Regler om dyretransporter var til debat i EU-Parlamentet

Torsdag 8. juni 2023 kl: 10:02
Af: Redaktionen

Hver dag bliver tusinder af dyr transporteret i lastbiler på landeveje, med skibe, med fly og med jernbaner til og fra og inden for EU. Den nuværende lovgivning om transport af dyr håndhæves meget forskelligt i medlemslandene, og et forslag til nye regler er på vej fra EU-Kommissionen. Et debatmøde onsdag i EU-Parlamentet i Bruxelles satte fokus på reglerne

Debatmødet i EU-Parlamentet var med til at skabe en fælles front og lægge pres på EU-Kommissionen for en opdatering af reglerne. Transport- og landbrugsorganisationer fra Danmark, herunder DTL Dyr og transportorganisationen ITD, bidrog til debatten.


Ifølge DTL Dyr er der ikke tvivl om, hvad der helt konkret bør ændres i de nuværende regler.


- Vi efterspørger, at der kommer klare regler for ansvarsfordelingen for dyrenes transportegnethed, hvor det er landmanden, der som afsender og beslutningstager skal bære ansvaret for, at dyrene er egnet til transport, siger chefkonsulent i DTL, Søren Büchmann Petersen, der deltog i arrangementet i Bruxelles.


Bag debatarrangementet stod Venstre's medlem af EU-Parlamentet Asger Christensen og hans irske kollega Billy Kelleher. Begge er fra gruppen Renew Europe og ønsker at blive ordførere, når det kommende forslag skal behandles i EU-Parlamentet. 


Organisationerne DTL Dyr, Landbrug & Fødevarer og ITD har tidligt i forløbet og forud for forhandlingerne om dyretransport allieret sig med Asger Christensen.


International arbejdsgruppe
Nordic Logistics Association (NLA), der har base i Bruxelles og interesseorganisation for blandt andre DTL er en væsentlig samarbejdspartner for DTL Dyr i bestræbelserne for at få ændret ansvarsfordelingen, når det gælder dyrs transportegnethed. NLA har nedsat en arbejdsgruppe om emnet i tæt samarbejde med den internationale transportorganisation IRU’s Bruxelles-komité.
Gruppen har afleveret et katalog med anbefalinger til EU-Kommissionen, herunder med fokus på ansvarsfordelingen mellem landmænd og transportører.


IRU var derfor indlægsholder på debatarrangementet, hvor transportbranchens ønsker vedrørende transportegnethed blev gentaget over for parlamentarikerne.


- Seniorrådgiver Marc Billiet fra IRU gav et meget overbevisende indlæg om ansvarsfordelingen, vurderer Søren Büchmann Petersen.


Den nuværende EU-lovgivning om dyretransport er fra 2005 og tager derfor ikke højde for de teknologiske løsninger, der er kommet til sidenhen. Den viden og erfaring håber både Landbrug & Fødevarer, DTL og ITD at kunne bidrage med de i kommende forhandlinger.


EU-Kommissionen forventes at fremlægge forslag til reviderede regler for transport af dyr til efteråret.


Debatmødet i Bruxelles var arrangeret af ITD sammen med Landbrug & Fødevarer, DTL og den irske erhvervsorganisation, ICOS. Den danske EU-parlamentariker Asger Christensen (V) og hans irske kollega Billy Kelleher fra partiet Fianna Fáil, der begge er medlem af den liberale Renew-gruppe i EU-Parlamentet, var værter. 



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.