Ø-færge i sydvestjylland er kommet i balance
Fredag 10. januar 2025 kl: 11:03
Af: RedaktionenFærgedriften hos Fanølinjen, der er en af Molslinjens mange ruter til og mellem øer i Danmark, er kommet tilbage i balance. Det viser opgørelsen over trafiktal for 2024
Både i 2022 og 2023 faldt antallet af overførte biler, der blev fragtet mellem Esbjerg og Fanø. Men det mønster ser ud til at være brudt. I 2024 endte antallet af overførte biler på 460.450, mens det tilsvarende tal i 2023 lød på 410.656. Der har dermed været en stigning på godt 12 procent fra 2023 til 2024.
Fra Fanølinjen lyder det, at det stigende antal biler i høj grad er et resultat af et godt samarbejde med Fanø kommune i hele 2024.
- Vi er meget tilfredse med, at trafikken nu er tilbage på rette spor, og det skyldes blandt andet det rigtig gode samarbejde vi har haft med Fanø kommune i 2024, hvor vi sammen har fokuseret på at få færgedriften tilbage til det niveau, vi havde før 2022, siger Molslinjens administrerende direktør Kristian Durhuus.
Det er ikke kun antallet af personbiler, der steg i 2024. Opgørelsen viser også, at der var flere passagerer med på ruten mellem Esbjerg og Fanø. I 2024 transporterede færgerne 1.914.308 passagerer, mens der i 2023 var 1.868.784 passagerer med. Det svarer til en stigning på 2,4 procent.
Når det gælder lastbiler, fragtede færgerne fem procent flere i 2024 end det var tilfældet i 2023. Tallet i 2023 var på 8.796, mens det sidste år endte på 9.240.
Molslinjen fremhæver, at prisen for at komme med færgerne mellem Esbjerg og Fanø fortsætter uændret i 2025. Fragtpriserne er dog blevet justeret en smule ned.
.jpg)
© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
Print siden - Norsk speditionsvirksomhed får danske ejere
- Pakkebud var også pakketyv
- Formand for transportfond takkede af i maj
- Transportfond har fået nyt bestyrelsesmedlem
- Politiet får flere fartsynder fra udlandet til at betale bøder
- Samarbejde mellem lastbilleverandør og uddannelsescenter skal styrke driftsøkonomien
- Transportkoncern med selskaber i otte lande øgede aktiviteterne og løftede resultaterne
- Sager om arbejdsskader og sociale forhold har udløst godt 17 millioner kroner
- Fire måneder har givet 2,4 millioner
- Vognmændene skal tænkes ind i Europas beredskab
- Fyns østligste erhvervshavn skal udvides
- Havneselskab med tre våde og en tør havn håndterede over en million ton i maj
Skriv din kommentar:
| Alle felter skal udfyldes! |
||
Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget! |





