Vestjysk kommune har skærpet kravene til affaldsindsamler

Fredag 6. februar 2026 kl: 13:59
Af: Redaktionen

Renovationsvirksomheden Verdis A/S, der er en del af nordiske Verdis Group, har vidnet en otte-årig kontrakt med Ringkøbing-Skjern Kommune om affaldsindsamling. Verdis har fået kontrakten i hus ved blandt andet at kunne leve op til Ringkøbing-Skjern Kommunes krav om grøn omstilling og professionel borgerservice - eksempelvis elektriske renovationsbiler til størstedelen af tømningerne og omfattende uddannelse af skraldemændene


Aftalen betyder, at Verdis A/S med virkning fra lørdag 1. november i år overtager ansvaret for indsamling af restaffald, madaffald og genanvendeligt affald i Ringkøbing-Skjern Kommune. Den otte-årige kontrakt omfatter service til cirka 36.000 husstande og markerer et nyt niveau for kommunale krav til bæredygtig affaldshåndtering. 


Aftalen indebærer, at en stor del af tømningerne køres med elektriske lastbiler kombineret med energioptimeret ruteplanlægning for at reducere kørsel og energiforbrug, samt løbende dokumentation og opfølgning på både drifts- og miljøindsatsen.


- Ringkøbing-Skjern Kommune har stillet høje krav til både klima og kvalitet i hverdagen. Vi leverer en løsning, hvor langt størstedelen af tømningerne køres med elbiler, og hvor vi løbende følger op med data og dokumentation. Samtidig investerer vi massivt i oplæring og uddannelse af medarbejderne, fordi den grønne indsats også handler om adfærd, sikkerhed og god service hos borgerne, siger Stefan Olin, der er administrerende direktør i Verdis.


Ud over de grønne krav har kommunen lagt vægt på høj kvalitet i borgerservicen gennem professionel medarbejderudvikling. 


- Vi er glade for aftalens indhold og ser frem til at komme godt i gang med samarbejdet. Særligt den grønne indsamling samt den gode oplæring har stor værdi for os, påpeger Dan Thomsen, der er afdelingsleder i Genbrug i den vestjyske kommune.


Verdis skal ifølge aftalen investere betydeligt i et omfattende uddannelsesprogram, der inkluderer løbende træning, sidemandsoplæring, struktureret onboarding, lederudvikling, borgerdialog, konflikthåndtering, IT-kurser samt fokus på arbejdsmiljø og sikkerhed. Satsningen afspejler, at kommunerne fungerer som drivkraft i den grønne omstilling af affaldssektoren, hvor grøn omstilling og høj servicekvalitet kombineres i effektive løsninger.




Klik venligst

© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.