Politiet har beslaglagt partybusTorsdag 25. september 2025 kl: 20:33 Af: RedaktionenForholdene omkring en partybus, som Tungvognscenter Øst stoppede og kontrollerede i København fredag 29. august, var så farlige, at chaufføren nu er sigtet og bussen er beslaglagt. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, hvor Tungvognscenter Øst har hjemme - Vi kunne konstatere, at der var pillet et vindue af bussen, og at den var indrettet på en måde, så passagererne kunne hænge ud af vinduet, mens bussen kørte. Patruljen kunne ved selvsyn se, hvordan en kvindelig passager hang med hele overkroppen ude af vinduet under kørslen, og på den baggrund er chaufføren nu blevet sigtet efter straffelovens bestemmelse om fareforvoldelse, siger politikommissær Michael Sander fra færdselsafdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi. Politiet har vurderet, at indretningen af bussen kombineret med chaufførens manglende indgriben tilsammen udgjorde en overtrædelse af reglerne om vanvidskørsel. Dermed var reglerne for beslaglæggelse af bussen opfyldt, og det har Københavns Byret efterfølgende givet Midt- og Vestsjællands Politi medhold i. På den baggrund blev bussen tirsdag beslaglagt og kørt væk af politiet. - Det handler om sikkerhed. Når vi kontrollerer køretøjer som partybusser, så er det fordi, at man som gæst om bord skal kunne regne med, at man kan feste uden at risikere liv og helbred. Derfor skrider vi ind, når vi ser ting, der er så farlige, som det, der er tilfældet her, siger Michael Sander fra færdselsafdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi. Selve straffesagen mod chaufføren fortsætter, og der vil i forbindelse med domsforhandlingen blive taget stilling til, om bussen kan blive endeligt konfiskeret. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |