Klik venligst

  
Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp
Forsiden
      

Transportjuristen ser på jernbane- og landevejstransportørens ansvar for følgeskader

Torsdag 6. oktober 2016 kl: 12:57
Share  


Af: advokat, ph.d., Lissi Andersen Roost, Andersen Partners Advokatpartnerselskab

Baggrunden for denne artikel er en dom afsagt af retten i Rotterdam i Holland (Rechtbank Rotterdam) umiddelbart før sommerferien. Dommen belyser jernbane- og landevejstransportørernes ansvar for følgeskader i anledning af bortkomst, beskadigelse eller forsinkelse af det gods, som transportørerne befordrer, og er i den forbindelse en vigtig reminder om, at såvel jernbane- som landevejstransportører også kan ifalde andre typer ansvar, som ikke er begrænset i medfør af de kendte transportkonventioner

Den hollandske dom afsagt 29. juni 2016 af Rechtbank Rotterdam omhandler en ulykkelig hændelse i Belgien i maj 2013. Et godstog med fem waggoner indeholdende det ekstremt giftige og meget brandfarlige akrylsyrenitril blev afsporet nær byen Wetteren i Belgien. Årsagen til afsporingen var, at et sporskifte blev passeret med det dobbelte af den tilladte hastighed, fordi logoføreren overså et advarselsskilt. En stor ildebrand, miljøforurening, risiko for eksplosion og evakuering af ca. 2.000 mennesker fulgte. En person døde.


Erstatningssagen
Producenten af det farlige gods, der var ordregiver overfor jernbanetransportøren, som transporterede godset, tilbød sin assistance og hjalp med oprydningsarbejdet. Efterfølgende krævede producenten erstatning af jernbanetransportøren for de beskadigede waggoner og omkostningerne forbundet med producentens oprydning og alle øvrige tab lidt som følge af hændelsen. Endvidere krævede producenten, at jernbanetransportøren friholdt producenten for samtlige krav, der blev rettet mod producenten af tredjemænd i anledning af hændelsen.


Under retssagen gjorde jernbanetransportøren gældende, at producenten udelukkende kunne kræve erstatning af de tab, der var forudsat i reglerne om international jernbanetransport af gods i den internationale jernbanekonvention benævnt COTIF-CIM (Convention relative aux transports internationaux ferroviaires - Règles uniformes concernant le contrat de transport international ferroviaire des marchandises). 


COTIF-CIM begrænser blandt andet jernbanetransportørens ansvar for bortkomst, beskadigelse og forsinkelse af det transporterede gods til godsets værdi, dog maksimalt 17 SDR (1 SDR = ca. 9,25 DKK) per kilo bruttovægt. Herudover skal jernbanetransportøren alene erstatte værdien af mistede/beskadigede jernbanewaggoner, fragten for transporten, toldbeløb samt andre beløb, som ordregiveren har betalt i relation til transporten af det bortkomne/beskadigede gods. Følgeskader eller -tab er således afskåret fra dækning, medmindre jernbanetransportøren har forvoldt bortkomsten, beskadigelsen eller forsinkelsen af godset ved grov uagtsomhed eller forsætligt, hvilket dog ikke var tilfældet her.


En tilsvarende form for begrænsning af transportørens ansvar kender man fra CMR-lovens regler om landevejstransportørens ansvar for bortkomst, beskadigelse og forsinkelse af gods befordret i henhold til en aftale om international landevejstransport. I CMR er ansvarsbegrænsningsbeløbet dog 8,33 SDR per kilo bruttovægt. CMR-konventionen fra 1956 bygger således i vidt omfang på den del af den internationale jernbanekonvention, COTIF, der regulerer jernbanetransportørens ansvar for gods under jernbanetransport, det vil sige den del af konventionen, der benævnes CIM.  


Retten skulle således tage stilling til, i hvilken udstrækning producenten på grund af begrænsningsreglerne i COTIF-CIM var afskåret fra at kræve de rejste krav erstattet af jernbanetransportøren.


Rettens afgørelse
For så vidt angik producentens krav på erstatning af tabet i anledning af de beskadigede waggoner fandt retten, at jernbanetransportøren var ansvarlig for tabet, fordi årsagen til tabet var fejlen udvist af logoføreren, da denne overså advarselsskiltet og kørte over sporskiftet med al for høj hastighed. At jernbanetransportøren er ansvarlig for tab af og beskadigelser på rullende materiel, der befordres som gods, medmindre jernbanetransportøren godtgør, at tabet/beskadigelsen ikke skyldes en fejl udvist af jernbanetransportøren eller nogen denne hæfter for, følger af COTIF-CIM. 
COTIF-CIM giver i et sådant tilfælde den skadelidte krav på erstatning af værdien af bortkomne/beskadigede waggoner.


For så vidt angik producentens krav på dækning af omkostningerne forbundet med producentens oprydningsarbejde efter ulykken samt producentens øvrige tab som følge af ulykken, fandt retten, at jernbanetransportøren var ansvarlig, fordi ulykken var forårsaget af en fejl udvist af logoføreren i forbindelse med dennes udførelse af arbejde for jernbanetransportøren. 


Retten fandt, at jernbanetransportørens ansvar dog var begrænset i henhold til COTIF-CIM, i det omfang tabene måtte kvalificeres som følger af bortkomst, beskadigelse eller forsinkelse af det transporterede gods, idet COTIF-CIM eksklusivt regulerede sådanne tab. 


Kunne tabene dog ikke anses for at være en følge af bortkomst, beskadigelse eller forsinkelse af det transporterede gods, skulle ansvaret for disse tab i stedet bedømmes i henhold til national hollandsk ret, idet producenten og jernbanetransportøren i deres kontrakt havde aftalt, at hollandsk ret skulle anvendes som udfyldende ret. 


Retten fandt således i overensstemmelse med to tidligere domme afsagt af den hollandske højesteret (Hoge Raad) i 1994 og 2015 i to CMR-sager, at CMR-konventionens og COTIF-CIM konventionens bestemmelser om transportørens ansvar udelukkende regulerer transportørens ansvar for bortkomst, beskadigelse og forsinkelse af godset, hvilket indebærer, at transportørens ansvar for andre forhold falder uden for CMR/COTIF-CIM’s ansvarsregulering og i derfor i stedet reguleres af udfyldende national ret. 


Dækningsberettigede tab og følgeskader som ikke kunne kræves erstattet
Producenten havde som allerede anført blandt andet krævet erstatning af omkostningerne som følge af, at producenten på basis af sin specialviden havde medvirket til oprydningen og bortskaffelsen af den yderst giftige akrylsyrenitril. Stoffet truede blandt andet med at forurene grundvandet i området, fordi det blev blandet med vand fra brandslukningen ved bekæmpelsen af ildebranden. 
Omkostningerne omfattede således blandt andet indkøbt assistance fra et firma specialiseret i behandling af giftigt spildevand og omkostninger til bortskaffelsen af det giftige stof/det giftige spildevand.


Jernbanetransportøren gjorde over for kravet om erstatning af disse omkostninger gældende, at producenten på egen hånd havde tilbudt myndighederne den ydede hjælp med oprydningsarbejdet, hvilket producenten ikke var forpligtet til, og at disse omkostninger derfor måtte tilregnes producenten som værende forvoldt ved ”egen skyld”, hvorfor de ikke kunne kræves dækket af jernbanetransportøren.


Retten udtalte hertil, at producenten ved at tilbyde myndighederne sin hjælp i form af sin specialistviden og -erfaring ikke havde pådraget sig unødvendige omkostninger, men derimod havde påtaget sig sit sociale ansvar over for områdets beboere og miljøet. Det ville ud fra en juridisk synsvinkel derfor være uacceptabelt at lade producenten selv bære de hermed forbundne omkostninger, idet det ville have gjort skaden i anledning af hændelsen meget større, såfremt producenten ikke havde valgt at påtage sig sit sociale ansvar. 


Under disse omstændigheder fandt retten, at kravet om erstatning af omkostningerne ikke kunne afskæres ud fra betragtninger om ”egen skyld”, og at jernbanetransportøren på den baggrund skulle erstatte disse.


Det fremgår ikke af dommen, om jernbanetransportørens ansvar for disse oprydningsomkostninger var underlagt reglerne i COTIF-CIM om jernbanetransportørens ansvar for bortkomst, beskadigelse og forsinkelse af godset eller hollandsk national ret. Det synes dog oplagt, at producentens oprydningsomkostninger ikke var en ”naturlig” følge af tabet/beskadigelsen af godset, idet producenten på egen hånd valgte at blive aktiv i forhold til oprydningen, hvilket var årsagen til, at omkostninger opstod.


Rettens afgørelse af dette spørgsmål er interessant også i en dansk sammenhæng. Således antages det i hvert fald i teorien, at udgifter til oprydning efter et færdselsuheld ikke kan kræves dækket af landevejstransportøren i henhold til ansvarsreglerne i CMR-loven, idet disse udgifter ikke vedrører befordringen af godset. Det er dog omvendt ikke ensbetydende med, at sådanne omkostninger ikke kan kræves erstattet af landevejstransportøren i henhold til færdselslovens regler, forudsat at landevejstransportøren er ansvarlig for færdselsuheldet. 


Således fremgår det af færdselsloven, at færdselslovens regler viger for CMR-lovens ansvarsregler, får så vidt angår fragtførers ansvar omfattet af CMR-loven. Heraf følger omvendt, at i de tilfælde, hvor der ikke foreligger et ansvar omfattet af CMR-lovens regler, fordi der ikke foreligger bortkomst, beskadigelse eller forsinkelse af det transporterede gods, da vil landevejstransportøren i stedet kunne være ansvarlig i henhold til færdselslovens regler. 


Udover oprydningsomkostningerne havde producenten blandt andet også krævet erstatning af de meromkostninger, der var opstået ved, at producenten i tiden efter ulykken måtte befordre sit gods med skib. Således var jernbanelinjen forbi Wetteren lukket for togfærdsel i en periode, fordi sporerne skulle repareres. Denne meromkostning fandt retten imidlertid ikke, at producenten kunne kræve erstattet, fordi dette tab var en følge af tabet af den forulykkede akrylsyrenitril. Dette følgetab var dermed afskåret fra dækning på baggrund af COTIF-CIM ansvarsbegrænsningsregler.


Producenten havde også krævet, at jernbanetransportøren skulle anerkende at være forpligtet til at friholde producenten for krav fra tredjemand i anledning af ulykken. Retten bemærkede hertil, at jernbanetransportøren på baggrund af dennes ansvar for ulykken var forpligtet til at friholde producenten for tredjemands krav, i det omfang sådanne krav ikke var afskåret i medfør af de ansvarsbegrænsninger, der ligger i COTIF-CIM.


”Produktansvarskrav”
Særligt den hollandske domstols udtalelse om, at jernbanetransportøren ”alene” skulle friholde producenten/ordregiveren for krav rejst af tredjemænd i anledning af ulykken, i det omfang sådanne krav ikke var afskåret i medfør af de ansvarsbegrænsninger, der ligger i COTIF-CIM, er interessant i en dansk CMR-sammenhæng, Således er det stadig herhjemme uafklaret i retspraksis, om ”produktansvarskrav” bliver begrænset eller rettere sagt afskåret via ansvarsbegrænsningsbestemmelserne i CMR-loven. 


Et sådant ”produktansvar” kan blive aktuelt, hvis der under transporten på grund af transportørens uagtsomhed sker skade på det transporterede gods og beskadigelsen senere bevirker, at godset forvolder fysisk skade på andre ting eller på en person. I den forbindelse bemærkes, at jernbanetransportørens ansvar for skade på passagerer, er selvstændigt reguleret i et andet bilag til COTIF (COTIF-CIV). Jernbanetransportørens ansvar for dødsfald og personskade på passagerne under en international jernbanetransport, er således ikke et produktansvar.


For så vidt angår tilfælde, hvor en beskadigelse på godset under transporten senere bevirker fysisk skade på en person, hvilket jo vil være en følgeskade af beskadigelsen af godset, er teoretikerne stort set enige om, at tab i anledning af personskader eller dødsfald næppe vil være underlagt ansvarsbegrænsningsreglerne i COTIF-CIM og CMR-loven, og derfor næppe vil være afskåret. 


At transportøren derfor nok vil blive anset for at være erstatningsansvarlig og det formentligt i det omfang som almindelig dansk erstatningsret foreskriver, såfremt en beskadigelse af det transporterede gods medfører en fysisk skade på en person, indebærer selvsagt, at transportørerne bør sikre sig, at de er forsikret mod et sådant ”produktansvarskrav”. Et sådant ansvar synes umiddelbart at falde uden for COTIF-CIM og CMR-loven, i hvilket fald det formentligt også falder uden for landevejstransportørens sædvanlige CMR-ansvarsforsikringsdækning, medmindre andet konkret fremgår af policens forsikringsvilkår. 


Et produktansvarskrav forudsætter, at beskadigelsen af godset senere bevirker fysisk skade på en anden ting eller en person. Bevirker beskadigelsen af godset således i stedet, at godset efterfølgende ikke kan bruges til det forudsatte formål, vil de tab, der er forbundet hermed, der er følgetab af beskadigelsen, formentligt kun kunne kræves erstattet inden for rammerne af det begrænsede ansvar i medfør af COTIF-CIM/CMR-loven. 


Denne formodning bygger på en Højesteretsafgørelse fra 1995 i en sag om beskadigelse af et parti hvid cement, som landevejstransportøren valgte at transportere i en tankbil, der imidlertid ikke var tilstrækkelig rengjort. Den manglende/mangelfulde rengøring medførte en forurening af den hvide cement med skifermel. De byggeelementer, der efterfølgende blev produceret af den hvide cement, viste sig at blive misfarvet på grund af forureningen og var som følge heraf ubrugelige. 

Højesteret udtalte i den forbindelse, at der ikke var tale om et produktansvar for landevejstransportøren, netop fordi beskadigelsen af den hvide cement under transporten ikke havde medført skade på en anden ting, men at skaden på de ubrugelige byggeelementer i form af misfarvningerne var en følgeskade af beskadigelsen af den hvide cement, hvorfor følgeskaden måtte anses for at være omfattet af CMR-lovens ansvarsregler. Landevejstransportøren var ansvarlig for følgeskaden, men ansvaret var begrænset således, at landevejstransportøren ikke skulle erstatte tabet i anledning af følgeskaden.


Konklusion
Den hollandske afgørelse viser, at såvel jernbanetransportører som landevejstransportører kan risikere at ifalde ansvar, som ikke er underlagt ansvarsbegrænsningsreglerne i henholdsvis COTIF-CIM og CMR-loven. Det er derfor relevant for begge typer transportører at sørge for i videst muligt omfang også at have forsikringsdækning for disse andre typer ansvar, herunder de såkaldte ”produktansvarskrav”. Det uanset at der for tiden stadig er nogen usikkerhed herhjemme om, hvordan sådanne krav skal håndteres i lyset af ansvarsbegrænsningsreglerne i COTIF-CIM og CMR-loven.


   
  




Klik venligst

© Copyright 2017 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Danmark tiltræder Hong Kong-konventionen om ansvarlig ophugning af handelsskibe
- Dom understreger kravene om ansvarsfraskrivelser - selvom de findes i branchestandarder
- Lovgiverne har åbnet for selvkørende motorkøretøjer
- Arbejdsgiveren har ret til erstatningen
- Transportjuristerne skriver om medvirkeransvar
- Transportnyhederne har været på nettet i 17 år
- Haag-reglernes artikel IV, nr. 5 er ingen begrænsning af rederens ansvar ved bulktransport
- Transportøren kan have ansvar for beskadigelse af andet end det transporterede gods
- Transportjuristen skriver om tysk enighed mellem speditører og transportkøbere
- Manglende information afgjorde erstatningssag
- Transportjuristen ser på jernbane- og landevejstransportørens ansvar for følgeskader
- Elektroniske CMR-fragtbreve - er den sidste hindring endeligt ryddet af vejen?

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
-

Klik venligst

Klik venligst

Klik venligst

Klik venligst



Klik venligst

Klik venligst