Transportvirksomhed skifter til én lastbilleverandør

Mandag 3. november 2025 kl: 12:58
Af: Redaktionen

Transportvirksomhed skifter til én lastbilleverandør

Den nordjyske transportvirksomhed CM Transport, der har hjemsted i Nørresundby og en afdeling i Hedensted, har sat gang i et skifte til én leverandør af lastbiler, hvor virksomhedens i alt 53 lastbiler over de kommende år skal erstattes med lastbiler fra Mercedes-Benz. CM Transport fik den første Mercedes-Benz Actros med ProCabin i juli. Den er og bliver fulgt op med flere. De første 30 biler skal efter planen leveresinden 1. april næste år

Beslutningen om at udskifte hele flåden til Mercedes-Benz er truffet efter en længere dialog med Ejner Hessel A/S, der importerer og sælger lastbiler fra Mercedes-Benz. Her har både service, driftsøkonomi og samarbejde har været i fokus.


- Vi har gennem en længere periode haft en tæt dialog med CM Transport omkring deres behov, og det har nu resulteret i en aftale, hvor Ejner Hessel leverer knap 30 biler inden 1. april 2026, fortæller Michael Ottesen, der er værkstedschef hos Ejner Hessel i Aalborg og fortsætter:


- Det, der har været vigtigt for CM Transport, er relationen til eftermarkedet og fleksibilitet landet rundt. Derfor har vi fra starten haft fokus på at skabe en løsning, hvor de oplever høj tilgængelighed, ensartet service og maksimal oppetid.


Som en del af aftalen overvåges hele CM Transports flåde gennem Mercedes-Benz Uptime, der er et digitalt system, som følger bilernes tilstand i realtid og muliggør planlagt service.


- Fra vores base i Aalborg holder vi løbende øje med CM Transport's flåde gennem Uptime. Det betyder, at vi kan reagere proaktivt, planlægge vedligehold og sikre maksimal driftstid på hver enkelt bil, forklarer Michael Ottesen og fortsætter:


- Samtidig er vi stærke på den interne kommunikation mellem afdelinger, så kunden oplever samme høje serviceniveau, uanset hvilket Hessel-værksted de benytter.


Fire procent bedre brændstoføkonomi
Hos CM Transport glæder direktør Malte Skinbjerg sig over de første erfaringer med de nye Mercedes-Benz lastbiler.


- Vi kan allerede se, at brændstoføkonomien ligger cirka fire procent bedre end på resten af vores flåde. Det er et væsentligt bidrag til vores samlede driftsøkonomi, fremhæver han.


Chaufførerne roser komfort og teknologi
De første tilbagemeldinger fra chaufførerne hos CM Transport har været entydigt positive. De fremhæver især den lave støj i kabinen, den høje komfort og de nye Mirror Cams, som giver bedre udsyn og sikkerhed.


- Flere af vores chauffører siger, at kabinen føles som om, den er bygget til dem. De er blevet meget glade for de nye Mirror Cams og oplever generelt en markant højere komfort end tidligere, siger Malte Skinberg.


Samarbejde bygger på tillid og dialog
Valget af Ejner Hessel som samarbejdspartner handler ikke kun om produktet, men i lige så høj grad om service og relationer.


- Vi har i længere tid søgt en samarbejdspartner, der kunne tilbyde en højere grad af fleksibilitet og service. For os er god service, når vores chauffører oplever, at værkstedet står klar, når de har brug for det. Samarbejdet med Michael Ottesen og hans team fungerer virkelig godt - både i den daglige kontakt og i kommunikationen omkring vores biler. Ejner Hessel har leveret varen, og vores chauffører føler sig godt behandlet, når de besøger værkstedet, fremhæver Malte Skinberg.



Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.