Klik venligst



Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Transportorganisation efterlyser en mellemvej i den grønne omstilling

Onsdag 19. januar 2022 kl: 09:48
Share  


Af: Redaktionen

El og brint kan ikke står alene som drivmidler til den tunge transport, mener DTL-Danske Vognmænd på baggrund af en ny rapport fra Dansk Energi og Dansk E-mobilitet.

Interesseorganisationerne Dansk Energi og Dansk E-mobilitet har sammen med en række danske aktører på tværs af den nye, grønne transportværdikæde valgt at pege på de nødvendige rammevilkår til at lede den grønne omstilling i retning af el og brint som drivmidler. Det sker i en netop offentliggjort ambitiøs rapport om den grønne vej frem mod 2030. Rapporten er et godt bidrag til den politiske strategi på transportområdet, men det er nødvendigt også at have biobrændstofferne med, mener DTL – Danske Vognmænd.

Rapportskrivernes hovedanbefaling er, at i 2030 kan alle solgte varebiler og mindst hver anden solgte lastbil kan køre på el eller brint i Danmark. Det vil betyde, at der på de danske veje i 2030 vil køre 10.000 lastbiler og 150.000 varebiler, som drives af el eller brint. Dermed reduceres Danmarks CO2-udledninger med 0,6 mio. ton.

Som delanbefaling foreslår rapporten at etablere offentlig tankinfrastruktur til el og brint. Det skal ske i form af ladeparker til el, brinttankstationer i trafikknudepunkter, udbud af 250 ladestandere inden 2025 til elektriske lastbiler og et tilsvarende udbud af mindst 15 brinttankstationer til tung vejtransport.

En mellemvej er nødvendig
DTL’s direktør Erik Østergaard er grundlæggende enig i rapportens forslag til indførelse af el og brint i stor skala i vejtransporten. Men han mener, at man fra politisk hold bør forholde sig bredere til spørgsmålet om drivmidler. Han siger:

- Det er naturligt, at bl.a. Dansk Energi som elbranchens organisation kan have et ret enøjet fokus på, at el er universalløsningen for den tunge transport. Men politikerne skal kunne anvise en mellemvej, der ikke lægger virksomheder ned, fordi el og brint ikke lige passer til en given virksomheds aktiviteter. Biobrændstoffer har nemlig også potentiale, herunder biogas. Transportbranchen er præget af hård konkurrence og beskedne indtjeningsmarginer – derfor er det vigtigt, at de grønne løsninger er konkurrencedygtige, fastslår Erik Østergaard.

- Foreløbig har vi til gode at se, hvordan tunge lastbiler på el og brint fungerer i vognmandens praktiske virkelighed med hensyn til opladning, rækkevidde, lasteevne osv. Tager vi el-lastbilerne for sig, er de i dag rasende dyre, og det må være en bunden opgave for producenterne at få fremstillingsomkostningerne nedbragt. Bortset fra batteriet, er der ikke noget i ellastbilers konstruktion, som tilsiger, at prisen skal være 3-4 gange en tilsvarende lastbil på diesel.

Økonomien bliver central del af forhandlingerne
En anden vigtig anbefaling er opstartsstøtte samt fradrag til køretøjer og private ladestandere.

Opstartsstøtte skal gives til køretøjer før 2025, og virksomheder skal kunne få et forhøjet fradrag (afskrivningsgrundlag) på 200 procent af investeringen i el- og brintlastbiler og varebiler samt privat infrastruktur til elladestandere og tankanlæg til brint foretaget frem til 2025.

På kort sigt anbefaler rapporten en støtte på 100 mio. kr. til indkøb af grønne lastbiler i 2022. Denne pulje skal vokse til 250 mio. kr. udmøntet i 2025 til nulemissionslastbiler. Støtte til el- og brintlastbiler kan udmøntes efter tysk model, hvor op til 80 procent af meromkostningen til køretøjer kan dækkes af staten i opstartsfasen. Af yderligere omkostninger fremhæver rapporten etablering af 25 lynladestationer med hver 10 ladestik, som vil koste ca. 250 mio. kr. frem til 2025.

En varm kartoffel
Erik Østergaard:
- Der er overhovedet ingen tvivl om, at økonomien bliver en central del af den politiske behandling og fastlæggelse af en strategi. Støtteordninger, fradrag og udbud vil være en varm kartoffel, for hvor mange penge kan staten sparke i transportsektoren, uden at de øvrige sektorer næsten pr. automatik vil bede om det samme? Tiltag, der kan være billigere i startfasen, og et potentiale for at mindske CO2-udslippet betydeligt, ville være mulighed for større lastekapacitet og fleksibilitet, herunder dobbelt-trailer-vogntog (Duo2).

DTL-direktøren advarer endelig mod rapportens anbefaling om, at kommunerne kan bruge deres mulighed for at indføre nulemissionszoner, så det også gælder tung transport og varebiler.
 - Vi mener som udgangspunkt, at 0-emissionszoner er et meget vidtgående og alt for firkantet instrument, der bl.a. vil ramme specialkøretøjer og tunge køretøjer hårdt. Det er fordi, der nogle gange ikke er et konkurrencedygtigt grønt alternativ – altså umulighed. Det så vi sidst, det var på tale at sætte zonekrav op, som gjorde det umuligt for specialkøretøjer at arbejde i zonen, slutter Erik Østergaard.





Klik venligst

© Copyright 2022 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Transportministeren lægger oversigt over bødetyper på bordet
- Kort natarbejde spærrer svingbro ved Næstved
- København afslører lønsnyd for millionbeløb hos transportvirksomheder
- Transportfond uddeler penge endnu en gang
- Ved månedskiftet skal virksomheder betale lån tilbage
- EU-Kommissionen vil beskytte transportsektoren i krisetider
- Nordisk vognmandssammenslutning hilser EU-beredskabsplan velkommen - med nogle få betingelser
- Lastbil brød i brand i Holbæk
- Færdselsstyrelsen giver svar på på spørgsmål om international godskørsel varebil
- Transportkoncern nåede bæredygtige resultater i et udfordrende år
- Havnen med landets største containerterminal skaber over 17.000 arbejdspladser
- Særlig transportvirksomhed nørder lastbiler fra top til tå og føjer tre nye til flåden

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst