Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      
DEBAT:

Den grønneste bil har en åben dør

Torsdag 10. december 2020 kl: 08:00
Vi kan ikke nøjes med at diskutere, hvor mange elbiler, der skal køre rundt om 10 år. Hele transportsektoren skal gentænkes for at udnytte ledige plads bedre, og samkørsel er ’the missing link’ i samspillet mellem biler og den kollektive transport. Kommuner, regioner og trafikselskaber er allerede i gang

Indlæg af direktør i Concito Christian Ibsen, Region Hovedstadens regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen, Region Sjællands regionsrådsformand Heino Knudsen, udvalgsformand for Regional Udvikling i Region Nordjylland Ole Stavad, bestyrelsesformand i Movia Kirsten Jensen, bestyrelsesformand i Nordjyllands Trafikselskab Nuuradiin S. Hussein, direktør for Arriva Tog Susanne Hejer, borgmester i Kolding Kommune Jørn Pedersen, borgmester i Holbæk Kommune Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Ballerup Kommune Jesper Würtzen, borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune Hans Stavnsager, borgmester i Roskilde Kommune Tomas Breddam, borgmester i Gladsaxe Kommune Trine Græse, borgmester i Slagelse Kommune John Dyrby Paulsen, borgmester i Høje-Taastrup Kommune Michael Ziegler samt direktør og medstifter af NaboGO Kasper Dam Mikkelsen


Hvor mange elbiler kan vi tælle til? I september præsenterede Eldrup-kommissionen sit forslag om at sænke CO2-udledningen ved at øge antallet af elbiler i Danmark. Siden har debatten i høj grad handlet om, hvor mange elbiler vi skal have, som supplement til diesel- og benzinbiler, og hvornår de skal trille rundt på vejene.


Diskussionens præmis er altså, at vi skal have flere biler, og de skal køre på el. Men er det en farbar vej, hvis man blot øger antallet af biler i Danmark? Danmarks Statistik forventer, at antallet af biler stiger med 600.000 frem mod 2030, hvilket mere end antyder, at vi selv med flere elbiler ikke gør en nævneværdig forskel på vores klimaaftryk for persontransporten i de kommende år.


Dertil kommer, at bilister ifølge Vejdirektoratet spilder 77 millioner køretøjstimer årligt på grund af trængsel. Spildte timer i trafikken opgør Dansk Industri til en værdi på over 20 milliarder kroner årligt for bilister og over 2 milliarder for kunderne i busserne. DTU’s Transportvaneundersøgelse viser også, at der i myldretiden kun sidder én person i 95 procent af bilerne. Det er en meget dårlig udnyttelse af både vejenes og køretøjernes kapacitet. 


Ordet transportspild opsummerer, hvad der er på spil - at vi spilder ressourcer i transportsektoren med den dårlige udnyttelse af kapaciteten. Ligesom vi har gjort op med madspild, skal vi tage kampen op mod transportspild, og det gør vi ved, at flere transporterer sig sammen. 


Hvis vi kan få én ekstra person i alle personbiler, falder antallet af biler med næsten 50 procent. Samkørsel er ligesom flere cyklister og styrket kollektiv transport et stærkt middel, som løser mange problemer. Ud over de oplagte effekter på CO2, luftforurening og tidsforbrug, vil samkørsel give mere mobilitet, mindske behovet for parkeringspladser, og der bliver bedre plads til byliv og andre transportformer. Endelig kan samkørsel supplere kollektiv transport i områder, hvor der er langt mellem husene, eksempelvis ved at give hinanden et lift til nærmeste togstation eller stoppested.


Og vi er mange kommuner, regioner og trafikselskaber i hele landet, som allerede er i gang med at fremme samkørsel. 


Det er dog helt åbenlyst, at samkørsel ikke kan eller skal stå alene - det skal tænkes ind som en del af kollektiv transport, for så vil vi samlet set opnå et bedre alternativ til kørsel alene i egen bil. Her viser for eksempel Movia og Nordjyllands Trafikselskab (NT), at man hilser samkørsel velkommen med konkrete investeringer i samarbejde med en samkørselsudbyder, der har udviklet appen NaboGO til samkørsel i hverdagen, som supplement til den kollektive transport. Med andre ord: Når der er flere varer på hylderne i den kollektive transport, bliver det mindre presserende at købe egen bil - eller bil nummer to eller tre.


NaboGO app'en fungerer i princippet over hele landet. Men den fungerer bedst i de 11 kommuner, hvor der er indgået aftale med kommunen og i de områder, hvor der er aftaler med trafikselskaberne. Her er der oprettet digitale mødesteder, og der er flest brugere tilknyttet appen. Samarbejdet er under videre udvikling.


Nordjyllands Trafikselskabs bestyrelsesformand, Nuuradiin Hussein, har sat ord på motivationen for at fremme samkørsel: 


”Al forskning viser, at jo mere vi rejser sammen, jo større er tilbøjeligheden til at anvende den kollektive transport. Derfor vil vi opfordre nordjyderne til i større udstrækning at hjælpe hinanden, også i forhold til kørsel.”


Ifølge Movia's bestyrelsesformand Kirsten Jensen er mindre trængsel og grøn omstilling en hjørnesten i den mobilitetsplan, der er aftalt mellem Movia, kommunerne og regionerne på Sjælland. For Movia er samkørsel derfor integreret i ambitionen om at skabe god mobilitet på hele Sjælland, så der er tilbud til de mange borgere, som ikke ejer en bil, og heller ikke bare kan købe en. At rejse effektivt og nemt sammen med andre er Movia meget optaget af. 


Hvordan når vi målet? Svaret er adfærd. Væk med tunnelsyn på bilejerskab, hæv blikket og vælg blandt de mange muligheder, som findes. Vi skal være mobilister, ikke bilister. Bilen må selvfølgelig gerne trille ud i myldretiden, men fyld sæderne op. Nogle gange kan bilen blive stående i garagen til fordel for et lift med én, som kører forbi og skal samme vej. På vejen hjem tager man måske en bus eller et tog i kombination med et lift til hjemadressen. I godt vejr er en elcykel måske en bedre løsning.


En af dem, der en gang imellem tager et samkørsels-lift den ene vej og kollektiv transport den anden, er Michael Suhm, som arbejder i Ballerup: 


“Jeg oprettede mig i appen som pendler, der søger lift. Og så fandt jeg ud af, at en af mine kolleger bor et stenkast fra mig i Roskilde, og han udbyder lift. Vi har kørt sammen mange gange til og fra arbejde. Det sparer jeg tid på, 25-40 minutter pr. vej, og så er det rart at kunne slappe lidt af.” Det er netop en central pointe, at bordet ikke fanger, når man kører sammen - man kan frit vælge mellem flere muligheder".


Region Hovedstaden er i gang med at fremme samkørsel blandt de ansatte. Der er et oplagt behov for samkørsel til Regionsgården, som ligger lidt uden for Hillerød, hvor ca. 20 procent af medarbejderne nu er på samme samkørselsplatform. Medarbejderne kørte oprindeligt mest sammen mellem København og Hillerød, men efterhånden er der lift til hele Storkøbenhavn, Roskilde, Frederiksværk med mere. I 2021 bliver samkørsel lanceret på regionens hospitaler, og derefter rulles samkørsel ud til borgere i Region Hovedstaden. 


Der skal økonomi til for at skabe reelle adfærdsforandringer, og derfor støtter Region Sjælland, Region Nordjylland og Region Hovedstaden kommuner og trafikselskaber, som arbejder strategisk med samkørsel.


Kommuner over hele landet er godt i gang med at engagere uddannelsesinstitutioner, virksomheder og landsbyer. Et eksempel er Faaborg-Midtfyn Kommune, som startede med landsbyen Ferritslev. Her hørte borgerne over fire dage i oktober om samkørsel og oprettede sig som brugere, der enten efterspørger eller tilbyder lift. Ferritslev har ikke så god forbindelse med kollektiv transport, så mange kører bil. Nogle af bilisterne udbyder nu lift, så der på hverdage er flere direkte ’afgange’ til Faaborg, Middelfart, Odense og Nyborg - med mulighed for at stå af og på undervejs. På den måde bliver landsbyens biler en slags mikrobusser, der skaber forbindelser på kryds og tværs af Fyn. En anden væsentlig gevinst er, at samkørsel på landet giver færre biler i byerne, i dette tilfælde blandt andet Odense.


Virksomheder melder sig også på banen, for hvis kollegerne begynder at køre sammen til og fra arbejde, bliver arbejdspladsen naturligvis lettere tilgængelig. Det er i øvrigt et godt budskab, når man skal tiltrække nye medarbejdere. Mange virksomheder har et lavpraktisk problem med mangel på p-pladser, hvilket samkørsel kan afhjælpe. Muligheden for at man som virksomhed kan nedbringe CO2-udslip og luftforurening er ofte en stærk motivation. 


Vaner er fastgroede og svære at rykke, så det er ikke en let sag at ændre danskernes hverdagstransport. Men Danmark er et godt sted at starte, for vi er meget digitaliserede - næsten alle har en smartphone i lommen. Kulturelt kan vi måle en høj grad af tillid til andre mennesker, hvilket gør det lettere at åbne bildøren for en, man ikke kender (endnu). Og så er der god kollektiv transport, så der vil ofte være alternativer til samkørsel. 


Nu er det tid til, at Christiansborg melder sig mere på banen. Derfor foreslår vi, at politikerne nytænker vores transportsystem, så det bliver nemmere at være mobilist. Fx via økonomiske incitamenter for klimavenlige valg og infrastruktur, der favoriserer samkørsel.


Lad os sammen hæve blikket i forbindelse med klimaforhandlingerne og skabe rammer, der gør det nemt og enkelt, at flere rejser sammen - hvad enten det er i bil, bus eller tog. Vi er i hvert fald med på at gøre vores del af arbejdet.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Politiet har beslaglagt knap 3.000 køretøjer
- Erhvervsorganisation efterlyser samlet grøn plan for transport i Danmark
- Påsken betød færre passgerer i lufthavn ved Aalborg
- Havneby i det vestlige Sverige får et elektrisk ladehub
- Belgisk producent af busser og trailere er blevet delt i to
- 2023 blev et tilfredsstillende år for Metroselskabet
- Gravearbejdet på Femern Bælt-tunnelen er afsluttet
- Bus- og togoperatør går kollektiv
- Over 4.000 gange skulle vejdirektoratet samle tabt gods op efter andre
- Påsken løftede passagertallet hos rederikoncern
- Fredag 12. april 2024 lå brændstofpriserne på følgende niveau
- Bane i Odsherred skal renoveres og have nye sveller

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst