Tre unge mænd kom til skade under studenterkørsel i lastbilerLørdag 28. juni 2025 kl: 11:35 Af: RedaktionenSent fredag aften og natten til lørdag kom tre unge mænd til skade under kørsel i studenterlastvogne ved to forskellige ulykker i Vallensbæk og Ishøj. Det oplyser Københavns Vestegns Politi. De to studenterlastvogne er blevet beslaglagt med henblik til konfiskation under henvisning til reglerne om vanvidsbilisme Politiet oplyser, at den ene ulykke skete fredag aften klokken 22 på Vejlegårdsparken i Vallensbæk ved en bro. Her blev to unge mænd kørt på hospitalet med læsioner i hovedet.
Den anden ulykke skete lidt over klokken 3natten til lørdag på Ishøj Stationsvej i Ishøj - også ved en bro. Her blev en ung mand kørt på hospitalet med hovedlæsion.
Status lørdag formiddag er, at en er udskrevet, en anden ventes udskrevet over weekenden, og at en tredje fortsat er indlagt, men uden for livsfare. Københavns Vestegns Politi oplyser videre, at de foreløbige undersøgelser tyder på, at de tre tilskadekomne i begge tilfælde stod på en forhøjning af en slags på lastbilens åbne lad, så de kunne komme op i en højde højere end lastbilen. De stødte så mod en bro, som lastbilen skulle køre under. Ambulance og lægeambulance rykkede ud til begge ulykker, og de tre tilskadekomne blev alle kørt til behandling på hospitaler.
Københavns Vestegns Politi har foreløbig sigtet tre chauffører, som stod for kørslen, efter Straffelovens paragraf 252, som handler om at fremkalde fare for andres liv og førlighed.
Begge lastbiler er i politiets varetægt og foreløbig beslaglagt med henblik til konfiskation under henvisning til reglerne om vanvidsbilisme. - Det er virkelig tragisk for alle, at en festlig fejring ender med ulykker med tilskadekomne unge mennesker. Jeg vil opfordre til, at alle - uanset om man sidder i førerhuset eller på ladet - reagerer med det samme, hvis der opstår farlige situationer under de kommende dages kørsler, og om nødvendigt stopper, siger vicepolitiinspektør Søren Enemark, Københavns Vestegns Politi.
Når efterforskningerne af de to ulykker er færdige, skal anklagemyndigheden tage stilling til, om de tre sigtede også skal tiltales efter Straffelovens paragraf 252. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |