Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      
EFTER ULOVLIG ADGANG TIL CPR-NUMRE:

Transportorganisation vil have Færdselsstyrelsen til at stoppe deling af CPR-numre

Onsdag 7. oktober 2026 kl: 13:52
Af: Redaktionen

Sagen om uvedkommendes adgang til millioner af CPR-numre, der kom frem i sidste uge, understreger ifølge transportorganisationen ITD's opfattelse, behovet for at ændre Færdselsstyrelsens CPR-registrering af sikkerhedsrådgivere i godstransportbranchen

Virksomheder, der transporterer eller håndterer farligt gods, kan have brug for en sikkerhedsrådgiver. Som led i Færdselsstyrelsens digitalisering har disse virksomheder siden 1. juli 2025 skullet registrere rådgiveren digitalt via den offentlige erhvervsportal Virk, hvor rådgiverens CPR-nummer skal indtastes. 


Rådgiveren skal derfor udlevere sit CPR-nummer til virksomheden, hvilket efter ITD’s vurdering har betydet ringere datasikkerhed.


ITD har flere gange bedt Færdselsstyrelsen om at ændre løsningen, og den aktuelle CPR-sag understreger ifølge ITD behovet.


Digitaliseringsminister Christina Egelund (M) har som følge af sagen bedt om en grundig sikkerhedsgennemgang af CPR-systemet. Men hos ITD mener man, at myndighederne også bør gennemgå andre offentlige løsninger, der kræver deling af CPR-numre - eksempelvis registreringen af sikkerhedsrådgivere.


- Myndighederne stiller med rette store krav til virksomhedernes datasikkerhed. Derfor må de også tage deres egen medicin, når de digitaliserer. Her har Færdselsstyrelsen gjort deling af rådgiverens CPR-nummer til en del af registreringen, og det sker på bekostning af datasikkerheden. Digitalisering må ikke øge risikoen for, at fortrolige oplysninger kommer i de forkerte hænder, siger Stefan K. Schou, der er administrerende direktør i ITD. 


ITD peger på, at en sikkerhedsrådgiver kan være tilknyttet flere virksomheder og derfor må dele sit CPR-nummer med hver af dem. Dermed bliver en fortrolig personoplysning spredt til en række kunder og potentielt flere medarbejdere hos dem.  


ITD efterlyser registrering uden deling af CPR-numre 
ITD efterlyser en løsning, hvor Færdselsstyrelsen kan identificere sikkerhedsrådgiveren uden, at rådgiverens CPR-nummer skal udleveres til kunden. Organisationen peger på, at en rådgiver for eksempel kan identificere sig direkte over for myndigheden med privat MitID, hvorefter virksomheden bekræfter tilknytningen med MitID Erhverv.  


En anden mulighed er at bruge sikkerhedsrådgiverbevisets nummer sammen med de nødvendige supplerende oplysninger. 


- Selvfølgelig skal styrelsen kunne identificere den enkelte rådgiver. Men det forklarer ikke, hvorfor kunden skal kende rådgiverens CPR-nummer. Vi har gjort opmærksom på problemet flere gange og foreslået alternativer. Nu forventer vi et konkret svar på, hvordan og hvornår Færdselsstyrelsen vil løse det, siger Stefan K. Schou. 


Senest sendte organisationen torsdag 17. september en skriftlig henvendelse direkte til styrelsens direktør.  



Klik venligst

© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- September bød på færre nye lastbiler
- Antallet af nyregistreringer er faldet
- Fagforbund peger på gode takter i finanslovsforslag
- Ny bekendtgørelse vil ændre reglerne om medbringertruck
- Seniorer og ikke-vestlige indvandrere driver den høje beskæftigelse
- Vognmand tog tre fire-akslede i én ordre
- Fire-akslet gardintrailer har ekstra lange gardiner
- Lastbilchauffør kørte som spøgelsesbilist på motorvej ved Horsens
- Regeringen vil afsætte 3,2 milliarder kroner til elektrificering
- Chauffør er blevet dømt for tabt metal på motorvej
- Forsvaret opretter midlertidigt militært område på havnen i Aarhus
- Polsk støtte til tysk lastbilfabrik er uforenelig med statsstøtteregler

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst