|
VEJDIREKTORATET HAR VURDERET:
Snebroer på motorvejsrastepladsen vil koste fem-seks millioner pr stykFredag 23. januar 2026 kl: 13:23 Af: RedaktionenSom spørgsmål nummer ni efter nytår til transportminister Thoas Danielsen (V) spurgte Kenneth Fredslund Petersen fra Danmarksdemokraterne onsdag 7. januar, hvor store dele af landet havde fået sne, om etablering af snebroer på rastepladser langs motorvejene. Onsdag i denne uge, hvor det meste af sneen var forsvundet, lå svaret klar: Transportministeren agter ikke at tage initiativ til at etablere snebroer på offentlige rastepladser Thomas Danielsen pegede i sit svar på omkostningen pr. snebro på mellem fem og seks en halv millioner kroner, og at der er et eksisterende privat udbud af snebroer. Derudover henviste transportministeren til, at der skal etableres arealer til snebroerne, at der er årlige driftsomkostninger samt etableringsomkostninger til opsætning og nedtagning af snebroen. Vejdirektoratet vurderer desuden, at det ikke er hensigtsmæssigt at benytte de eksisterende parkeringspladser til lastbiler, da kapaciteten på den måde formindskes. Derudover rummer opsætning af en snebro på en offentligt tilgængelig rasteplads, hvor der eksempelvis færdes børnefamilier. Desuden er der visse sikkerhedsmæssige udfordringer i forhold til afskærmning og afmærkning. Rent lovgivningsmæssigt har en chauffør pligt til at sikre sig, at der ikke kan falde genstande - i denne sammenhæng is og sne - ned fra hans køretøj under kørsel. Interesserede kan finde tilgængelige snebroer i Danmark her: Branchearbejdsmiljørådet for transport og engros har udarbejdet en flyer om snebroer her: Der findes også en række firmaer, der tilbyder snebroer - enten til salg eller til leje. Spørgsmålet fra Kenneth Fredslund Petersen, der tilbage i 1980'erne og 1990'erne var eksportchauffør, hvor det sneede mere om vinteren, og hvor antallet af snebroer var yderst begrænset, lød: "Hvad agter ministeren at gøre for at etablere flere snebroer på statslige rastepladser?" Hvortil transportminister Thomas danielsen svarede: For at besvare spørgsmålet, har jeg henvendt mig til Vejdirektoratet, der oplyser nedenstående: "Der findes i dag en række private snebroer typisk i forbindelse med transportvirksomheder. Der er ikke opstillet snebroer på rastepladserne langs motorvejsnettet. På baggrund af en foreløbig screening af motorvejsrastepladserne, vurderer Vejdirektoratet ikke, at det umiddelbart er muligt at etablere snebroer uden ombygninger med anlæg af et særligt område til formålet. Vejdirektoratet skønner overslagsmæssigt, at etablering af en snebro og de nødvendige ombygninger på en rasteplads vil koste mellem 5,0 - 6,5 millioner kroner pr. snebro. Heri forudsættes etableret et nyt areal til snebroen, årlige driftsomkostninger samt etableringsomkostninger til opsætning og nedtagning af snebroen. Vejdirektoratet vurderer desuden, at det ikke er hensigtsmæssigt at benytte de eksisterende parkeringspladser til lastbiler, da kapaciteten på den måde formindskes. Derudover rummer opsætning af en snebro på en offentligt tilgængelig rasteplads, hvor der f.eks. færdes børnefamilier, desuden visse sikkerhedsmæssige udfordringer i forhold til afskærmning og afmærkning. Vejdirektoratet har i 2019 forespurgt om erfaringerne med snebroer hos i Norge og Sverige og hos transportorganisationer i de to nabolande, hvor der er langt flere døgn med sne og frost end i Danmark. Der er et betydeligt antal snebroer i både Norge og Sverige, men disse er ikke administreret af henholdsvis Statens Vegvesen i Norge eller Trafikverket i Sverige. Vejdirektoratet vurderer ikke, at der er sket en ændring siden da. Snebroer er som i Danmark private initiativer, der er finansieret og vedligeholdes af private transportvirksomheder, som har et konkret behov". På baggrund af Vejdirektoratets vurdering agter jeg ikke tage initiativ til at etablere snebroer på offentlige rastepladser. Dette skyldes omkostningen pr. snebro og det faktum, at der allerede er et eksisterende privat udbud af snebroer. ![]() © Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |