Boet mangler penge til at føre retssag

Tirsdag 19. november 2013 kl: 14:17
Af: Jesper Christensen

Når et konkursbo mangler penge til at føre en retssag, kan det betyde, at involverede, der måske uberettiget har fået udbetalt små eller større beløb, beholder pengene. Boet efter Leif Johansen-selskabet TLG Danmark ApS står med en tom pengekassen og en retssag, der kunne vindes, hvis der var penge til at føre sagen

Kuratoren i boet mener, at Leif Johansens hustru, Inge Lise Johansen skylder boet 943.410,02 kroner. 


Omvendt mener Leif Johansen, der var direktør i TLG Danmark ApS, at beløbet, som hans hustru ifølge en mellemregningskonto skylder konkursboet, kan modregnes i et tilgodehavende, som Leif Johansen ifølge en anden mellemregningskonto selv har i konkursboet på 1.366.060,30 kroner.


Boets kurator mener, at Leif Johansen ikke kan kræve sit tilgodehavende modregnet i kravet mod Inge Lise Johansen.


Men kuratoren står i den situation, at der ikke er penge i boet til at føre retsagen, som efter hvad transportnyhederne.dk erfarer, godt kunne vindes.


Derfor opfordrer han en eller flere af kreditorerne i konkursboet til at finansiere en retssag mod Inge Lise Johansen for at få de 943.410,02 kroner hjem.


En retssag kan løbe op i et par hundrede tusinde kroner, og kreditorer, som vil finansiere retssagen, vil få rimelige omkostninger dækket - begrænset af den forøgelse, som den pågældende sag måtte tilføre boet.


Hvis der efter en eventuel retssag bliver noget tilbage, tilfalder det overskydende beløb boet, hvorefter det vil blive ligeligt fordelt mellem kreditorerne i henhold til konkursloven.



Læs også:






Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.