunnelen:
Den 18 kilometer lange Femern Bælt-tunnel er et af Europas største infrastrukturprojekter. Tunnelen bliver verdens længste sænketunnel og vil forbinde Danmark og Tyskland. Når forbindelsen åbner, vil rejsetiden være 10 minutter i bil og 7 minutter med tog.
.jpg)
© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
Print siden - Tre transportministre besøgte Femern Bælt-tunnelens byggepladser
- Færger med el-motorer vil sejle over halvdelen af afgangene
- Tre-akslet kærre er bygget til maskintransport
- Containertransportør får ny administrerende direktør i Danmark
- Udbyder af tankkort lancerer ladekort til el-lastbiler
- Skatte- og vækstministeren vil afskrive 6,3 millioner mindre gældsposter
- Politiet fandt frem til palletyve
- Transportfond donerer omkring 2,3 millioner kroner til transportprojekter
- Pas på hovedet, når du fejrer huen
- Udvidet motorvej E45 mellem Vejle og Skanderborg åbner inden for en måned
- Narkopåvirket mand kørte ind i lastbil
- Vognmand hentede sin nye tre-akslede gardintrailer lige i nærheden
Skriv din kommentar:
| Alle felter skal udfyldes! |
||
Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget! |
.gif)



