Letbaneselskab overtager operatøropgaven

Lørdag 20. december 2025 kl: 10:51
Af: Redaktionen

Keolis, som har stået for den daglige kørsel siden de første letbanetog kom på skinner i Aarhus, må forlade skinnerne mellem Grenaa, Aarhus og Odder om et år, da Aarhus Letbane I/S har opsagt operatørkontrakten med Keolis Letbaner A/S

Aarhus Letbane har valgt at overtage operatøropgaven selv, hvilket sker fra 20. december 2026. Operatøropgaven omfatter driften - det at køre togene og kontrollere trafikken. Da Aarhus Letbane står for alt det andet, vil selskabet fra 20- december næste år stå for den fulde drift af letbanen, der via Aarhus forbinder Grenaa på Djursland med Odder i Hads Herred mellem Aarhus og Horsens.


Begrundelsen for at opsige operatørkontrakten med Keolis er ifølge Aarhus Letbane et ønske om at skabe en mere direkte sammenhæng mellem de enkelte aktiviteter, der foregår i og omkring Letbanen. Samtidig forventer man hos Aarhus Letbane at få en økonomisk gevinst til ejerne af Aarhus Letbane - Region Midtjylland og Aarhus Kommune.


- Formålet med at udføre operatøropgaverne selv er blandt andet at mindske kompleksiteten i den daglige drift, herunder at gøre placering af ansvaret mere entydigt, siger administrerende direktør i Aarhus Letbane, Michael Borre. 


- Vi har haft et fint samarbejde med Keolis Letbaner A/S gennem årene, men har måttet sande, at organiseringen omkring Letbanen har været for kompleks. Vi mener samtidig, at vi kan gøre driften mere økonomisk effektiv gennem fjernelse af dobbelt-funktioner, siger han.


Hos Aarhus Letbane håber man på, at alle medarbejdere fortsætter i deres job. Det vil ske på uændrede vilkår, da Lov om lønmodtagernes retsstilling ved virksomhedsoverdragelse vil være gældende, når Aarhus Letbane overtager operatøropgaven.


- Den enkelte medarbejder besidder væsentlige kompetencer som naturligvis også vil være vigtige for Letbanen efter opgaverne er overført, siger Michael Borre, der ser frem til den nærmere dialog med ledelse og medarbejdere i Keolis Letbaner om en smidig overførelse af operatøropgaven.


- Vi er meget stolte over, at vi de sidste otte år sammen med alle vores gode kolleger i Keolis koncernen har sikret en sikker og effektiv drift af letbanen i Aarhus med meget høj kvalitet i afviklingen og til en konkurrencedygtig pris, siger administrerende direktør for Keolis Letbaner A/S, Thomas Friis Brændstrup, der peger på, at organiseringen af letbanen i sidste ende er et politisk valg.


- Vi kan kun beklage, at man ikke har ønsket at sende opgaven i udbud og derigennem sikre den højeste kvalitet for færrest mulige omkostninger. Vi ønsker Aarhus Letbane I/S held og lykke med selv at varetage opgaven. Vi fortsætter med at drive en sikker letbane til gavn for Østjylland og banens passagerer frem til overdragelsen med udgangen af 2026.


Der ligger nu en proces det næste år, hvor Keolis Letbaner A/S fortsat løser opgaverne samtidig med, at overdragelsen af opgaver og medarbejdere med videre vil blive planlagt.



Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.