UNDERSØGELSE AF VEJAFGIFT:

Den ene ud af tre onboard-enheder udløser tre gange så mange bøder

Mandag 26. januar 2026 kl: 13:57
Af: Jesper Christensen

En evalueringsrapport over den kilometerbaserede og CO2-afhængige vejafgift, der blev indført ved årsskiftet 2024/2025, viser, at særligt lastbiler med en Telepass-enhed til registrering af kørte kilometer på afgiftbelagte veje i Danmark, får bøder for manglende betaling. Hvor brugere med en BroBizz-enhed i gennemsnit pålægges en bøde pr. 237.159 kørte kilometer, får Telepass-brugere i gennemsnit en bøde pr. 76.989 kørte kilometer

I følge "Evaluering af implementeringsprogrammet for kilometerafgift", som er udarbejdet af Implement Consulting Group, er Telepass-brugere i gennemsnit blevet pålagt en bøde pr. 76.989 kørte kilometer, mens brugere af ØresundPays i gennemsnit er blevet pålagt en bøde pr. 86.217 kørte kilometer.


Brugere af Brobizz-enheder er i gennemsnit blevet pålagt en bøde pr. 237.159 kørte kilometer.


Ifølge evalueringsrapporten er antallet af udstedte bøder faldet fra knap 9.000 i januar 2025 til godt 2.300 i september. I september var 75,9 procent af bøderne udskrevet til udenlandske vognmænd, mens det i januar var 62,5 procent.


I perioden januar - september sidste år blev der samlet udsted 45.657 bøder fordelt med 30 procent til danske vognmænd og 70 procent til udenlandske. Ud af de 45.657 bøder blev 4.742 bøder efterfølgende annulleret.


Alle de nævnte udbydere af onboard-enheder er EETS-godkendte og lever dermed op til de tekniske kvalitetskrav.

  • Telepass-betalingsløsningen forhandles i Danmark af transportorganisationen ITD, der har hovedsæde i Padborg. ITD har klaget til EU-Kommissionen over den danske vejafgiftsordning, da organisationen mener,  at bødeudskrivelsen er ulovlig. ITD har også stævnet Skatteministeriet og Transportministeriet i Danmark, med henvisning til, at bøderne på 4.500 og 9.000 kroner ikke er proportionale i forhold til manglende vejafgiftsbetaling. 
  • ØresundPay hører under Øresundsbro Konsortiet og leverer en bizz til afregning af vejskat. Øresundsbro Konsortiet er ejet af Sund & Bælt Holding A/S under den danske stat og Svedab AB under den svenske stat
  • BroBizz-enheden til afregning af vejskat leveres af Brobizz A/S, der er 100 procent ejet af Sund & Bælt Holding A/S under den den danske stat

Evalueringsrapporten kan blandt andet hentes her:



Klik venligst

© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.