TRANSPORTORGANISATION:
Afslag om aktindsigt i vejafgiftsbøder er blevet afvist af klagenævnOnsdag 6. august 2025 kl: 10:39 Af: RedaktionenSund & Bælt har afvist at give transportorganisationen ITD aktindsigt i vejafgiftsdata. ITD klagede sidst i juni til Miljø- og Fødevareklagenævnet over afslaget, og nu har klagenævnet givet ITD medhold i, at afslaget ikke holder og derfor skal omgøres. ITD betegner afgørelsen som en sejr for vognmændenes retssikkerhed I slutningen af juni klagede ITD formelt over Sund & Bælts afvisninger om aktindsigt i vejafgiftsdata. ITD ønskede aktindsigt i de data, der lå til grund for transportministerens fremstilling af vejafgiften som en velfungerende ordning, der er kommet godt “på plads”. Med afslaget kunne ITD ikke få mulighed for at efterprøve den "succesfortælling, som ministeren har præsenteret". - Det er mildest talt bemærkelsesværdigt, at Sund & Bælt mørklægger centrale vejafgiftsdata og forhindrer offentligheden i at efterprøve myndighedernes egne udsagn. Vejafgiftssystemet udsteder bøder automatisk, og derfor er gennemsigtighed helt afgørende for retssikkerheden. Afgørelsen er et vigtigt skridt mod mere transparens, siger ITD’s formand, John Agervig Skovrup. Han peger på, at man hos ITD ikke kan genkende ikke transportministerens fremstilling af vejafgiftssystemet. I løbet af det første halvår med den kilometerbaserede vejafgift er der ifølge ITD udskrevet omkring 40.000 bøder, hvilket er omkring det tredobbelte af, hvad der var budgetteret med på finansloven for 2025. ITD peger på, at en stor del af bøderne skyldes tekniske systemfejl og hændelige, menneskelige fejl. I klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet fremhævede ITD, at udlevering af oplysningerne er afgørende for gennemsigtighed og kontrol med myndighedernes forvaltning. ITD påpegede også, at miljørelaterede oplysninger skal stilles til rådighed for offentligheden uanset deres form. Når dataene foreligger elektronisk og nemt kan udtrækkes, skal de ifølge lovgivningen udleveres. Nægtelsen af aktindsigt er nu ophævet, og Sund & Bælt skal omgøre beslutningen. Afgørelsen, der er truffet af formanden for Miljø- og Fødevareklagenævnet, er endelig og kan ikke indbringes for en anden administrativ myndighed. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |