Giftig kemi fra skibe i kystnære områder får lovgivning i mod sig
Onsdag 18. juni 2025 kl: 15:12
Af: RedaktionenForskning fra DTU-forskning har bidraget til ny lovgivning mod udledning af tjærestoffer og tungmetaller fra skibes røggasvand - såkaldt scrubbervand - der træder i kraft 1. juli. Dermed får havmiljøet en håndsrækning
Når den nye lov træder i kraft tirsdag 1. juli bliver udledningen af kemisk forurenet vand fra rensningssystemer på skibes skorstene, såkaldte scrubbere, forbudt i danske farvande ud til 22 kilometer fra kysten.
Den nye lov er blandt andet baseret på DTU-forskning og internationale studier. Her har DTU’s forskning blandt andet dokumenteret, at det syreholdige røggasvand er akut dødeligt for små krebsdyr i havet, der er en vigtig del af planktonsamfundet. Derudover indeholder røggasserne en række tungmetaller og kemiske forbindelser, som er stærkt skadelige for hele fødekæden - lige fra plankton til fisk, og de mikroorganismer, som lever i selve havbunden.
DTU’s prorektor Christine Nellemann ser forskningen i scrubbervand som et eksempel på, at DTU løser en af universitetets kerneopgaver - forskningsbaserede rådgivning. Denne type rådgivning er enten direkte bestilt af myndighederne, eller - som i dette tilfælde, hvor DTU Aquas ekspertise på området blev efterspurgt af myndighederne.
- En af DTU’s vigtige opgaver som universitet er at levere forskning og ny viden, som samfundet kan bruge. DTU’s forskere var blandt de første til at dokumentere de skader, scrubbervand giver i vandmiljøet. Sidenhen har forskerne påvist effekterne på nogle af de arter, som lever i de kystnære områder i Danmark, og dermed skabt et solidt, fagligt vidensgrundlag for at politikerne kan lovgive på området, siger Christine Nellemann.
Kortlægning af kemisk påvirkning
Marja Kaarina Koski var en af de DTU-forskere, som tilbage i 2016 dokumenterede, hvordan de kemiske stoffer fra scrubbervand bliver optaget i plankton, der udgør det første led i havets fødekæde. I et igangværende studie kortlægger DTU-forskerne, hvordan cocktailen af kemi i scrubbervand påvirker organismer som vandlopper, indsamlet i det danske havmiljø. Og netop dokumentationen af, hvordan de lokale biologiske arter bliver påvirket, er ifølge Marja Kaarina Koski afgørende.
- Hvis vi skal dokumentere, hvordan scrubbervand påvirker havmiljøet, så er vi nødt til at kigge på cocktail-effekter. De kemiske stoffer reagerer på hinanden, og organismernes respons påvirkes af den blanding af stressfaktorer, som de bliver udsat for. Styrken i vores forskning er derfor, at vi kortlægger mekanismer i organismernes respons på ophobede effekter, som kan overføres til andre områder, og at vi dokumenterer specifikke effekter på organismer, som rent faktisk lever i de danske farvande, siger Marja Kaarina Koski.
Skibes luftforurening blev til forurening af havet
Anvendelse af scrubbere tog fart omkring 2015, da den Internationale Maritime Organization, IMO, fastsatte strengere regler for, hvor megen svovl skibe måtte udlede, og indførte kontrol i områder som Nordsøen og Østersøen. IMO-reglerne stillede krav om, at svovlindholdet i skibsbrændstof højst måtte være på 0,1 procent i disse områder. I 2020 blev de globale regler endnu strengere med nye krav fra IMO, på maksimalt 0,5 procent svovlindhold i skibsbrændstof på verdensplan.
Svovlindholdet i skibenes brændstof reduceres ikke ved afbrænding, men udledes i røgen fra skibet - først og fremmest i form af svovldioxid - SO2. Scrubbere er en måde at imødekomme kravene på, fordi de vasker svovlen ud af røggasserne og binder det i en væske, som kan skylles ud i havet. Væsken indeholder også en række tungmetaller som vanadium og nikkel, og tjærestoffer som naphthalene og phenanthrene.
Forbud ud til 22 kilometer
Forbuddet mod udledning af scrubbervand gælder i havet ud til 22 kilometer fra kysten. Havområdet uden for de 22 kilometer reguleres efter internationale regler, og de politiske partier bag forbuddet er derfor enige om, at Danmark skal arbejde for et lignende forbud i EU.
Med den nye lovgivning skal skibe fremover omstille til brug af enten lavsvovlsbrændstof eller lukkede scrubbere med nul udledning. Det betyder, at restproduktet fra den lukkede scrubber skal afleveres i havnenes modtagefaciliteter. Forbuddet træder i kraft tirsdsag 1. juli 2025 for skibe med åbne scrubbere. For skibe med lukkede scrubbere træder forbuddet i kraft fire år senere.
Om scrubbere - rensesystem for skibes udstødning:
- En scrubber fjerner forurenende stoffer fra skibets udstødningsgasser ved at føre dem gennem et rør, hvor de kommer i kontakt med en væske, typisk vand eller en kemisk opløsning. Væsken sprøjtes ind i røret i dråbeform, der skaber kontakt med de forurenende stoffer i gassen. De forurenende stoffer bliver herefter absorberet eller neutraliseret af væsken, som omformer den til svovldioxid (SO2), der kan reagere med vand og danne svovlsyre (H2SO4), som derefter fjernes
Der findes tre hovedtyper af scrubbere:
- Åbne systemer, som bruger havvand til at rense udstødningsgasserne. Vandet behandles og udledes derefter tilbage i havet
- Lukkede systemer, som bruger ferskvand behandlet med alkaliske kemikalier. Vandet genbruges flere gange og behandles, før det udledes
- Hybride systemer, der kan fungere både som åbne og lukkede systemer og kan skifte mellem brug af havvand og ferskvand
Krav for udledning af scrubbervand:
- Den uafhængige, nonprofit forskningsorganisation International Council on Clean Transportation anslog i 2020, at der bliver udledt 68 millioner ton scrubbervand indenfor 22 kilometer fra kysten i Danmark. Det gør Danmark til det land i verden, hvor der ind til i dag er blevet udledt den sjettestørste mængde
- En analyse af det samlede menneskelige pres på de danske havområder, udarbejdet af den danske afdeling af Norsk Institutt for Vannforskning, NIVA Danmark viser, at miljøfarlige stoffer er den tredjestørste presfaktor for havmiljøet
- Irland, Tyskland, Norge, Spanien og Portugal har indført forbud mod at udlede scrubbervand i havne, fjorde og/eller indre vandveje, mens Frankrig og Belgien har forbud ud til 5,5 kilometer fra kysten. Letland har forbud ud til 22 kilometer. Internationalt er udledning af scrubbere med åbent kredsløb forbudt i mere end 120 havne verden over
- I Danmark betyder forbuddet, at det ikke længere er tilladt at udlede scrubbervand i Østersøen, Kattegat og Skagerrak
.jpg)
© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

- Nyt digitalt søkort skal beskytte biodiversiteten i danske farvande
- Giftig kemi fra skibe i kystnære områder får lovgivning i mod sig
- Danmarks største containerhavn håndterede 30 procent flere containere i maj
- Øresundshavne nåede over en milliard svenske kroner i omsætning
- Containerterminal ved Øresund har fået endnu en kran
- Tøjkoncern får mere plads i tørhavn ved Taulov
- Høje skibe lægger til kaj i Esbjerg
- El-færge er sat i drift
- Fragtmængderne steg i maj
- Færgerederi ombygger to færger til hybriddrift
- Regeringen bør udbygge og etablere syv superhavne
- - De største perspektiver ligger stadig foran os
Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes! |
||
Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget! |