To brancher beder SVM-Regeringen om at rette op på dyrepassivitet

Fredag 24. marts 2023 kl: 11:36
Af: Redaktionen

En samlet landbrugs- og transportbranche beder nu SVM-Regeringen om at prioritere, at producenten/landmanden altid har ansvaret for dyrs transportegnethed før pålæsning. DTL og DTL Dyr anser det for en kerneopgave at få samlet op på den passivitet, der har været udvist af den forrige regering

Dyretransportører har gennem mange år stået i vanskelige situationer, hvor chaufførerne og vognmændene er blevet holdt ansvarlige for eksisterende blå mærker eller skader opstået på bedriften forud for en transport. 


Det er uholdbart for alle og skadeligt for dyrevelfærden. EU-Kommissionen kigger lige nu på ændringer af regler for dyretransport, men den forrige S-regering har forsømt at tydeliggøre, at problemet er en dansk prioritet, som oprindeligt lovet.


Derfor har en samlet transportbranche sendt et brev til fødevareminister Jacob Jensen (V), hvori syv organisationer inden for landbrug og transport samt fagbevægelse gør opmærksom på problemstillingen omkring ansvarsfordelingen mellem aktørerne i en dyretransport. De ønsker dansk fokus på problemet ved den kommende revision af EU's bestemmelser om transport af levende dyr i efteråret.


Den daværende S-Regering var medunderskriver af et fælles dokument udarbejdet af de danske, belgiske, tyske, hollandske og svenske regeringer. Dokumentet blev i efteråret 2022 præsenteret for EU-Kommissionen og indeholdt 18 konkrete forslag til ændringer i transportforordningen. 


Men dokumentet indeholder ikke én eneste henvisning til det brede ønske fra dansk erhvervsliv om tydeliggørelse af ansvarsfordelingen.


Det betegner de syv organisationer som ganske utilfredsstillende.


- Det er ganske utilfredsstillende, at man har undladt netop det vigtigste element for danske erhvervsinteresser og for dyrevelfærden som helhed, siger administrerende direktør i vognmandsorganisationen, DTL.


- Den landmand, der kender dyrenes historie og har reel mulighed for at observere dem, bør have ansvaret for at sikre, at dyrene rent faktisk er transportegnede. Det har DTL Dyr og Nordic Logistics Association brugt rigtig meget tid på at overbevise EU-Parlamentet om - og politikerne er enige. Derfor bør dette også have prioritet hos Ministerrådet. Den danske regering bør gå forrest, for det har ikke skortet på tilkendegivelser om forståelse fra skiftende regeringer i tidens løb. Det er en kerneopgave, for en mere logisk ansvarsfordeling vil i høj grad hjælpe til med at undgå tilfælde af transport med ikke-transportegnede dyr, siger Erik Østergaard.


Erik Østergaard oplyser, at DTL bandt andet vil bringe sagen op på et kommende møde med fødevareministeren i april.


Af organisationernes brev fremgår, at branchen ønsker at fastholde et højt niveau af dyrevelfærd under transporten af dyr, og at det er et højt prioriteret indsatsområde. For at styrke dyrevelfærden under transport yderligere skal landmanden i højere grad aktivt tage ansvar for at dyrene er egnede til at blive transporteret.


Underskriverne af brevet er: ATL, Dansk Erhverv, DI Transport, DTL – Danske Vognmænd, ITD, Landbrug og Fødevarer samt 3F.


Interesserede kan se henvendelsen her:









Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.