Toldere og politi fandt 27.400 cigaretter i førerhus og lastrum på tyrkisk vogntogOnsdag 7. maj 2025 kl: 16:27 Af: RedaktionenTirsdag aften blev et tyrkisk vogntog vinket ind til kontrol ved Frøslev Grænseovergang af Politi- og Toldgruppen, som er tilknyttet Udlændingekontrolafdeling Vest i Padborg. Under kontrollen fandt politi og toldere 27.400 udenlandske cigaretter skjult i førerkabinen og i lastrummet Da der var tale om så store mængder indsmuglede varer, blev det en sag for politiet også, og den 57-årige tyrkiske chauffør blev anholdt og sigtet i sagen. - Vores samarbejde i Politi- og Toldgruppen fungerer rigtig godt. Vi supplerer hinanden, og i dette tilfælde, hvor vi fik overdraget sagen på grund af den store mængde indsmuglede varer, var vi derfor inde i sagen og kunne på stedet anholde og sigte chaufføren, siger politikommissær Preben Meisner fra UKA Vest hos Syd- og Sønderjyllands Politi. Toldstyrelsen har vurderet mængden i forhold til, hvad den sigtede chauffør har unddraget statskassen for i told og afgifter på nikotinvarer. Der er tale om et beløb på 73.125, som han skal betale. - Tilbageholdelse af ulovlige cigaretter er en vigtig opgave for Toldstyrelsen. Det er den, fordi tobakken fra udlandet kan være produceret uden om reglerne og dermed være potentielt endnu mere sundhedsskadeligt, end tobakken i forvejen er. Desuden sørger vi for, at der bliver betalt de korrekte afgifter, og derfor er det yderst tilfredsstillende, når vi i Toldstyrelsen kan bidrage med beløb af den størrelsesorden, siger Jeppe Kjærgaard, der er kontroldirektør i Toldstyrelsen. Politiet har fastsat størrelsen bøde til chaufføren for forsøg på at indsmugle de 27.400 cigaretter til 140.000 kroner. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |