TUNGVOGNSKONTROL PÅ BORNHOLM:

Vognmand kan forvente en bøde på 120.000 for dårlige dæk

Fredag 22. august 2025 kl: 11:16
Af: Redaktionen

Mandag til onsdag har Tungvognscenter Øst, der hører hjemme under Midt- og Vestsjællands Politi, været på kontrol på Bornholm med fokus på tunge køretøjer



Politifolkene fra Tungvognscenter Øst kontrollerede i alt 96 køretøjer - heraf var de 15 registreret i udlandet. Samlet skrev politiet rapport i 15 tilfælde - heraf var de to mod udenlandske vogntog.


Under kontrollen stoppede politiet en et sættevognstog, som havde to sikkerhedskritiske fejl på dækkene. Virksomheden var tidligere gentagne gange idømt bøder for sikkerhedskritiske fejl, og da bøden løbende stiger i gentagelsestilfælde kom bødetaksten mod virksomheden op på maksimal straf på 60.000 kroner pr. sag. Vognmanden kan derfor forvente en bøde på 120.000 kroner, oplyser politiet.




Derudover  optog politiet rapport i følgende sager:
  • Godslov - manglende fælleskabstilladelse eller at der ikke var medbragt registreringsattest
  • Takograf - Manglende retrofitting til den nye version (G2V2), som er krav for international kørsel, når turen går via Ystad
  • Overlæs
  • Udløbet kørekort
  • Udløbet chaufføruddannelsesbevis
  • Længde og højde
  • Fejl og mangler - eksempelvis lygtefejl og beskadigede ting på lastbilen



En del traktorvogntog blev testet på bremseprøvestanden, hvor nogle blev indkaldt til syn og flere uindregistrerede vogne blev sendt direkte på værksted, før de fik lov at køre videre.




- Vi kan virkelig se, at vores kontroller på øen har en effekt i forhold til, da vi startede tungvognskontrol på øen for år tilbage. Kontrollerne er med til at sikre, at køretøjerne holdes i lovlig og forsvarlig stand, siger politikommissær Henrik Haensel, der var med på kontrollen.


Politiet stoppede også enkelte personbiler under turen rundt på øen, hvor der blev givet bøder for manglende sele eller for at bruge mobiltelefon under kørslen.



Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.