20.000 chauffører og terminalarbejdere får ny overenskomst - hvis der bliver stemt ja
Onsdag 26. februar 2020 kl: 12:02
Af: RedaktionenATL - Transportens Arbejdsgivere og 3F Transport har onsdag indgået en aftale om en treårig overenskomst. Aftalen, som er den største overenskomst på vejgodstransportområdet, omfatter 20.000 indenrigschauffører, eksportchauffører, lager- og terminalarbejdere, flyttemænd og skraldemænd. Aftalen følger langt hen ad vejen det forlig på normallønsområdet, som DI og 3F Transport indgik i weekenden
- Det er et forsvarligt forlig, som har fokus på behovet for fleksibilitet i transportvirksomhederne. Transportbranchen er præget af hård konkurrence, og vi har fundet en god balance, der både sikrer konkurrenceevnen og giver pæne lønstigninger til medarbejderne, siger Lars William Wesch, der er direktør i ATL.
Timelønnen stiger med 3,20 kroner i år og næste år. I 2022 stiger timelønnen med 3,15 kroner. Den særlige opsparing (fritvalgskontoen) stiger med ét procentpoint om året, så den i 2022 er på i alt 7 procent af medarbejderens ferieberettigede løn.
- Det er en væsentlig forbedring, at den særlige opsparing kan udbetales løbende i stedet for to gange om året. Mange chauffører vil gerne have opsparingen som løn, og så giver det god mening, at den bliver udbetalt løbende, siger Lars William Wesch.
Med aftalen bliver det muligt at afregne ferie i timer. Det giver større fleksibilitet. En anden nyskabelse er otte ugers øremærket forældreorlov til den forælder, der ikke holder barselsorlov.
Når det gælder efteruddannelse, bliver det nemmere at få lavet en kompetencevurdering.
- De nye digitale muligheder gør det lettere og mere fleksibelt. Jeg tror, at mange vil udnytte de muligheder til at få et overblik over deres uddannelsesmuligheder. Mange på både lønmodtager- og arbejdsgiverside har efterlyst denne fleksibilitet i en travl hverdag, siger Lars William Wesch.
Det beløb, der afsættes til lokal lønfastsættelse, stiger i perioden. ATL’s direktør mener, at det er vigtigt for at fremme den lokale dialog om lønfastsættelsen.
Hovedelementerne i aftalen mellem 3F Transport og ATL om en ny treårig overenskomst gældende fra 1. marts 2020 til 1. marts 2023
Stigninger i løn og bidrag til særlig opsparing:
- Normallønsatsen stiger med 3,20 kroner pr. 1. marts 2020, 3,20 kroner pr. 1. marts 2021 og 3,15 kroner pr. 1. marts 2022
- Genetillæg stiger med 1,6 procent pr. år
- Betalingssatserne til elever og lærlinge stiger med 1,7 procent pr. år
- Bidraget til særlig opsparing (fritvalgskonto) stiger med 1 procentpoint pr. år, så det pr. 1. marts 2022 udgør i alt 7 procent af medarbejderens ferieberettigede løn
- Flere muligheder for at vælge afregning af særlig opsparing, herunder kan hele beløbet aftales afregnet løbende mellem arbejdsgiver og lønmodtager
Flere muligheder på uddannelsesområdet
- Forbedrede og mere fleksible muligheder for realkompetencevurdering
- Bedre muligheder for at gennemføre en kompetencevurdering og uddannelse i forbindelse med afskedigelse
Bedre muligheder for lokalløn
- Parterne øger den del af lønstigningen, som de lokale parter selv kan disponere over til for eksempel produktivitetsfremmende lønsystemer. Samtidig vil parterne understøtte de lokale parters brug af lokalløn
Mere øremærket forældreorlov
- Perioden, hvor arbejdsgiveren betaler fuld løn under orlov, udvides fra i alt 13 uger til 16 uger. Af de 16 uger har den forælder, der afholder barselsorloven, ret til at holde fem uger. Den anden forælder har ret til otte uger, og de resterende tre kan deles mellem forældrene
Bedre vilkår for langtidssyge medarbejdere
- Perioden, hvor sygemeldte medarbejdere modtager sygeløn fra arbejdsgiveren, forlænges med 2 uger og medarbejdere med 3 års anciennitet nyder en særlig beskyttelse mod opsigelse
Mere frihed til børnefamilier
- Medarbejdere får fremover ret til en ekstra fridag, hvis deres barn er sygt mere end en dag. Derudover får medarbejdere ret til frihed, når de skal deltage i lægebesøg sammen med deres barn. Medarbejderen kan i begge tilfælde vælge at få udbetalt et beløb fra særlig opsparing i forbindelse med friheden
Lettere adgang til den danske model
- Virksomheder, der vælger at lade sig omfatte af en overenskomst ved at melde sig i DI, og som ikke har en særlig opsparing i forvejen, vil fremover kunne finansiere en del af bidraget til overenskomstens særlige opsparing inden for deres eksisterende lønomkostninger, så det bliver mere attraktivt for nye virksomheder at blive en del af den danske model
- Ny-indmeldte virksomheder har ligeledes mulighed for at få optrapningsordning med særlig opsparing og pension på op til tre år til virksomhederne, før de skal afregne fuldt bidrag. Ligeledes kan virksomheder, der ikke tidligere har været omfattet af bidragsordning til fonde, vente med at betale til deres andet medlemsår
Pensionsbidrag til alle aldre
- Medarbejdere, der vælger at fortsætte på arbejdsmarkedet efter folkepensionsalderen, vil fremover få bedre mulighed for at få deres pensionsbidrag udbetalt som løn
- Elever og lærlinge får ret til pension allerede fra det 18. år
Større rolle til arbejdsmiljørepræsentanter og styrket samarbejde
- Arbejdsmiljørepræsentanternes opgaver og funktion på virksomhederne er styrket blandt andet i forbindelse med udnyttelse af ny teknologi og den grønne omstilling
- Fokus på samarbejde og dialog på alle niveauer mellem ledelse og medarbejdere om den grønne omstilling, et arbejdsmarked i forandring og ny teknologi - for eksempel selvkørende lastbiler
Afdækning af udviklingen i forskellige ansættelsesformer i transportbranchen
- Parterne vil i fællesskab afdække udviklingen i de forskellige ansættelsesformer inden for transportbranchen og bl.a. drøfte, hvad det betyder for virksomhedernes tilrettelæggelse af arbejdet og medarbejdernes tryghed i ansættelsen
.jpg)
© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

- Rumænsk chauffør kan se frem til bøde på 30.000 kroner
- Transportvirksomhed i Kolding med over 100 medarbejdere er gået konkurs
- Antallet af nyregistrerede varebiler er faldet
- Antallet af nyregistrerede lastbiler steg markant i juni
- Grønberg-virksomhed med fokus på træ har fået to nye fire-akslede forvogne
- Landbrugsvirksomhed kan transportere afgrøder i ny fire-akslet tip-trailer
- 50-årig mand stjal klokker ved jernbaneoverkørsler
- Hundefører så tung lastbil på vejen
- Transportcenter får besøg af 63 EU-transportattacheer
- Næste uge gennemfører Motorstyrelsen en større kontrol på Fyn
- Lastbil- og bus leverandør udnævner to nye direktører
- Politiet tjekkede dyretransporter på Bornholm
Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes! |
||
Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget! |