Affaldsvirksomhed bærer resultaterne frem med elektroniske løsninger

Torsdag 15. maj 2025 kl: 13:54
Af: Redaktionen

Affaldsvirksomhed bærer resultaterne frem med elektroniske løsninger
Junkbusters lyseblå vogne, containere og junkbags anvendes til alle former for affald. (Arkivfoto: Junkbusters)

Affaldsvirksomheden Junkbusters A/S, der har hjemsted i Gentofte, oplever i øjeblikket en markant fremgang i både Danmark og Tyskland. Fremgangen er ifølge selskabet drevet af innovative og bæredygtige affaldsløsninger samt digital CO2-rapportering. Investeringer i egenudviklet software har samtidig mere end fordoblet bundlinjen i både Danmark og på koncernplan

Junkbusters-koncernen, der ses i bybilledet med sine lyseblå vogne, containere og junkbags, der anvendes til alle former for affald, har afsluttet sit 2024-regnskab og kan notere en stor vækst og en omsætning på 120 millioner kroner. Koncernregnskabet viser en toplinjestigning på 40 procent i forhold til året før.


Ifølge Junkbusters administrerende direktør Steffen Rasmussen skyldes væksten virksomhedens målrettede investeringer i bæredygtige affaldsløsninger, egenudviklet software og CO2- og miljørapportering.


- Vi har gennem adskillige år satset målrettet på udvikling af vores software og digital affaldsrapportering, og det kan nu tydeligt ses på vores vækst. Kunderne efterspørger dokumenterbare, bæredygtige løsninger, og det har vi kunnet omsætte til succes på tværs af markeder, siger Steffen Rasmussen.


Byggebranchen i Danmark driver stærk efterspørgsel
På hjemmemarkedet i Danmark har Junkbusters især oplevet stor efterspørgsel fra byggebranchen. Selskabet leverer i dag affaldsløsninger til flere af landets største entreprenører og typehusfirmaer, der i stigende grad fokuserer på bæredygtig affaldshåndtering og dokumentation af klimaaftryk.


I Tyskland, hvor byggebranchen i flere år har haft det hårdt, har Junkbusters fået fodfæste i den grønne energisektor. En ny forretningsmodel, hvor Junkbusters samarbejder med mindre vognmænd med flyttebiler om indsamlingen af emballageaffald fra udbydere af solceller og varmepumper i hele Tyskland, har bidraget betydeligt til væksten på det tyske marked. Resultatet er, at Junkbusters’ tyske datterselskab for første gang leverede overskud i 2023, og væksten tog yderligere fart i 2024.


Miljødata som konkurrencefordel og afsæt for fortsat vækst
Junkbusters ledelse tilskriver fremgangen selskabets fokuserede indsats på bæredygtige affaldsløsninger samt brugen af egenudviklet software til CO2- og miljørapportering.


- Vi oplever, at bureaukratiet er stigende i affaldsbranchen, men Junkbusters software er bygget netop til at kunne håndtere dette, og vi har derfor mulighed for at optimere på de arbejdsgange, som kræves af os som affaldsvirksomhed, understreger Steffen Rasmussen.


Virksomheden hjælper eksempelvis kunderne med at sortere affald ved kilden og kan levere automatiseret, detaljeret data om affaldsmængder, genanvendelsesgrader og CO2-aftryk for hver opgave. Disse tiltag har ikke alene reduceret miljøbelastningen - de har også givet Junkbusters en konkurrencefordel på markedet, hvor stadig flere efterspørger dokumentation for bæredygtighed.


- Efterspørgslen på grønne affaldsløsninger har aldrig været højere, og vores satsning på digitalisering, åbne API-løsninger og bæredygtighed giver nu fuldt udslag - ikke kun på miljøet, men også på bundlinjen. Jeg er enormt stolt af vores team, der har knoklet for at nå hertil, og af det resultat, vi har leveret i 2024, siger Steffen Rasmussen.


Styrket regnskab og god trend
Af koncernregnskabet fremgår det desuden, at Junkbusters opnåede en bruttofortjeneste på 28,7 millioner kroner i 2024. Resultat før skat landede på 4,95 millioner kroner, og trenden har været opadgående de seneste fem år. En stor og langvarig investering i opstarten i Tyskland gør, at selskabet har en negativ egenkapital, men det får direktøren til at ryste på hånden.


- Det går faktisk bedre end budgetteret, og allerede næste år vil der være en positiv egenkapital. Vi er kommet styrket ud af nogle hårde år og står nu bedre rustet end nogensinde. 2025 er begyndt forrygende med fortsat vækst i både Danmark og Tyskland, og vi forventer at fortsætte den stærke udvikling resten af året, siger Steffen Rasmussen, der både er  administrerende direktør i Junkbusters A/S og Junkbusters Group ApS, som er holdingselskabet.



Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.