EFTER UDBUD AF BUSKØRSEL:

Alle busser i Middelfart kommune bliver el-busser

Lørdag 28. juni 2025 kl: 14:25
Af: Redaktionen

FynBus har indgået kontrakt med Nobina Danmark A/S omkring driften af lokal-, by- og regionalbusser på Fyn og Langeland - dog ikke Odense og Svendborg by. Kontrakten betyder blandt andet, at Nobina Danmark A/S fra fredag 1. januar 2027 vil betjene passagerer på busruter i Middelfart kommune med el-busser

Middelfart Kommune sætter med de nye batteri-eletriske busser mere fart på den grønne omstilling af den kollektive transport i kommunen. I samarbejde med FynBus bliver alle busser i kommunen elektriske fra næste år, hvilket er et væsentligt skridt i kommunens klimaambitioner om at reducere CO2-udledningen og på sigt blive klimaneutral.


Hos Middelfart Kommune peger man også på, at kommunen med aftalen om elektriske busser, skærer udledningen af NOX'er og partikler fra busdriften væk, og begrænser støjen.


- Middelfart Kommune er kendt som en grøn vækstkommune med høje ambitioner. Den nye klimavenlige busdrift er et afgørende skridt på vores vej mod at nå de mål, vi har sat os i Klimaplan 2.0. Grøn vækst betyder for os også grøn transport, og med elektriske busser viser vi, at vi både tør og kan tage ansvar for klimaet og gå foran som inspiration for andre, siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S).


Den elektriske busdrift forventes at reducere CO2-udledningen årligt med cirka 8.000 ton for Fyn og Langeland. Samtidig er de nye elbusser mere støjsvage og behageligere at køre i, end de nuværende dieselbusser.
 

- Det er vigtigt for os at tage et bæredygtigt ansvar i den kollektive trafik og samtidig sikre, at busruterne fortsat dækker hele kommunen. Overgangen til elektriske busser bliver også til stor gavn for alle, der benytter den kollektive trafik i kommunen, siger Anders Møllegård (V), der er formand for Teknisk Udvalg i Middelfart Kommune.

 
Den samlede værdi af de nye kontrakter er på 4,5 milliarder kroner over kontraktperioden, hvis den fulde periode på maksimalt16 år inklusive optioner udnyttes.


Interesserede kan læse mere om den samlede aftale, som FynBus har gået med Nobina Danmark A/S her:





Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.