Krankoncern vil løfte højere sammen med liftkoncern fra FinlandTorsdag 15. juni 2023 kl: 11:54 Af: Redaktionen![]() En af de Jalo & Jalo-lifte, der nu indgår i det fælles Joint Venture, JaloBMS, på servicearbejde ved et kirketårn i Finland. (Foto: JaloBMS) Den danske BMS-koncern, der er vokset til at være verdens femte største krankoncern, har etableret en ny fælles international orienteret joint venture-virksomhed sammen med finske Jalo & Jalo, der råder over en specialiseret flåde af lastbiler med mandskabslifte. Den nye joint venture-virksomhed, JaloBMS, bliver en af Europas største virksomheder med lastbiler med mandskabslifte Den forretningsmæssige baggrund for det nye joint veture mellem BMS og Jalo & Jalo er servicering af telesektoren og den konstante udbygning af mobiltelefonnettet, men det nye, fælles JaloBMS vil også rette sit fokus mod andre brancher, såsom energisektoren, vindmøllebranchen, industrien, byggebranchen samt vinduespudsning. På materiel-siden er basis de to virksomheders faglige kompetencer og mange lastbillifte, heriblandt en række af verdens største lastbil-lifte, der kan skyde liftens kurv op i en arbejdshøjde på over 100 meter. JaloBMS bliver med op mod 100 lastbillifte en af Europas største målt på antal af lastbillifte. Målet er på sigt at kunne tilbyde blandt andet telesektoren i hele Nordeuropa leveringssikkerhed gennem tilstrækkelig volumen og ekspertise. Også arbejde på højspændingsmaster og vindmøller er blandt de mange opgaver, som det nye fælles selskab ser som forretningsområde med deres lastbilmonterede lifte med arbejdshøjder fra 30 til 104 meter. Det nye JaloBMS vil indledningsvis fokusere på markederne i Skandinavien og Finland, hvor de i forvejen står stærkt, men vil også påtage sig projekter udenfor. BMS Group med hovedbase i Aalborg har afdelinger over 30 steder i Danmark, Sverige og Norge, mens Jalo & Jalo har godt 10 afdelinger i Finland og Sverige. - Med vores store flåde af lastbillifte, mange lokationer samt Jalo & Jalo’s mere end 50 års erfaring i denne specielle branche, opnår vi de bedste forudsætninger for at kunne give vores kunder den optimale service og ikke mindst leveringssikkerhed. Vi arbejder henimod at blive branchens foretrukne samarbejdspartner, siger Jens Enggaard, der er administrerende direktør i BMS. Sami Jalo, der er administrerende direktør i Jalo & Jalo, er glad for muligheden for at arbejde tæt sammen med BMS. - Med deres mange lokationer, internationale netværk i kombination med vores store liftflåde og viden på området vil vi sammen stå rigtig stærkt og kunne tilbyde vores kunder en bredere vifte af muligheder, siger han. Med arbejdsadresse fra Jalo & Jalo’s hovedkvarter i Turko bliver Sami Jalo samtidig administrerende direktør for det nye Joint Venture, hvortil Jens Enggaard indtager posten som bestyrelsesformand. Fakta:
![]() Administrerende direktør for det nye joint venture, JaloBMS, Sami Jalo (th) sammen med Jens Enggaard, der er bestyrelsesformand. Her ved BMS’ København-afdeling i Hvidovre, hvor også en del af BMS’ lastbillifte har hjemmebase. (Foto: JaloBMS) ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |