Nye busløsninger får støtte på samlet 20 millioner kronerOnsdag 18. juni 2025 kl: 12:01 Af: RedaktionenFem kommuner har fået i alt 20 millioner kroner til forsøg med fleksible busløsninger. Det oplyser Transportministeriet. Samsø Kommune har eksempelvis søgt støtte til ”Midibusser”, der kan bruges til både skolekørsel, sommerbus og bus på bestilling Målet med støtten til projekter i de fem kommuner er at afprøve nye og mere fleksible busløsninger til gavn for balancen mellem land og by og borgerne i de områder, der i dag savner kollektiv transport. Pengene kommer fra SVM-Regeringens landdistriktsudspil, hvor der i alt er afsat 50 millioner kroner til støtte af behovsstyrede busser i landdistrikterne. Transportminister Thomas Danielsen (V) peger på, at behovsstyrede busser har et stort potentiale til at styrke mobiliteten i landdistrikterne, og at ekspertudvalget for kollektiv transport anbefaler de behovsstyrede busser. - Det er meget positivt, at kommunerne byder ind med gode ideer, som vi nu kan prøve af. Vi skal gøre noget nyt for at få en velfungerende kollektiv trafik uden for de store byer, og her er mindre og langt mere fleksible busser en del af løsningen, siger Thomas Danielsen. Der har været fem ansøgninger til de 20 millioner i 2025. Fire af de indkomne ansøgninger er blevet imødekommet fuldt ud, mens den femte er blevet delvist imødekommet.
![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |