Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

2017 blev endnu et godt år for Limfjordens største havn

Onsdag 28. marts 2018 kl: 11:00
Af: Redaktionen

Aalborg Havn fortsatte i 2017 den positive udvikling fra tidligere år og kom ud af 2017 med et overskud på 35 millioner kroner. Samtidig formåede Aalborg Havn at fastholde omsætningsniveauet fra rekordåret 2016 på omtrent 200 millioner kroner

2017 blev endnu et godt år for Limfjordens største havn
- Årets resultat lever op til vores forventninger, så både ledelse og bestyrelse er godt tilfredse, siger Thomas Kastrup-Larsen (A), der er borgmester i Aalborg og bestyrelsesformand i Aalborg Havn A/S.



- I de senere år har Aalborg Havn arbejdet med en strategimodel, vi kalder ”Den Intelligente Havn”. En intelligent havn er ikke kun en veldrevet virksomhed. Den styrker også sine omgivelser via tæt samarbejde med virksomheder og institutioner, der er afhængige af havnens ydelser og beliggenhed. Vi oplever, at både nye og eksisterende kunder i stigende grad benytter Aalborg Havn til både logistiske løsninger og specialiseret viden. Og det bekræfter os i, at vi er på rette spor i transformationen fra traditionel havn til videns- og udviklingsvirksomhed, siger han videre.


Aalborg Havns udvikling betragtes som en gevinst for hele regionen. Ifølge en analyse fra brancheforeningen Danske Havne er 12.000 arbejdspladser og over 100 virksomheder direkte eller indirekte afhængige af Aalborg Havn. 


Højeste godsomsætning i ni år 
Godsomsætningen i 2017 tegner samme positive billede, som omsætningen i kroner og øre. Årets godsmængde rundede 3,10 millioner ton, hvilket er en stigning på over 6 procent i forhold til 2016. Hermed er 2017 ét af de år, hvor der er blevet håndteret mest gods samlet set på Aalborg havn - kun overgået af 3,16 millioner ton i 2008 og 3,13 millioner ton i 2006. Medregnes godsmængden på Aalborg Portland Havn beløber den totale godsomsætning på Aalborgs havne i 2017 sig til 5,5 millioner ton. 


Bag den samlede stigende godsomsætning på Aalborg Havn gemmer der sig også tilbagegang på nogle områder. Containerforretningen gik 1,4 procent tilbage, og antallet af skibsanløb i Aalborg havn faldt i 2017 til 1.101 mod 1.169 anløb i 2016. 


- Antallet af anløb er faldet en smule i forhold til 2016. Det skyldes blandt andet færre containerenheder end tidligere til og fra Grønland. Samtidig handler det i særdeleshed om, at kunderne i stigende grad benytter større og større skibe. Det samlede billede er dog positivt og vidner om, at der er godt gang i det nordjyske erhvervsliv, siger Thomas Kastrup-Larsen. 


2017 bød endvidere på rekord i antallet af krydstogtanløb med 35 anløb og 31.500 krydstogtpassagerer over kajen i Aalborg. 


Blomstrende godsbane 
Årets højdespringer er godsbanen, hvor antallet af “anløb” steg markant i 2017. Kombinationen af det nye godsbane-setup med DB Cargo og den eksisterende trafik har betydet, at der i 2017 har været 158 tog forbi Aalborg havn med 1.045 vogne imod 27 tog med 598 vogne i 2016. 


- Den positive udvikling på godsbanen fortsætter, og i 2017 alene har vi flyttet 55.000 ton gods på godsbanen. Det svarer til omtrent 2.800 lastbiler, der er fjernet fra landevejene. Vi vurderer, at der på sigt er potentiale til op imod 300.000-500.000 ton gods årligt, så godsbane-indsatsen fortsætter med uformindsket styrke i 2018, siger administrerende direktør i Aalborg Havn A/S, Claus Holstein. 


Organiseret håndtering af risici 
Netop bæredygtighed er fortsat et stort fokusområde for Aalborg Havn. Siden 2010 har miljø- og klimaarbejdet været organiseret i et miljøledelsessystem certificeret af DNV efter ISO 14001. I løbet af 2017 har Aalborg Havn imidlertid arbejdet intenst med implementeringen af et nyt ledelsessystem til håndtering af risici i bred forstand. 


- Vi udbygger miljøledelsessystemet til at omfatte både kvalitet, miljø, risikoledelse og CSR. Netop nu er vi i gang med implementeringen hos medarbejderne, og vi forventer, at det nye ledelsessystem bliver certificeret efter ISO 9001, 14001, 31000 og 49001 allerede til sommer, siger Claus Holstein. 


Investering i vækst 
Det gode årsresultat i 2017 betyder, at Aalborg Havn står med en egenkapital på 517 millioner kroner, hvoraf en stor del er øremærket til løbende investeringer i vækstorienterede projekter. 2017 bød på flere ny- og ombygninger, og der blev indgået en optionsaftale omkring et fremtidigt salg af udviklingsprojektet Stigsborg Havnefront. Udover at bidrage til udviklingen i postnummer 9400 med Stigsborg Havnefront er Aalborg Havn også involveret i to andre byudviklingsprojekter - Aalborg Waterfront i postnummer 9000 og Cool East i postnummer 9220. Havnens fokus på fremtidsorienterede CSR- og byggeprojekter fortsætter i 2018. 


- Det nordjyske erhvervsliv er i vækst, og der er stor efterspørgsel på lokaler til både kontor og lager. Lige nu er vi i gang med flere byggeprojekter på Østhavnen, og det første store projekt - 4.000 kvadratmeter lagerhal - står allerede klar medio 2018. I forlængelse heraf hilser vi også udvidelsen af Tranholmvej velkommen, og vi glæder os til, at både eksisterende og nye kunder på havnen får endnu bedre arbejdsvilkår, siger Thomas Kastrup-Larsen og fortsætter:


- Vi har en klar vækststrategi, og vi har lagt et aggressivt budget for 2018 med fokus på at styrke toplinjen. Via investeringer i nye faciliterer, samarbejder og viden er vores vision at skabe vækst sammen med de eksisterende kunder og samarbejdspartnere i postnr. 9220. Og samtidig mener vi også, at dette er midlet til at tiltrække nye aktører til havnen.





Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Skanderborg-virksomhed er endt i konkurs
- Seks meldes døde
- Entreprenør tog tre tre-akslede tandem-trækkere med til Herskind
- Dem fra Nordlunde har fået en ny fire-akslet maskinanhænger
- Havn investerer og reducerer sin gæld
- Ny limfjordsforbindelse bliver emne på samråd med transportministeren
- Overføringsanhænger skal føre containere til og fra opgaverne
- Slagelse-virksomhed skal bruge to nye trækkere til entreprenøropgaver
- 23-årig kørte i stjålet lastbil
- Pusher-trækker skal tage læsset med gyllevogne med mere
- Beskæftigelsen steg med 33.600 på et år
- Fragtfirma medbringer truck til lasten

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst