Bombemand fra Billund er fundet skyldig i at have fremsat truslerSøndag 21. september 2025 kl: 11:42 Af: RedaktionenEn 38-årig udenlandsk mand blev mandag 15. september ved retten i Kolding kendt skyldig i blandt andet at have fremsat trusler i politiekspeditionen i Billund Lufthavn lørdag 20. april sidste år. Manden blev også kendt skylding i en sag om sprængning af hæveautomat ved Legoland i Billund Retten i Kolding kendte den 38-årige er skyldig i under særligt skærpende omstændigheder at have fremstillet, opbevaret og transporteret en rygsæk med ca. 400 gram sprængstof i form af TATP til politistationen ved Billund Lufthavn. Her afgav han en trussel ved blandt andet at udtale ”Bomb. Bomb. Legoland. Me” eller lignende, hvorefter han henkastede den medbragte rygsæk, der indeholdt sprængstof, over på en stol og udtalte ”Bomb. Bomb. Explosives in the bag”. Manden blev med det samme anholdt, og hændelsen førte til, at lufthavnen blev evakueret i flere timer, og flytrafikken blev indstillet. Den dømte fremkaldte ved truslen betydelige forstyrrelser af lufthavnstrafikken, som resulterede i et omfattende ressourceforbrug for politi og redningsberedskab i forbindelse med evakuering af lufthavnen samt økonomiske tab for blandt andet Billund Lufthavn og flere flyselskaber. Sprængte hæveautomat ved Legoland Manden er ligeledes kendt skyldig i under skærpende omstændigheder at have fremstillet, opbevaret og transporteret ca. 800 gram sprængstof i form af TATP samt detonatorer til Åstvej i Billund, hvor han sprængte en hæveautomat ved Legoland med henblik på at få penge omkring klokken 04.00 natten til lørdag 20. april sidste år. Det forårsagede to eksplosioner og skade på en bygning på samme adresse. Det lykkedes ikke den 38-årige at få adgang til pengene i hæveautomaten. Derudover blev manden dømt for en række mindre forhold. Den udenlandske mand har siddet fængslet siden anholdelsen på politistationen i Billund Lufthavn lørdag 20. april 2024. Retten skal nu tage stilling til strafudmålingen. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |