Transportministeriet har prioriteret sin indsats under Danmarks EU-formandskabFredag 20. juni 2025 kl: 15:23 Af: RedaktionenTirsdag 1. juli overtager Danmark formandsskabet for EU's ministerråd. Dermed skal Danmark både videreføre de igangværende forhandlinger med de øvrige EU-lande og sætte gang i forhandlinger om nye forslag fra EU-Kommissionen. På transportområdet vil Danmark blandt andet arbejde for grøn omstilling og transporterhvervets konkurrencedygtighed, ligesom der fra dansk side vil være fokus på at lette administrative byrder I forbindelse med, at Danmark de kommende seks måneder er formand for EU's ministerråd, peger transportminister Thomas Danielsen (V) på, at samarbejdet inden for EU's grænser er vigtigere end nogensinde - også på transportområdet. - Med det nuværende trusselsbillede er en af hovedopgaverne at sikre og robustgøre transportsektoren til fremtidens udfordringer. Derudover vil vi fra dansk side arbejde for at styrke transportsektorens konkurrenceevne og sætte endnu mere fart på den grønne omstilling af særligt den tunge transport, siger Thomas Danielsen og fortsætter: - Det vil vi blandt andet gøre ved at prioritere forhandlingerne om direktivet om vægt og dimensioner således, at der bliver gode rammer for at fragte så meget gods som muligt per køretøj. Transportministeren fremhæver, at SVM-Regeringen har fremlagt de samlede prioriteter for det kommende formandskab, og på det seneste TTE(transport)-rådsmøde takkede transportminister Thomas Danielsen det polske formandskab for det store arbejde og fremskridt der er opnået. - Det polske EU-formandskab har arbejdet på en række vigtige sager, senest sagen om flypassagerers rettigheder. Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet til gavn for hele EU. Noget af det, der især ligger mig på sinde, er regelforenkling. Vi skal have fokus på at reducere de administrative byrder for transporterhvervet, så det bliver nemmere at drive virksomhed i EU, siger Thomas Danielsen Det danske formandskabs prioriteter på transportområdet: Den grønne omstilling af transportsektoren: Den grønne omstilling af transportsektoren har i flere år været en mærkesag i EU, og arbejdet og ambitionerne fortsætter under det danske formandskab. Blandt andet vil det danske formandskab arbejde for at opnå en generel indstilling på forslaget om revision af direktivet om vægt og dimensioner således, at der kan fragtes mere pr. køretøj, hvormed både køretøjerne og infrastrukturen udnyttes bedst muligt. Transportsektorens modstandsdygtighed og konkurrenceevne: En velfungerende og forbundet europæisk transportsektor er afgørende for at fremme et konkurrencedygtigt indre marked i EU. Det danske formandskab vil arbejde for at opnå en endelig aftale med Europa-Parlamentet om forordningen om jernbaneinfrastrukturkapacitet. Transportnetværket på det europæiske kontinent skal fortsat være stærkt, og derfor vil det danske formandskab også være klar til at indlede forhandlinger om forslag til eventuelle sektorretsakter vedrørende EU’s indsatser på transportområdet i forbindelse med en ny flerårig finansiel ramme (MFF) efter 2027. Styrket samarbejde med Ukraine og Moldova: Med det forhøjede globale konfliktniveau er det afgørende, at EU fortsætter med at udvise solidaritet og støtte til Ukraine. Det gælder på alle områder - også i transportsektoren. Derfor er det også en prioritet for det danske formandskab, at samarbejdet med og for Ukraine fortsætter og styrkes. Det danske formandskab vil derfor prioritere arbejdet med en mulig forlængelse af vejgodstransportaftalerne mellem EU og henholdsvis Moldova og Ukraine. Derudover vil det danske formandskab prioritere arbejdet med en revision af traktaten om transportfællesskabet, så Ukraine og Moldova kan blive fuldt ud integreret i det gældende samarbejde mellem EU og Vestbalkan. Reduktion af administrative byrder: Transporterhvervet er per definition grænseoverskridende, og erhvervet er derfor også i høj grad reguleret af europæiske regler. Det danske formandskab vil arbejde for, at det skal være nemmere at drive virksomhed i Europa ved at have fokus på at tydeliggøre de omkostninger, der er forbundet med at indføre administrative byrder, når der laves ny lovgivning. Forslaget om flypassagerers rettigheder: Det polske formandskab er lykkedes med at opnå en aftale i Rådet på forslaget om flypassagerers rettigheder. Forslaget har til formål at sikre en balance mellem flypassagerernes rettigheder og luftfartsselskabernes konkurrenceevne. Rådets aftale indebærer blandt andet regler om, at passagererne får ret til forplejning allerede efter to timers ventetid, uanset flyvedistancen, der indføres frister for udbetaling af kompensation og mulighederne for omlægning bliver bedre. Derudover bliver tidstærsklerne for, hvornår passagererne opnår ret til kompensation, ændret til henholdsvis 4 og 6 timer afhængigt af flyvedistancen. Det danske formandskab vil fortsætte, hvor det polske formandskab slap, og vil igangsætte forhandlinger med Europa-Parlamentet. Det danske formandskab vil også sætte gang i forhandlingerne med EU-Parlamentet om EU-Kommissionens forslag om håndhævelse af passagerrettigheder på tværs af transportformerne i EU. Opgørelse af drivhusgasemissioner fra transporttjenester: Det danske formandskab vil sætte gang i forhandlingerne med EU-Parlamentet om en forordning om opgørelse af drivhusgasemissioner fra transporttjenester. Formålet med forslaget er at skabe et fælles grundlag for opgørelse af transportsektorens emissioner. Køretøjssikkerhedspakken: Der er sat gang i indledende forhandlinger om køretøjssikkerhedspakken. Det danske formandskab vil fortsætte forhandlingerne og arbejder for at opnå en generel indstilling i Rådet. Generalforsamling i FN’s organisation for Civil Luftfart (ICAO): Generalforsamlingen afholdes i efteråret 2025. Under generalforsamlingen fastlægges retningen for arbejdet med international luftfartsregulering fremadrettet. Det danske formandskab vil sikre koordination af den europæiske position i forbindelse med generalforsamlingens afholdelse. (Transportministeriet) ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |