Dansk entreprenør skal ombygge kaj i Hamburg
Torsdag 9. juli 2026 kl: 09:14
Af: Redaktionen
Aarsleff's boremaskine, BG55, har tidligere været i Hamburg på et andet renoveringsprojekt. Den kommer muligvis i aktion på Salzgitterkai. (Foto: Aarsleff)
Entreprenørkoncernerne - danske Aarsleff og tyske Hochtief - skal sammen ombygge en havnekaj i Hamburg. Opgaven omfatter renoveringen af Salzgitterkai, der måler over 800 meter. Opgaven har en samlet værdi på omkring 1,35 milliarder kroner, hvor Aarsleff's andel er ppå omkring 538 millioner kroner
- Det er en teknisk meget krævende opgave, hvor vi skal konstruere en ny kajvæg med 17 meters vanddybde uden om og gennem dele af den eksisterende kajkonstruktion, siger Jesper Pilegaard, der er vicedirektør i Aarsleff Fundering om projektet, som Per Aarsleff A/S for nylig har indgået kontrakt om.
Der er tale om anden fase af renoveringen af Salzgitterkai i Hamburg, hvor Aarsleff som en del af et joint venture med Hochtief Infrastructure GmbH Nord Ost skal forny godt 800 løbende meter kaj i et af Europas største havneområder.
Her stiller både skibe, kraner, gods og eksisterende havnedrift høje krav til planlægning, metodevalg og udførelse. Aarsleffs andel af opgaven udgør 40 procent og har dermed en værdi af 538 millioner kroner.
Samarbejde med store perspektiver
Selve projektet udføres efter den såkaldte IPA-model (Integrierte Projektallianz), der udmærker sig ved at være samarbejdsbaseret. Det betyder, at bygherren Hamburg Port Authority samt rådgivere og entreprenører arbejder under en fælles aftale med åben økonomi, målpris og delt risiko/gevinst.
Jesper Pilegaard forklarer, at fokus er på fælles beslutninger og en best-for-project-tilgang, hvilket reducerer konflikter og forbedrer tid, kvalitet og omkostninger. Formålet er at optimere udkommet for alle parter. Og perspektivet rækker ud over Salzgitterkai.
- IPA-kontraktmodellen bliver stadigt mere populær i Tyskland, og flere af de største bygherrer kigger i den retning, når de skal udbyde nye projekter. Derfor glæder vi os til at få erfaringer med at arbejde efter netop den model, siger han.
Sammen med stærk international partner
Opgaven er vundet sammen med Hochtief, der er en af Tysklands største og mest internationale entreprenører og blandt de største entreprenørvirksomheder i Europa. For Aarsleff er samarbejdet vigtigt, fordi Hochtief arbejder på mange af de markeder, hvor Aarsleff allerede er til stede eller ønsker at styrke sin position som nordeuropæisk funderingsspecialist.
- Hochtief er en meget attraktiv partner for os. De har en stærk international tilstedeværelse og opererer i flere af de lande, hvor vi også har funderingsaktiviteter. Når vi lykkes sammen på et projekt som Salzgitterkai, styrker det relationen og åbner samtidig for, at vi kan samarbejde på andre store projekter i fremtiden, siger Jesper Pilegaard.
Teknisk krævende projekt
Arbejdet begynder i sensommeren, hvor den nye kajvæg blive udført som en kombivæg med rør og spuns. Rørene har en diameter på 1,88 meter, er op til 42 meter lange og vejer op til 50 tons stykket. De skal installeres med en 55 tons tung hammer. Kajvæggen forankres desuden med en ny type jordankre - cirka 400 styk - hvor selve forankringskroppen får en diameter på 0,8 til 1,2 meter og en længde på 11 meter.
- Det kræver både tungt specialudstyr, stor erfaring med fundering og en meget præcis koordinering med de øvrige arbejder i havnen, siger Jesper Pilegaard, der oplyser, at det er Aarsleff's egne maskiner, udstyr og medarbejdere, som skal installere både rør og ankre samt bore pælene.
Projektet løber frem mod sensommeren 2030.
.jpg)
© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
Print siden - Dansk entreprenør skal ombygge kaj i Hamburg
- Havnemand forlader sin post efter 43 år
- Esbjerg Havn investerede 748 millioner i 2025
- Skibsfarten skal ikke være kanal og skydeskive for narkosmugling
- Nye regler mod narkosmugling:
- Vejspærring i Aarhus skabte lange køer
- Svensk øresundshavn håndterede et stigende antal containere
- Fyns østligste erhvervshavn skal udvides
- Havneselskab med tre våde og en tør havn håndterede over en million ton i maj
- Rederi-direktør bliver havne-direktør
- Landets 117 godshavne håndterede 95,1 millioner ton
- Containeromsætningen voksede med 13 procent over tre måneder
Skriv din kommentar:
| Alle felter skal udfyldes! |
||
Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget! |




