Klik venligst



Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Ny rapport anbefaler 2035-mål for produktion af grønne brændstoffer

Tirsdag 6. maj 2025 kl: 13:59
Af: Redaktionen

Den globale skibs- og luftfart skal gøres markant grønnere, og her har Danmark særlige muligheder for at bidrage. Derfor kommer interesseorganisationen Green Power Denmark med fire anbefalinger, der kan reducere udledningerne fra de to sektorer. DI og Danske Rederier er med-afsendere af rapportens anbefalinger


Ifølge Green Power Denmark bør SVM-Regeringen aktivt arbejde for etableringen og opskaleringen af grøn PtX-brændstofproduktion til luft- og skibsfarten på globalt og europæisk plan.


- Der er behov for at øge vores ambitioner der, hvor vi kan bidrage med flest CO2-reduktioner. Et oplagt sted at begynde er ved at producere grønne PtX-brændstoffer til den internationale transportsektor, siger Camilla Holbech, der er direktør for vedvarende energi og PtX i Green Power Denmark.


Hun peger på, at Danmark har en enestående mulighed for at gå forrest og bistå med at nedbringe udledningerne.


- Men det kræver, at vi er fremme i skoene nu og sikrer, at der inden midten af 2026 træffes de nødvendige investeringsbeslutninger, siger hun.


Med rapporten anbefaler Green Power Danmark SVM-Regeringen at sætte et dansk produktionsmål for PtX-brændstoffer til luft- og skibsfarten svarende til en reduktion på 2,5 millioner ton CO2 i 2035.


Målsætningen er ifølge Camilla Holbech ambitiøs, men helt igennem realistisk. Hun peger blandt andet på Danmarks særlige muligheder for at opsætte meget mere havvind, hvor værdikæden for PtX kan understøtte og styrke økonomien i nye havvindmøller, fordi PtX-anlæggene sikrer et stort og stabilt aftag af grøn strøm.


- For at lykkes kræver det den rette politiske prioritering, og at regeringen handler nu. Danmark har potentialet til at udbygge vores vind- og solkapacitet markant, vi har gode muligheder for at fange den biogene CO2 fra vores kraftvarmeværker, og vi har dygtige virksomheder i hele værdikæden, der er klar til at rykke. Alle de rigtige forudsætninger er med andre ord til stede for at producere grønne brændstoffer i stor skala, siger Camilla Holbech og fortsætter:


- Produktionen kan ikke alene blive et dansk væksteventyr, det kan også spille en afgørende rolle i at sikre europæisk forsyningssikkerhed og uafhængighed fra importeret, sort energi. Det er vigtigere end nogensinde i den nuværende geopolitiske situation.


Kort før påske blev der indgået en klimaaftale i FN's maritime organisation, IMO, der regulerer den internationale skibsfart. Aftalen anviser vejen til netto-nuludledning for sektoren omkring 2050 og indeholder blandt andet en økonomisk mekanisme og brændstofstandard, der skal stemmes endeligt igennem i oktober.


I sin nye rapporten anbefaler Green Power Denmark SVM-Regeringen at fortsætte det stærke engagement i IMO og engagere sig yderligere i luftfartsorganisationen ICAO for at sikre en ambitiøs global anvendelse af PtX-brændstoffer. SVM-Regeringen bør ifølge Green Power Denmark desuden arbejde for, at EU fastholder de allerede vedtagne grønne målsætninger.


Rapporten og dens beregninger er udarbejdet af Green Power Denmark og har Dansk Industri samt Danske Rederier som medafsendere.


Hos Danske Rederier, der sammen med Dansk Industri er medafsendere på rapporten og anbefalingerne, siger Nina Porst, der er direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier, at Dansk skibsfart er frontrunner i den grønne omstilling på verdenshavene. 


- Men der er brug for en massiv opskalering af produktionen af grønne brændstoffer til at putte i tanken på vores skibe, hvis vi skal komme helt i mål med ambitionen om klimaneutral skibsfart, og hvis vi skal kunne leve op til gældende EU-regler og IMO’s Net Zero Framework. Det kræver investeringer i hele værdikæden, og det kræver også et stærkt fokus på etablering og opskalering af produktion af PtX-brændstoffer i Danmark. De danske rederier er allerede godt i gang med at indkøbe nye skibe, der kan sejle på grønne brændstoffer, så efterspørgslen er der, siger Nina Porst.


Hos den anden medafsender, Dansk Industri, siger Hakon Iversen, som er branchedirektør i DI Transport, der er sekretariat for Brancheforeningen for Dansk Luftfart og Klimapartnerskabet for Luftfart, at organisationen støtter rapportens fire anbefalinger om for eksempel mål for opskalering af produktionen af grønne brændstoffer understøttet af indsatser i Danmark og fra EU, herunder danskproduceret Power-to-X baseret e-SAF til luftfarten. E-SAF er syntetisk fremstillet flybrændstof.


- Det har Brancheforeningen for Dansk Luftart og Luftfartens klimapartnerskab, som sekretariatsbetjenes af DI Transport, talt for længe. Det er afgørende, at vi sikrer en effektiv integration af hele leverandørkæden frem til luftfartsselskaberne, hvor brændstoffet anvendes. Den kan kun ske baseret på den rigtige risikodeling. Her er anbefalingen om, at regeringen for eksempel skal øremærke danske midler fra EU’s ETS-system til dansk PtX-produktion og udmønte midlerne via en dobbelt auktionsmekanisme, vigtig, siger Hakon Iversen.


Et par fakta-punkter:
Rapporten "Dansk produktion af grønne PtX-brændstoffer til luft- og skibsfarten" præsenterer fire konkrete anbefalinger til SVM-Regeringen, så produktionen af grønne brændstoffer kan opskaleres

  • PtX (eller Power-to-X) dækker over en teknologi, der bruger grøn strøm til at producere brint, der kan omdannes til en række grønne brændstoffer. Disse kan nedbringe CO2-udledningerne fra den internationale luft- og skibsfart markant
  • Den internationale luftfart og skibsfart reguleres af FN-organisationerne ICAO (International Civil Aviation Organisation) og IMO (International Maritime Organization)
  • IMO har en ambition om, at sektoren skal være i netto-nul i eller omkring 2050. Et flertal i IMO er i april i år blevet enige om bindende regulering for at opnå målet. Aftalen skal endeligt vedtages ved afstemning i oktober 2025
  • ICAO har sat et mål om netto nuludledning i 2050, men har endnu ikke vedtaget bindende regulering. Det er derfor nødvendigt at følge op med ny og mere slagkraftig regulering, der sikrer, at sektorens udledninger bliver nedbragt

Rapporten fra Green Power Denmark kan hentes her:




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Ny rapport anbefaler 2035-mål for produktion af grønne brændstoffer
- Sejlrenden ind til Esbjerg er blevet dybere
- Speditør køber op i Canada
- Esbjerg-rederi leverer sit hidtil bedste resultat
- - Vores havn er fortsat åben for leverandører til amerikansk havvind
- Vi har leveret transportnyheder i 25 år
- Skibsofficerer kan få ny overenskomst
- SVM-Regeringen foreslår at sikre den dansk handelsflåde i tilfælde af krig
- Pilot-virksomhed navigerede gennem 2024 med rekordmange lodsninger
- En transportkoncern gennemfører køb af en anden
- Havnen i Køge håndterede mere gods sidste år
- Østjysk havn håndterede 170.927 teu i årets første kvartal

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst