Lavprisflyselskab fra Irland åbner base i København

Torsdag 24. august 2023 kl: 11:32
Af: Redaktionen

Irske Ryanair, som i 2015 opgav at etablere en base i København som følge af, at flere fagforbund aktionerede mod selskabet i en lovlig blokade, oplyser, at selskabet fra vinteren 2023/2024 atter vil have en base i København med to fly - denne gang med dansk overenskomst





Ryanair oplyser, at selskabet vil skabe 100 nye arbejdspladser ved at etablere en base i Københavns Lufthavn. De nye ansatte vil være dækket af den aftale om løn og arbejdsvilkår, som Ryanair indgik med Dansk Metal i januar i år, og som i dag dækker selskabets base i Billund. 


Ryanair fremhæver, at de nye job i København vil leve op til dansk lovgivning, og at de ansatte vil betale skat i Danmark.


Ud over basen i Billund har Ryanair i dag flyvninger til og fra Aalborg, Aarhus og København.


Da Ryanair via sit datterselskab, Malta Air, og Dansk Metal blev enige om en overenskomstaftale for Ryanairs ansatte på basen i Billund lød det fra Dansk Metal:


"Det er en stor sejr for fagbevægelsen i Danmark, at det er lykkedes at lave en overenskomst med Ryanair's datterselskab. De har hidtil fløjet uden overenskomst. Nu får de ansatte ordnede forhold, og vi løfter deres lønninger markant. 

Vores opgave som fagforening er at sikre alle vores medlemmer gode løn- og arbejdsvilkår. Det gør vi nu i Ryanair. Det er klassisk fagforeningsarbejde, der har gjort det muligt at indgå en overenskomst. Det er den danske model, når den er bedst"

Keld Bækkelund Hansen, forhandlingschef i Dansk Metal.



I januar i år blev der både lavet aftaler for piloter og for kabinepersonale. Overenskomsten løber frem til 1. april 2026 for piloterne og 1. april 2025 for kabinepersonalet.




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.