REDERI-ORGANISATION:
Skibsfartens CO2-afgifter bør gå til at opbygge produktion af grønne brændstoffer i EUOnsdag 24. september 2025 kl: 12:43 Af: RedaktionenEU’s CO2-kvotehandelssystem ETS modtager milliarder fra danske skibsfart. Derfor opfordrer rederiorganisationen Danske Rederier til, at midlerne anvendes til at etablere og øge produktionen af grønne brændstoffer i Europa I disse uger holder man vejret i den globale skibsfart og ser mod London, hvor IMO’s Net-Zero Framework skal endelig godkendes ved en afstemning 17. oktober. I Danske Rederier bakker man fuldtonet op om aftalen og kæmper for at den bliver vedtaget. - Aftalen i IMO bliver en gamechanger for omstillingen af den internationale skibsfart, når den bliver vedtaget. Så er det fuld fart frem - og de danske rederivirksomheder er klar, siger Jacob K. Clasen, der er viceadministrerende direktør i Danske Rederier. Han peger dog på, at en forudsætning for succes med klimaomstillingen er, at der bliver produceret langt flere alternative brændstoffer, end der gør i dag. - Og det skal også ske i Europa, siger han og fortsætter: - Det er kun logisk, at de midler, vi selv bidrager med gennem kvoterne, også bruges til at skabe produktionen af de brændstoffer, vi skal sejle på i fremtiden. I EU har man allerede indført klimaregulering af skibsfarten i form af EU ETS og FuelEU Maritime. I 2026, når ETS er fuld indfaset, forventes danske rederier at indbetale 3.8 milliarder kroner til systemet. Danske Rederier foreslår, at provenuet fra ETS anvendes som øremærket støtteordning til skibsfartens grønne omstilling - herunder til både produktions- og aftagerled. - De penge skal bruges til at få fart på opbygningen af grøn brændstofproduktion i Europa. Vores rederier er klar til at skifte, men vi kan ikke vente på, at andre regioner løber fra os. Vi står over for investeringer i milliarder. Det er kun logisk, at de midler, vi selv bidrager med gennem kvoterne, også bruges til at skabe produktionen af de brændstoffer, vi skal sejle på i fremtiden, siger Jacob K. Clasen i et interview med mediet Søfart. Ifølge Jacob K. Clasen er det ligeledes afgørende, at man sikrer en ordentlig sammenhæng mellem EU’s klimaregulering og et kommende globalt IMO-regelsæt. - EU skal tilpasse sine regler til en global aftale. Det må ikke ende i dobbeltregulering og dobbeltbetaling. Ideelt skal vi have ét system for reguleringen af skibsfartens CO2-udledninger, siger Jacob K. Clasen til Søfart. Danske Rederier har 10 anbefalinger til at få produktionen af grønne brændstoffer op i gear - klik her: ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |