Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      
FLYVELEDERE:

Udspil løser på ingen måde den alarmerende situation

Onsdag 3. maj 2023 kl: 13:57
Af: Redaktionen

Naviair, der er en selvstændig virksomhed, som har ansvaret for at styre flyveledelsen i Danmark, har svært ved at bemande vagterne i Københavns Lufthavn. Naviair mangler i perioder mandskab i kontroltårnet til at sikre, at alle fly kan afgå og ankomme til tiden, hvilket betyder forsinkelser. Og flyvelederne, der er organiseret i DATCA - Danish Air Traffic Controllers Association - er utilfredse med det udspil, som Naviair er kommet med som løsning til blandt andet bemandingsproblemerne

Hos DATCA konstaterer man, at man efter de seneste forhandlinger med Naviair stadig meget langt fra hinanden. Derfor var DATCA's medlemsskare enige om at afvise Naviair's udspil på en generalforsamling mandag, da udspillet efter fagforeningens opfattelse hverken afhjælper situationen for Naviair på kort eller lang sigt.


DATCA forklarer, at Naviair med sit udspil tilsyneladende ikke har indset situationens alvor eller hvilke løsninger, der skal afhjælpe den uholdbare situation - både på kort og lang sigt.


- I de seneste dage har vi haft konstruktive drøftelser med Naviair, men vi må desværre erkende, at vi fortsat er meget langt fra hinanden. Flyvelederne ønsker en langsigtet løsning for Naviair som selskab, der sikrer dansk lufttrafik flere år frem i tiden, og derfor har medlemsskaren enstemmigt valgt at afvise udspillet. Når Naviair vælger at præsentere nogle forslag, der hverken løser udfordringerne på kort eller lang sigt, så må vi konstatere, at situationens alvor endnu ikke er gået op for Naviair, siger Esben Blum, der er formand for DATCA og fortsætter:


- Vi er fortsat klar til at forhandle med Naviair og finde løsninger. Derfor er vi også villige til at acceptere en mere blød indfasning af vores forslag, så alt ikke skal gennemføres her og nu. Vi er også villige til at forhandle om vores sommerferie og feriedage, så Naviair's vagtplaner kan hænge sammen i sommerperioden, hvor der er mere pres på. Men det forudsætter, at Naviairs direktion i det hele taget vil drøfte vores forslag og har et mandat til det fra bestyrelsen, siger Esben Blum.


I april er flyvelederne i Kastrup Lufthavn ifølge DATCA mødt ind til en daglig underbemanding, der i gennemsnit har ligget 20-30 procent under behovet. Det svarer til, at der mangler cirka seks flyveledere pr. vagt i Kastrup. Dertil har forsinkelserne indtil videre i 2023 kostet flyselskaberne mere end 120 millioner kroner.


Manglen på flyveledere fører til forsinkelser i de danske lufthavne. DATCA peger på, at hvis Naviair ikke vil forhandle bredt om de forskellige muligheder, så parterne sammen kan finde holdbare løsninger, vil især sommerferieperioden blive påvirket.


- Vi har haft en massiv mangel på flyveledere i over et år. Derfor har vi måned efter måned taget ualmindeligt meget overarbejde og ekstravagter på vores fridage for at få Naviair's vagtplaner til at hænge sammen. Naviair har spændt flyveledernes bue alt for hårdt, og vi må konstatere, at Naviair's ledelse ikke har udvist rettidig omhu i deres virksomhedsdrift, siger Esben Blum og tilføjer:


- Fortsætter de på den måde, nedbryder de simpelthen organisationen. Flyvelederne har behov for at se lyset for enden af tunnellen og vide, at der er langsigtede løsninger på vej, der afhjælper den alarmerende situation her og nu.


Esben Blum forklarer, at flyvelederne mærker til konsekvenserne af de mange måneders ressourcemangel.


- En af de store mangler ved Naviairs udspil er, at det ikke tager højde for de flyveledere, vi mister. I de sidste 10 måneder har vi alene i Kastrup mistet seks flyvelederkollegaer, primært fordi de er blevet rekrutteret til udlandet. Vi får månedligt opsigelser, og den blødning skal stoppes nu. Flyvemaskiner styres af mennesker - ikke maskiner - og derfor må vi gøre alt for at fastholde og tiltrække flyveledere i Danmark, siger Esben Blum.



Naviair er 100 procent ejet af Staten gennem Transportministeriet.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Refusion af flybilletter kunne ske via passagerernes rejseagent
- Transport-koncern fra Esbjerg havde fremgang på bundlinien
- Lavere efterspørgsel og overkapacitet påvirkede resultatet hos tysk transportkoncern
- Fagforbund taber sag mod ground handling-selskab
- Toldstyrelsen opfordrer virksomheder til at forberede sig på nyt it-system til eksport
- Stort batteri i Maglebylille skal lagre strøm til lufthavn på Amager
- Bombehunde kan sniffe en hel lastbiltrailer for sprængstoffer på få sekunder
- Lufthavn på Als udvider ledelsen
- Lufthavn løftede overskuddet op til knap 400 millioner kroner før skat
- Islandsk lavprisflyselskab havde en ret god februar
- SVM-Regeringen giver tilskud til indenrigsflytrafik
- Sydnorsk fjordby får flyforbindelse til København

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst