Ny miljøvenlig bugserbåd skal erstatte “gudernes sendebud”
Tirsdag 2. juni 2020 kl: 12:51
Af: Redaktionen
Den nye bugserbåd i Aarhus.
Aarhus Havn har investeret i en ny bugserbåd til ca. 45 millioner kroner. Ledelsen i den østjyske havn, der rummer Danmarks største containerhavn, fremhæver, at den nye bugserbåd, der skal bygges i Tyrkiet, er langt mere miljøvenlig og højeffektiv i forhold til bugserbåden »Hermes«, som den skal erstatte
Kundechef Nicolai Krøyer hos Aarhus Havn forklarer, at bugsering i høj grad handler om styrke og præcision. Men det handler også om bæredygtighed. Alle tre punkter har spillet ind på valget og investeringen i den nye bugserbåd, som har været i et EU-udbud, som nu er afgjort.
Det betyder, at den nye bugserbåd skal bygges på det tyrkiske værft Uzmar Shipbuilding, som samlet set kom med den bedste løsning.
- Værftet levede op til alle vores minimumskrav og kan samtidig levere en bugserbåd, der kan sejle på én motor, når vi sejler frem og tilbage til det skib, der skal bugseres, mens vi kan benytte begge skibets motorer under selve bugseringen, siger Nicolai Krøyer, som peger på, at det vil give en pæn CO2-besparelse.
Den nye bugserbåd, der efter planen skal leveres til Aarhus Havn til næste sommer, er derudover markant stærkere end den 40 år gamle bugserbåd »Hermes«, der bliver arbejdsløs og derfor er sat til salg. Den nye båd kan trække 65 ton pæletræk, hvilket er 20 ton mere end Hermes.
- Men den har ikke bare stor styrke, den har også markant bedre manøvreringsmuligheder og er dermed effektiv og præcis i arbejdet. Den kan assistere de helt store skibe, der anløber Aarhus, med udpræget præcision, idet den bliver leveret med et såkaldt ASD-system (Azimuth Stern Drive), siger Nicolai Krøyer.
Fremover vil Aarhus Havn desuden kunne assistere Østjyllands Brandvæsen fra vandsiden med den nye bugserbåd, idet den bliver leveret med et brandsprøjtesystem.
Aarhus Havns anden bugserbåd »Aros« fortsætter som hidtil sit arbejde i havnen. Den skal blandt andet arbejde sammen med den nye bugserbåd i de tilfælde, hvor der er brug for to bugserbåde ved ind- og udsejling af havnen.
Bugserbåden Aros har et pæletræk på 55 ton. Den 28 meter lange bugserbåd er bygget i 2003 på Damen-skibsværftet i Gdynia i Polen.
Navnet Hermes er hentet i den græske mytologi og betyder “Gudernes sendebud”.
.jpg)
© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
Print siden - Eldrevne færger kan mindske forureningen
- Norsk rederi har valgt at flytte rute til Hirtshals
- Færger havde flere fyldte lane-meter i februar
- Færgedriften mellem Danmark og Tyskland er blevet mere elektrisk
- Vinterkulde fik flere til at sejle med hurtigfærger over Kattegat
- Politiet undersøger iranskflaget containerskib i Aarhus
- Aarhus Havn inviterer på rundtur via nettet
- Omniterminal i Aarhus har nået sin fulde længde
- Norsk færgerederi med forbindelse til Danmark får ny ejerstruktur
- Søfartsstyrelsen næver sikringsniveau i Den Persiske Golf, Hormuzstrædet og Omanbugten
- Færge- og fiskerihavn i Vendsyssel holder med positiv vækst fast i kursen
- Entreprenør afprøver specialfartøj inden tunnelbyggeri
Skriv din kommentar:
| Alle felter skal udfyldes! |
||
Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget! |
.gif)




