Shipping- og havnevirksomheder er med i nyt havnepartnerskab

Torsdag 27. april 2023 kl: 10:57
Af: Redaktionen

Torsdag offentliggjorde SVM-Regeringen et nyt partnerskab for erhvervshavnene i Danmark. Partnerskabet, der skal give anbefalinger til den nationale havnestrategi, som regeringen vil udarbejde, har blandt andet repræsentanter fra forskellige interessenter, herunder fra Danske Shipping- og Havnevirksomheder. - Vi har behov for nogle hegnspæle om kommunernes indgriben i såvel havneinfrastrukturen og havnearealerne, som i de kommercielle lejekontrakter på havnene, siger Formand for Danske Shipping- og Havnevirksomheder (DSHV), Lars Jespersen, i en kommentar til partnerskabet


Lars Jespersen, der også er administrerende direktør i SDK Shipping A/S, hilser partnerskabet velkommen.


- Havnene er rykket frem på den nationale politiske dagsorden i de senere år. Det er den kommende havnestrategi, og det ny partnerskab, klare beviser på. Og det kan vi kun være tilfredse med. For vores branche er af afgørende national betydning for forsyningssikkerhed og grøn omstilling, siger Lars Jespersen og fortsætter:


- Men havnene har desværre alt for længe været overladt til de enkelte kommuner, som ofte har prioriteret byudvikling frem for havneudvikling. De nationale interesser i forsyningssikkerhed og grøn omstilling er imidlertid for vigtige til kun at skulle fastsættes lokalt. Og de enorme investeringer, som især private aktører skal foretage på havnene i de kommende år, kræver nogle andre og bedre nationale rammer, end vi hidtil har haft.
 

SVM-Regeringen fastslog i sit regeringsgrundlaget, at der skal udarbejdes ”en strategi for danske havne, der giver grundlag for at tilvejebringe kommercielle investeringer”.

 
Lars Jespersen og DSHV hæfter sig ved, at havnestrategien netop skal give bedre grundlag for kommercielle investeringer.


- Vi har behov for nogle hegnspæle om kommunernes indgriben i såvel havneinfrastrukturen og havnearealerne, som i de kommercielle lejekontrakter på havnene. Lejekontrakternes længde er helt afgørende for, at private virksomheder tør investere. Og investeringerne er jo et kerneformål for havnestrategien. Derfor vil et af DSHV’s primære ønsker til partnerskabet og strategien være, at der sikres bedre vilkår for at tegne og forlænge lejekontrakter med lang løbetid på havnene, siger Lars Jespersen.
 

Partnerskabet skal komme med sine anbefalinger i 2024, hvorefter den nationale havnestrategi ventes udarbejdet og vedtaget.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.