Lodsselskab har hentet sin nye driftsdirektør hos Søværnet
Onsdag 4. november 2026 kl: 10:28
Af: RedaktionenPaw Møller bliver ny driftsdirektør i DanPilot, der er ejet af den danske stat. Med Paw Møller, der kommer fra en stilling som stabschef i Søværnskommandoen, har DanPilot fået sit nyeste medlem af direktionen på plads og har nu en samlet direktion, der favner både samfundsopgaven og markedet
![]() | |
|
Paw Møller, der som driftsdirektør får ansvaret for den samlede operative drift i Danmarks statslige lodsningsvirksomhed, tiltræder sin nye stilling med virkning fra søndag 1. februar 2027.
DanPilot gennemfører årligt omkring 22.000 lodsninger gennem de danske stræder og i danske havne via daglige operationer og døgnbemandingen på selskabets 16 lodsstationer.
- DanPilot er en del af Danmarks kritiske infrastruktur og vi er en virksomhed, der er drevet af sikkerhed og samfundsansvar, men samtidig en virksomhed, der konkurrerer om kunderne, siger DanPilot's administrerende direktør, Janni Torp Kjærgaard.
Hun peger på, at de danske farvande har fået stigende betydning, og det stiller store krav til en sikker og robust drift hos lodsselskabet.
- Vi har ledt efter en driftsdirektør med solid maritim erfaring, god forståelse for samfundsansvaret, erfaring med ledelse på strategisk niveau og samtidig en personlighed, der kan skabe både følgeskab og fornyelse, og Paw opfylder alle de kriterier. Med Paw Møller ombord som ny COO og Jacob Stockmal Ditlevsen, der tiltrådte som direktør for kunder og transformation i august, så har vi nu holdet sat, der skal føre DanPilots Strategi 2030 ud i hverdagen, fremhæver Janni Torp Kjærsgaard.
Den kommende driftsdirektør Paw Møller peger på, at DanPilot løser en central opgave, som hele det maritime Danmark er afhængigt af.
- Jeg kommer med erfaring fra sikkerhedskritiske organisationer, hvor drift, tilgængelighed og mennesker skal fungere sammen hver dag. Jeg glæder mig til at bidrage med min erfaring og blive en del af organisationen og være med til at sikre at DanPilot fortsat kan være kundernes foretrukne lodseri, der leverer med både høj kvalitet og sikkerhed. De første måneder vil jeg særligt prioritere tid på stationerne sammen med lodser, bådførere og sikker boarding assistenter, og jeg glæder mig meget til at møde alle mine nye kollegaer i DanPilot, siger Paw Møller.
Paw Møller er uddannet fra Søværnets Officersskole og har en master i militære studier fra Forsvarsakademiet. Han har været chef for fregatterne »Absalon« og »Esbern Snarre« og har deltaget i internationale operationer - eksempelvis fjernelsen af kemiske våben fra Syrien og NATO's antipiraterimission ved Afrikas Horn. I 2022-23 gennemførte han Command Course ved U.S. Naval War College. Han er Ridder af Dannebrog.
Med ansættelsen består DanPilots direktion af administrerende direktør Janni Torp Kjærgaard, økonomidirektør Helle Torgersen Madsen, direktør for kunder og transformation Jacob Stockmal Ditlevsen og driftsdirektør Paw Møller.
Om DanPilot - Danish State Pilotage:
- DanPilot er en selvstændig offentlig ejet lodsvirksomhed ejet af den danske stat under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab
- Lodseriet skaber med sine højt specialiserede lodser sikker og effektiv sejlads i danske farvande og i havne i hele Danmark og i Grønland
- DanPilots specialiserede lodser kender farvandene og kan dermed forebygge uheld og beskytte havmiljøet og kysterne
- DanPilot lodser hvert år godt 22.000 skibe, der sejler transit mellem Skagen og Gedser/Allinge gennem Storebælt og Øresund og skibe, der skal ind og ud af danske havne
- DanPilot har 16 lodsstationer og 24 lodsbåde
- DanPilot har omkring 523 ansatte, heraf 229 lodser, 143 bådførere, 70 sikker boarding assistenter, 20 disponenter og 61 administrative medarbejdere inklusiv afløsere og lodsaspiranter
- DanPilot har hovedkvarter i Svendborg
.jpg)
© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
Print siden - Lodsselskab har hentet sin nye driftsdirektør hos Søværnet
- Transport- og logistik-mand skifter Esbjerg-virksomhed ud med en i Greve
- Transportministeren er ramt af stress
- Transport- og logistikkoncern i Greve har fået ny direktør med erfaringer fra andre store transportkoncerner
- Transportfond har udpeget nyt bestyrelsesmedlem
- Rederikoncern udnævner ny chef for det digitale og information
- Færgerederiernes bestyrelse har fået nyt medlem
- Banemand skifter post
- Terminalselskab har fået ny direktør for sine danske terminaler
- Færgerederi henter sin nye direktør hos terminalselskab i Holland
- Testkører takker af efter 40 år
- DSB skal have ny økonomidirektør
Skriv din kommentar:
| Alle felter skal udfyldes! |
||
Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget! |





