Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Vognmand fra Greve har snart greb om et dusin trækkere

Torsdag 3. august 2023 kl: 09:24
Af: Redaktionen

Vognmand fra Greve har snart greb om et dusin trækkere

Chris Stokholm fra Greve syd for København, der driver vognmandsforretningen CST Transport, er med en ny DAF XG+ 530 FTS bogietrækker godt på vej til at have et dusin lastbiler i sin flåde - for der er endnu en DAF på vej


Vognmand fra Greve har snart greb om et dusin trækkere
De hollandske lastbiler udgør grundstammen i Chris Stokholms ekspanderende vognmandsforretning.


- Jeg startede for alvor som vognmand for fem år siden. Jeg havde i mange år kørt som fuldtids-chauffør og som chaufførafløser ved siden af forskellige andre erhverv, men i 2018 fik jeg mit eget navn på døren for første gang, fortæller Chris Stokholm.


- I starten investerede jeg i et par svenskere, men fra min tid som chauffør kendte jeg DAF’erne som rigtig gode lastbiler - både hvad gælder chaufførkomfort, driftsøkonomi og ikke mindst brændstoføkonomi, tilføjer han.


Der gik derfor ikke længe, før de første DAF’er fik Chris Stokholms navn på døren. Det var et par af de klassiske XF’ere, men sidste forår var det tid til et par nye XG 480’ere fra DAF’s nyeste lastbilgeneration. Og et halvt år senere kom der endnu en XG 480’er til flåden, så hollænderne kom i overtal. Egentlig skulle Chris Stokholm også have haft en XG 480’er til sig selv, men pludselig kunne DAF-forhandler Nyscan Trucks i Køge tilbyde en hurtig handel på XG 480’erens storebror - en XG+ 530 med større førerhus og flere heste bag kølergitteret. Så Chris Stokholm slog hurtig til.


De seneste måneder er gået med udvikling af nye ideer til opbygning af bilen samt indretning af førerhuset og ikke mindst lakering af hele herligheden.


- Som selvkørende vognmand kunne jeg ikke bare smide, hvad jeg havde i hænderne og begrave mig i detaljerne omkring den nye bil. Jeg har selvfølgelig selv bestemt, hvordan den - og i øvrigt også de tidligere XG 480’ere - skulle opbygges og se ud, men jeg har overladt det til Nyscan Trucks at stå for al koordineringen mellem opbygger, plysser og autolakerer, så jeg har kunne koncentrere mig om at drive min forretning, siger Chris Stokholm og fortsætter:


- Jeg kører blandt andet for Unibrew, PostNord og diverse stykgodsspeditører, og så kører jeg en hulens masse musik og teater i sæsonen. Og selv om jeg har rigtig dygtige chauffører, der kan tænke selv, kræver det min fulde opmærksomhed at få alle brikkerne til at passe sammen. Her har Nyscan Trucks og ikke mindst direktør Kasper Rasmussen været en uvurderlig hjælp for at få de nye biler specificeret, opbygget og klargjort helt efter mine ønsker og krav.


Chris Stokholm forklarer, at han og hans chauffører for det meste kører i Danmark.


- Men vi har også afstikkere til Sverige, Norge og Tyskland. Chaufførerne har rigtig mange overnatninger i bilerne, så derfor er komforten afgørende vigtig for mig. Og med de nye DAF XG- og XG+-førerhuse bliver det nok ikke bedre, fremhæver han.


Den nye XG+ 530 er med førerhusets størrelse, indretningen, opbygningen, teknikken og ikke mindst lakeringen toppen af poppen hos CST Transport.


Blandt underleverandørerne til det nye vidunder er som nævnt Nyscan Trucks i Køge, der har specificeret chassiset og slutklargjort det til levering, Øgaards Lastvognsopbyg & Hydraulik i Ejstrupholm, der har opbygget bilen, FL Buur i Vrå, der har stået for plysning og indretning af førerhuset samt KB Sprøjtelakering i Hjørring, der har givet bilen en gang lak eller flere - inklusiv paintbrush af Chris Stokholms hund Baloo på bagsiden af førerhuset.
 


Fakta om CST’s nye DAF XG+ 530 FTS 6x2:
  • Drivline: 6-cylindret 13-liters MX-13 motor på 530 hk/2.700 Nm, 12-trins TraXon 12TX2620-gearkasse med fuldautomatisk gearskiftesystem, enkeltreduceret DAF SR1347-bagaksel med mekanisk differentialespærre samt 2,53:1 i bagtøjsudveksling.
  • Chassis: Enkelt-chassisramme med fuld luftaffjedring på 27 tons teknisk totalvægt, Alcoa Dura-Bright alufælge, tvillingmonteret bogie, 700 liter brændstoftank i venstre side, 85 liter AdBlue-tank under førerhuset over venstre forskærm samt trækker-opbygning fra Øgaard med sideskørter med side-liner og trekanter med sidemarkeringslygter, fuld aludørk med slebne toppe, forlænget Solarguard forkofanger og -solskærm, bagkofanger med 16 stk. Jocon lygter, arbejdslys med blitz og slingrelygter, lygtebom under tagspoiler med Jocon lygter og positionslys på spoilersæt, integreret sideskab med el-oplukning og soft-close funktion på skuffer, glat aluminiumsgalge med laserskåret CST-logo samt luft- og lysstik gemt bag dækplade og lodret udstødning med to blanke 5-tommer rør.
  • Førerhus: DAF XG+-førerhus med 165 mm forlænget aerodynamisk front samt 330 mm længere sovekabine. Ekstra højt tag og udstyret med blandt andet Efficiency Plus-pakke og Executive-pakke, som omfatter DAF Corner View, intelligent fartpilot, drejebart fører- og passagersæde, elevationsseng med ekstra topmadras. Dertil DAF digitalt udsynssystem, LED Skylights, dobbelte tryklufthorn, to køleskabe, Luxury Plus infotainmentsystem med 10,1-tommer display. Dertil hvid Chesterfield-plysning, tre store overskabe med hvid læderbeklædning og røde LED-lygter, glasspejl ved underkøje med rødt XG+ logo, stjernehimmel med LED-bånd og glitter, 32-tommer smart-tv, mikrobølgeovn og kaffemaskine. Originalt lydanlæg erstattet med Hertz Mille højttalersystem med seks højttalere og 10-tommer Alpine subwoofer med LED-belysning.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Sammensluttede fagforeninger fik godt fem millioner ind
- Arbejdsgiverorganisation fortsætter med samme formand
- Resultatet efter første kvartal var et plus på knap 2,5 milliarder kroner
- Batteri-elektrisk lastbil kan komme i stødet på kort tid
- Sammensluttede fagforeninger fik godt to millioner ind
- To mænd er dømt i sag om flere ton hash
- Transportvirksomhed i Roskilde er endt i skifteretten
- Chaufførmangel blokerer for udvidelser hos halvdelen af Europas vognmænd
- Dårlige bremser førte til betinget frakendelse af førerretten
- Sværlasttraileren tog en med som let last
- Vognmand fik sin nye vogn leveret på Lundevej
- Frederikshavn Havn kommer under kommunens ledelse

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst