Klik venligst

Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Opbakning til reformer holder stadig på sidespor efter jernbanehøring

Fredag 12. marts 2021 kl: 10:49
Share  


Af: Niels Bak Henriksen

Der blev skudt med skarpt mod både Banedanmark og Trafikstyrelsen på Transportudvalgets høring om ”En revitalisering af jernbanen”. Men der tegnede sig langt fra nogen enighed om en reorganisering af jernbanesektoren, som høringens oplæg har foreslået. Til gengæld var der bred opbakning til ønsket om en mere langsigtet planlægning

- Vi mener, at den nuværende organisering er en væsentlig årsag til, at jernbanen er syg. Så der er brug for at nytænke organisationen, sagde seniorkonsulent Ole Kien i sit indlæg. Han er en del af den gruppe af erfarne jernbanefolk, som havde lavet det oplæg, der lå til grund for høringen onsdag.


Gruppen foreslår at oprette en selvstændig Jernbanestyrelse, som er stærkere jernbanefagligt funderet end Trafikstyrelsen er i dag, og som skal overtage al overordnet planlægning fra Banedanmark. Banedanmark skal ydermere splittes op i to selskaber, hvor det ene udelukkende tager sig af de tekniske opgaver i forhold til infrastrukturen og det andet af trafikstyringen. 


- Formålet med en selvstændig organisation her er at skabe en bedre balance i prioriteringen mellem kundehensyn i trafikafviklingen og hensynet til økonomien. I dag prioriteres vedligeholdelse og nyanlæg med udbredte sporlukninger til følge. Det går ud over sektorens omdømme, samfundsnytten af anlæggene, og det går ud over kundetilfredsheden og fører til tab af kunder, sagde Ole Kien om den måde Banedanmark varetager opgaven på i dag.


Utilfredsheden med Banedanmark og organiseringen af de store projekter som signalprogrammet og elektrificeringen, som begge er stærkt forsinkede og indbyrdes afhængige, skinnede også igennem hos Henrik Friis fra brancheorganisationen Dansk Infrastruktur under Dansk Byggeri og DI. Han sammenlignede signalprogrammet med en stor bowlingkugle, som vælter alle keglerne. 


- Vi kan ikke vente på el til Aarhus til 2030. Det må kunne lade sig gøre, sagde han. 


Debatten fik yderligere fart af statssekretær (en slags viceminister, red.) i den norske borgerlige regering John-Ragnar Aarset. 


- Vi ser, at passagererne strømmer til toget, sagde han og fortalte, hvordan man i Norge sideløbende med store investeringer har reorganiseret hele jernbanesektoren. Blandt andet er de tidligere statsbaner, NSB, blevet til et rent driftsselskab, som må vinde trafik i udbud på kommercielle vilkår. Et forslag som også går igen i oplægget til nyorganisering af sektoren i Danmark.


- Udfordringerne kan ikke løses af investeringer alene, sagde John-Ragnar Aarset. Han måtte dog også medgive, at problemet med sporspærringer og togbusser kender de også alt for godt i Norge. 


På trods af utilfredsheden med tingenes tilstand i Danmark vakte forslagene til en nyorganisering en del skepsis både hos Venstre's transportordfører Kristian Pihl Lorentzen, som stillede spørgsmålstegn ved fornuften i at oprette endnu flere instanser, og hos transportminister Benny Engelbrecht (S), der blandt andet hæftede sig ved, at de store projekter nu i det mindste ikke ser ud til at skride yderligere. 


- At lave en reorganisering af jernbanen på et tidspunkt, hvor vi langt om længe har fået en professionalisering af Banedanmark. Det synes jeg, vi skal høste frugterne af. Med den nye ledelse kan vi konstatere, at man når benchmarks, sagde han med henvisning til signalprogrammet. Han hæftede sig også ved, at rettidigheden er stigende efter en årrække med problemer. 


- Jernbanen er altså allerede i gang med en udvikling i den rigtige retning, sagde han.


Mens der altså ikke var den store reformvilje med hensyn til organiseringen, var der en anderledes positiv modtagelse af gruppens forslag om en langsigtet national transportplan, der også skal lægge rammerne for jernbanen. Og det handler ikke bare om en liste af projekter. 


- Det er et katalog af investeringer, som udgør et element af et samlet hele. Helheden er vigtig her, sagde tidligere mangeårig leder i DSB og privatbanerne og nuværende konsulent Henrik Nørgaard og fortsatte:


- Begrebet intern rente har fået et næsten religiøst præg. Det er vores bud, at der er brug for en langt bredere og mere nuanceret vurdering, sagde han og pegede på, at planen skal understøtte ny grøn teknologi og prioritere mål som transporttid, frekvens, direkte forbindelser, komfort, service, tilgængelighed, rettidighed og samspil med andre transportformer.


Og her var transportminister Benny Engelbrecht stort set på bølgelængde.


- Jeg er enig i, at en samlet planlægning er nødvendig. Skyttegravskrigen omkring jernbanen i Danmark bør slutte, sagde han og understregede endnu en gang, at han både går efter et bredt forlig og en prioritering af jernbanen i de infrastrukturforhandlinger, som går i gang i løbet af få uger. 








Klik venligst

© Copyright 2021 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Nyt signalsystem er udrullet langs sporene mellem Langå, Struer og Holstebro
- Intermodal togoperatør udvider forbindelser til Østeuropa
- Østjysk havn oplevede vækst i 2020
- - Der er for meget asfalt og for lidt grønt
- Infrastruktur-udspil indeholder forslag om dobbeltsporet bane i Sønderjylland
- Dansk rederi-koncern åbner ny forbindelse over Den Engelske Kanal
- Svensk Øresundhavn får ny ugentlige togpendel
- Genbrugsmaterialer til ny godsbaneterminal sparer over to års CO2-forbrug
- Rederi-koncern har åbnet forbindelse over land med skibstransport i begge ender
- Opbakning til reformer holder stadig på sidespor efter jernbanehøring
- Havn i Vendsyssel ledes af konstitueret direktør
- Toget kører fra Italien til Køge

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst

Klik venligst