Rederier vil dele kapacitetTirsdag 26. august 2025 kl: 13:30 Af: RedaktionenDanske DFDS og svenske TT Line har indgået en space charter-aftale for fragt og passagerer på de to rederiers' ruter mellem Karlshamn i det sydøstlige Sverige og Klaipeda i det nordvestlige Litauen. Aftalen giver derudover DFDS adgang til kapaciteten på TT-Lines færger på TT-Lines ruter mellem Klaipeda og Trelleborg i Sverige samt mellem Klaipeda og Travemünde i Tyskland DFDS og TT-LInes har indgået space charter-aftalen med det mål at effektivisere og udvide færgenetværket på Østersøen. Aftalen er planlagt til at træde i kraft for fragt 1. oktober på alle tre ruter. For passagerer træder aftalen i kraft på Karlshamn-Klaipeda 1. oktober og 1. november på de to andre ruter. DFDS forklarer, at space charter-aftalen gør det muligt for kunder at benytte den næste ledige sejlads på Karlshamn-Klaipeda uanset rederi, mens alle kommercielle aktiviteter og relationer med kunder forbliver under hver operatørs kontrol. Den nye space charter-aftale vil øge frekvensen for kunder på Karlshamn-Klaipeda og udvider DFDS' netværk. Aftalen vil også bidrage til at sænke emissioner, da den gør det muligt for hver operatør at reducere antallet af sejladser på Karlshamn-Klaipeda samtidig med, at det samlede udbud af sejladser for kunder øges. DFDS driver to kombinerede fragt- og passagerfærger på Karlshamn-Klaipeda og fire andre færger på Østersøruter, der forbinder Tyskland og Sverige, Sverige og Estland samt Danmark og Litauen. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |