LOV OM VEJAFGIFT SKAL VURDERES:

Vognmandsorganisation har tre krav

Tirsdag 20. januar 2026 kl: 12:17
Af: Redaktionen

Til foråret skal politikerne på Christiansborg vurdere loven, der fra 1. januar 2025 indførte den kilometerbaserede og CO2-afhængige vejafgift for lastbiler over 12 tons totalvægt. Vognmandsorganisationen DTL har tre krav ti politikerne - blandt andet skal det være slut med at smide bøder på 9.000 kroner i hovedet på vognmænd, fordi de uheldigvis har overset en teknisk fejl på boksen i bilen

DTL vil med sin direktør Erik Østergaard i spidsen have sat bøderne sat væsentligt ned eller helt fjernet for vognmænd, der uden forsæt kommer til at misse vejafgiften. 


- Det kontrolsystem, som regeringen i al hast indførte i forbindelse med vejafgiften, har været fejlbehæftet, udsteder uigennemskuelige bøder og sanktionerer skævt. Vognmænd, der har investeret tid og ressourcer i at overholde reglerne, straffes lige så voldsom som de bevidste snydere, heraf to tredjedele udlændinge, som bødestraffen på 9.000 kroner var tiltænkt at afskrække. Og danske vognmænd sidder med hjertet oppe i halsen og frygter for, hvornår de rammes af en sådan fejl, siger han. 


Erik Østergaard henter støtte i DTL's krav om lavere bøder i en evaluering, som det uafhængige firma, Implement Consulting Group (ICG), har lavet for sund & Bælt. Evalueringen anbefaler mere lempelige bødestørrelser ved kortvarige fejl og peger på, at de ensartede bødestørrelser og de såkaldte seriebøder, hvor flere vognmænd indenfor en kort periode har oplevet at få otte-ti bøder, er et resultat af "den politisk fastlagte sanktionsmodel og håndhævelsen hos Færdselsstyrelsen".


Erik Østergaard foreslår, at man kigger til Tyskland, når loven om vejafgiften skal til eftersyn til foråret. 


- Den danske vejafgiftsordning giver ikke mulighed for efterbetaling af vejafgift, sådan som det kendes fra blandt andet Tyskland, når det for eksempel er konstateret, at der har været problemer med boksen i én lastbil ud af en flåde på 50, der alle betaler, som de skal. Her får synderen ikke en gigantisk bøde, som det sker i Danmark i dag, men besked om at indbetale den manglende vejafgift. Bevidste snydere derimod kan man passende give en bøde. Det er ret og rimeligt og tilføjer proportionalitet til et stift og rigidt bødesystem, fremfører Erik Østargaard.


Sidst men ikke mindst vil DTL-direktøren have styr på vejkontrollen, så lastbiler, der ikke har betalt vejafgift, bliver holdt tilbage indtil, afgift eller bøde er betalt. 


- Det nuværende system, hvor lastbiler fra en række lande bare kan se stort på vejafgiften, mens de danske kolleger skal betale ved kasse et, er uholdbart og må stoppe, siger han.  



Klik venligst

© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.