JERNBANEOVERKØRSLER I SØNDERJYLLAND:

Sønderjyske kommuner vil have øget sikkerheden efter ulykke

Mandag 18. august 2025 kl: 11:16
Af: Redaktionen

Fredag mistede en 60-årig kvinde levet, da et passagertog ramte et sættevognstog med en fire-akslet gylletankvogn i en jernbaneoverskæring bed Bjerndrup mellem Tinglev og Kliplev i Sønderjylland. Borgmester i Aabenraa Kommune, Jan Riber Jakobsen (K), vil have øget sikkerheden nu

Ønsket om øget sikkerhed bliver lagt frem nu, selvom Banedanmark i forbindelse med installering af nyt signalsystem vil etablere bomme på jernbaneoverkørslerne på den et-sporede banestrækningen i 2027. I Aabenraa Kommune er der fem jernbaneoverkørsler uden bomme, mens der i Sønderborg Kommune er en enkelt.


Ifølge dr.dk er Jan Riber Jakobsen (K) villig til at lukke vejene, hvis der ikke gøres noget nu. Kravet om øget sikkerhed bliver bakket op af borgmester i Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen (S).


I de seneste dage er der kommet flere forlag på bordet, der kan øge sikkerheden i jernbaneoverskæringerne - eksempelvis et lyssignal, der lyser grønt, når der er fri bane, og som så skifter til rødt, når der er et tog på sporet, og bedre skiltning.


Banedanmark forvalter 776 jernbaneoverkørsler i Danmark - heraf er 38 sikret med lys- og lydvarsling, mens de øvrige har både lys- og lydvarsling og bomme.


Seks af de 38 ligger på banestrækningen mellem Tinglev og Sønderborg og bliver ifølge Banedanmark sikret yderligere med bomme i forbindelse med etableringen af et nyt signalsystem på strækningen.


Ifølge Banedanmark vil det være uforholdsmæssigt dyrt at etablere bomme ved overkørslerne nu i stedet for i forbindelse med etableringen af det nye signalsystem.


Hvad siger Færdselsloven om kørsel i jernbaneoverskæringer:


Færdselslovens paragraf 5:

Trafikanter, der skal passere jernbaneoverkørsel, skal udvise særlig forsigtighed. 

Færdsel over jernbaneoverkørsel må ikke finde sted, når det kan ses eller høres, at tog nærmer sig. Kørende skal afpasse hastigheden således, at standsning om nødvendigt kan ske før sporene. Når sporene passeres, skal dette ske uden unødigt ophold.

Stk. 2:
Trafikanter må ikke passere jernbaneoverkørsel, når:
  • pligt til standsning er tilkendegivet ved signalanlæg
  • bomme er lukkede, eller medens bomme lukkes eller åbnes
  • jernbanens personale tilkendegiver, at tog nærmer sig

Stk. 4. 
Stk. 1-3 gælder også for passage af andre overkørsler samt for kørsel på eller over spor, der ligger i vej, havneplads eller lignende uden at være afgrænset derfra, men dog ikke for letbanespor.

Stk. 5. 
Transportministeren kan fastsætte bestemmelser om, hvilke sikkerhedsforanstaltninger der skal iagttages ved passage af jernbaneoverkørsler med:
  • transporter, der er særligt langsomme eller tunge
  • transporter, der overskrider de almindelige bestemmelser for bredde, længde eller højde
  • dyr, der trækkes eller drives

(Kilde: Færdselsloven)




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.