VLAK-Regeringen åbner for miljøzoner i Danmarks største byer

Mandag 8. oktober 2018 kl: 08:24
Af: Redaktionen

Luftforureningen skal ned i de største danske byer, hvor forureningen er størst, og hvor der bor flest mennesker. VLAK-Regeringen spiller i valgåret ud med at give København, Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg mulighed for at stramme miljøkrav til dieseldrevne lastbiler, busser, og varebiler

Trafikken på de danske veje, der er steget markant de seneste 10 år blandt andet hjulpet på vej af generelt lave brændstofpriser og VLAK-Regeringens nedsættelse af registreringsafgifter, bidrager til 45 procent af forureningen med skadelige NOx-gasser og 10 procent af udledningen af partikler i Danmark. Endnu mere i myldretiden i de største byer. Lastbiler, busser og varebiler er store bidragydere.


- Vi skal have ren luft i vores byer. Derfor vil regeringen give de fem største byer i Danmark mulighed for at indføre skærpede miljøzoner, hvor der stilles skrappere krav til lastbiler og busser. Og som noget nyt også krav til de ældre varebiler, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).


Som et led i regeringens klima- og luftudspil får København, Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg mulighed for at stramme de nuværende miljøkrav, så dieseldrevne busser, lastbiler og varebiler skal leve op til de nyeste standarder. I dag er kravet mindst Euro 4-normen. De nye krav vil blive indført med virkning om næsten to år - i første omgng for lastbiler og busser - 1. juli 2020 vil kravet være mindst Euro 5, og fra 1. juli 2022 vil kravet være mindst Euro 6. Euro 6-normen blev indført for alle nye lastbiler og busser i 2014. De skærpede krav for varebiler vil også blive indført trinvist fra 1. juli 2020.


- Med de nye regler vil den samlede udledning af sodpartikler fra trafikken i de store byer kunne reduceres med op til en fjerdedel. Det er noget, som virkelig vil kunne mærkes - ikke mindst i myldretiden, siger Jakob Ellemann-Jensen.


Luftforurening er kilde til mange tabte leveår, sygdomstilfælde og er en daglig gene for mange - ikke mindst langs de store veje i de største byer. 
 

Fakta om miljøzoner:
  • Udledningskravene til dieseldrevne busser og lastbiler vil blive strammet trinvist, så de lever op til de nyeste standarder. Stramningen sker i to trin. Den 1. juli 2020 stilles der krav om Euro 5 for at kunne køre i miljøzoner, og fra 1. juli 2022 stilles der krav om Euro 6. Euro 6 blev obligatorisk for alle nye lastbiler og busser i 2014 og har en meget avanceret rensning af udstødningen, der fjerner det meste af luftforureningen
  • Dieseldrevne varebiler bliver også omfattet af reglerne. Stramningen sker gennem tre trin. Fra 1. juli 2020 stilles der krav om Euro 4 for at kunne køre i miljøzoner, fra 1. juli 2022 stilles der krav om Euro 5, og fra 2025 skal alle dieseldrevne varebiler leve op til Euro 6. Euro 6 blev obligatorisk for alle nye dieseldrevne varebiler i 2016
  • Ældre køretøjer vil kunne køre i miljøzoner ved montering af partikelfilter
  • Regeringen vil samtidig stramme op på håndhævelsen af miljøzonereglerne gennem en digitalisering af ordningen. Det vil også betyde, at erhvervet undgår besværet med de fysiske miljøzonemærker
  • Skrappere miljøzoner i de fem største byer vil betyde, at den samlede udledning af diesel-sodpartikler vil blive reduceret med ca. 25 procent. Dieselsod er kræftfremkaldende ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO
  • Generelt har indsatsen for ren luft i Danmark været en succes. Antallet af for tidligt døde er næsten halveret fra 1990 til i dag. I dag medfører luftforurening årligt 3.200 for tidligt døde og er dermed stadig en udfordring, som koster mennesker og samfund dyrt
  • I de gældende miljøzoner er kravet, at lastbiler og busser skal være mindst Euro 4-køretøjer eller have monteret partikelfilter. Kravene har været de samme siden 2010 og er dermed ikke fulgt med den teknologiske udvikling




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.