Havneselskab ved Øresund vinder krydstogtprisTirsdag 16. september 2025 kl: 12:41 Af: Redaktionen![]() Copenhagen Malmö Port vinder Seatrade Cruise Award for Årets Havn 2025. (Foto: CMP) Ved en ceremoni i Hamburg onsdag 10. september blev Copenhagen Malmö Port (CMP) tildelt Seatrade Cruise Award-prisen som Årets Havn 2025 Prisen, der uddeles af en jury bestående af brancheeksperter, anerkender CMP’s indsats for at levere exceptionel service og oplevelser til krydstogtgæster, samt virksomhedens engagement i bæredygtighed og samarbejde på tværs af krydstogtsektoren. - Vi er beærede, stolte og ydmyge over at modtage denne prestigefyldte pris, som belønner alt det hårde arbejde, CMP har lagt i at levere en fantastisk oplevelse til de krydstogtgæster, der besøger vores havn. Jeg vil gerne takke alle vores kolleger i CMP, vores partnere i Cruise Denmark - Copenhagen and beyond, vores lokale partnere og leverandører i København og vigtigst af alt vores loyale kunder – krydstogtrederierne og krydstogtpassagererne, siger Luis de Carvalho, der er Commercial Cruise Director hos Copenhagen Malmö Port. Havnen i København fungerer som indgang til destinationerne, og CMP lægger vægt på at fremme et stærkt samarbejde mellem alle involverede aktører for at sikre en effektiv og gnidningsfri oplevelse for både transit- og turnaround-gæster. CMP driver krydstogtterminaler i København, Visby og Malmö. I 2024 ankom knap 1 million gæster til havnene. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |