Højesteret ophævede beslaglæggelse af bilTirsdag 9. september 2025 kl: 13:33 Af: Jesper ChristensenPolitiets beslaglæggelse af en leaset bil hos en lille erhvervsvirksomhed på grund af en ansats vanvidskørsel er ved en kendelse afsagt af Højesteret 25. august blevet ophævet. Beslaglæggelsen blev i første omgang afvist i Byretten i Glostrup 5. september sidste år, men stadfæstet i Østre Landsret 20. december 2024 Den lille virksomhed, der kører limousinekørsel, havde leaset en Mercedes-Benz til brug for virksomhedens limousinekørsel. Efter en ansat chauffør i selskabet kørte såkaldt vanvidskørsel i bilen, blev bilen beslaglagt. Sagen ved Højesteret angik, om beslaglæggelsen af bilen skulle ophæves, fordi det måtte antages at være uforholdsmæssigt indgribende overfor den lille virksomhed at konfiskere bilen. Højesteret skriver følgende om sagen og afgørelsen: Det indebærer en helhedsvurdering af, dels om det var helt upåregneligt for virksomheden at bilen ville blive brugt til vanvidskørsel, dels om adgangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for chaufføren var tilstrækkeligt til at forhindre, at konfiskationen ikke var uforholdsmæssigt indgribende. Højesteret tiltrådte af de grunde, som var anført af byretten og tiltrådt af landsretten, at det var godtgjort, at virksomheden havde udvist en sådan agtpågivenhed, som kan forventes af selskabet som arbejdsgiver i forbindelse med ansættelsen af chaufføren og udlån af bilen. Højesteret udtalte endvidere, at det var et nødvendigt led i virksomhed virke at benytte ansatte chauffører, at virksomheden ikke ville kunne betale erstatningskravet fra leasinggiver som følge af konfiskation af bilen, og at selskabet derfor ville gå konkurs, hvis der skete konfiskation af den beslaglagte bil. Virksomheden ville endvidere ikke kunne vælte tabet over på sine kunder. Den ansatte chauffør kunne muligvis erstatte selskabets tab over en længere periode, men ikke på nuværende tidspunkt. Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at det måtte anses for behæftet med betydelig usikkerhed, om virksomhedens adgang til at gøre et erstatningskrav gældende over for den ansatte chauffør var tilstrækkeligt til at forhindre, at konfiskation var uforholdsmæssigt indgribende over for virksomheden. På den baggrund og efter oplysningerne om den agtpågivenhed, som virksomheden havde udvist ved ansættelse af chaufføren, og om de økonomiske konsekvenser for virksomheden af en eventuel konfiskation, konkluderede Højesteret, at der var grund til at antage, at konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende for virksomheden. Højesteret ophævede derfor beslaglæggelsen. Landsretten var nået til et andet resultat. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |